Myter om vold, kvinder og mænd

Myter og fakta om vold, kvinder og mænd

FAKTA-ARK

 

Feministiske myter insisterer på at se kvinder som ofre og mænd som skurke. Det er en sort/hvid fremstilling af at kvinder langt oftere lider under konsekvensen af parkonflikter, end mænd gør. Det er ikke bare en tvivlsom fremstilling, den er også uetisk over mænd og deres børn der bliver efterladt alene og uden hjælp.

Omfanget af fysisk partnervold:


Den centrale oversigt over omfanget af fysisk partnervold mod hhv. kvinder og mænd er bogen ”Abused Men” af Philip Cook (2. udgave 2009). Oversigten viser, at partnervold går lige ofte begge veje – fra mand til kvinde og fra kvinde til mand. I 2012 blev der også offentliggjort to review-artikler af Sarah Desmarais m.fl., med sammenfatning af 249 undersøgelser, mest fra USA. Også her var resultatet, at de personer, der angiver at være ofre for partnervold, i gennemsnit lidt oftere erkvinder end mænd. De personer, der angiver at have udøvet partnervold, er også lidt oftere kvinder end mænd.


I 2014 offentliggjorde Martin Fiebert en liste med 270 videnskabelige undersøgelser og 73 review-artikler, som understøttede konklusionen om at kvinder begår vold mod mænd mindst lige så ofte som vice versa. Langt de fleste undersøgelser er fra USA, og en meget stor del af dem omhandler unge og meget unge mennesker (college- og universitetsstuderende); blandt de meget unge er der en særlig stor overvægt af kvinders vold mod mænd. Men listen rummer også 73 undersøgelser af repræsentative udsnit af voksne personer, hvor det ligeledes er sådan, at kvinder begår vold mod mænd oftere eller lige så ofte som omvendt. 
Når det gælder Skandinavien, så findes der også undersøgelser. Flere svenske undersøgelser viser at vold mod kvinder og vold mod mænd sker nogenlunde lige hyppigt i parforholdene (men volden mod kvinder har ofte mere alvorlig karakter). 
I Norge har Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVTS) lavet en interview-undersøgelse af mere end 2000 mænd og mere end 2000 kvinder. Den konkluderer, at 17,1 % af alle kvinder og 17,2 % af alle mænd på et eller andet tidspunkt i deres liv har været udsat for partnervold. Når det gælder mænd, så er den voldelige partner i 97 % af tilfældene en kvinde. 9,2 % af kvinderne og 1,9 % af mændene har været udsat for alvorlig vold. 


Og hvordan står det så til i Danmark? 


Man har i 2010 lavet en såkaldt Sundheds- og Sygelighedsundersøgelse ("SUSY"). Den består i, at et stort antal repræsentativt udvalgte personer har besvaret og returneret et postbesørget, selvudfyldt spørgeskema. Her viser det sig, at ud af 7.326 kvinder har 109 svaret, at de inden for det seneste år har været udsat for partnervold (ca. halvdelen heraf er grov partnervold). Det er 1,5 % af samtlige. Desuden viser det sig, at ud af 6.282 mænd har 34 svaret, at de inden for det seneste år har været udesat for partnervold (også her har ca. halvdelen været udsat for grov partnervold).
Ud fra hvor mange voksne kvinder, der i alt er i Danmark, kan man så gange tallet for voldsramte kvinder op og beregne, at det svarer til at 33.000 kvinder årligt er udsat for partnervold. Tilsvarende kan man gange tallet for voldsramte mænd op og beregne, at det svarer til at 13.000 mænd årligt er udsat for partnervold. 
I 2018 lavede Syddansk Universitet en interviewundersøgelse af ca. 7.000 kvinder og knap 6.000 mænd. De fandt, at 1,6 % af kvinderne og 0,8 % af mændene havde været udsat for fysisk vold fra en nuværende eller tidligere partner. 
De danske undersøgelser afviger altså fra alle de øvrige omtalte undersøgelser ved, at de viser meget mere partnervold mod kvinder end mod mænd. Forskellen fra de andre undersøgelser kan forklares med, at der er anvendt en anden spørgeteknik. De fleste internationale undersøgelser benytter en teknik (CTS), hvor man først spørger om forekomsten af parkonflikter og hvordan parret løser dem; derefter kommer man ind på hvor ofte der forekommer vold. I begge de danske undersøgelser, derimod, har man først spurgt personen om nogen har begået vold mod dem; hvis de svarer ja, spørger man derefter, hvem denne ”nogen” var, herunder om det var partneren. Det er velkendt fra udlandet, at hvis man spørger på den måde, får man indrapporteret langt færre tilfælde af partnervold, især langt færre af de milde former for vold. 

https://www.amazon.com/Abused-Men-Hidden-Domestic-Violence/dp/0275958620

https://psycnet.apa.org/record/2012-19696-002

https://psycnet.apa.org/record/2012-19696-003

http://web.csulb.edu/~mfiebert/assault.htm   

http://www.partnervåld.se/studier

https://bmcpublichealth.biomedcentral.com/articles/10.1186/1471-2458-12-945

https://www.nkvts.no/content/uploads/2015/11/vold_og_voldtekt_i_norge.pdf

file:///C:/Users/KRE~1/AppData/Local/Temp/Vold_i_naere_relationer_2012.pdf

https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2018/vold_og_seksuelle_kraenkelser


Omfanget af psykisk partnervold:


Internationalt findes der udført ret meget forskning om psykisk vold, og der findes udarbejdet standardspørgsmål der anvendes i mange interview-undersøgelser. I ca. 2/3 af undersøgelserne finder man, at kvinder udøver mere psykisk vold i parforholdet end mænd gør; i den resterende tredjedel udøver mænd og kvinder nogenlunde lige meget psykisk vold.
I Danmark findes der én undersøgelse af psykisk vold, udgivet af VIVE i 2018. Den adskiller sig fra alle andre internationale undersøgelser ved, at her er det overvejende mænd, der udøver psykisk vold. Det kan hænge sammen med, at de to kvindelige forfattere har stærke feministiske sympatier, og hovedforfatteren er kendt for tidligere at have lavet tendentiøs forskning om samværsproblemer efter skilsmisse (tendentiøs ved, at kun moderen blev udspurgt, og hendes svar blev uden videre godtaget).  At den danske undersøgelse af psykisk vold viser et så afvigende resultat, kan hænge sammen med, at interview-personerne kun fik stillet to spørgsmål, og kun det ene spørgsmål berørte de former for psykisk vold, som begge køn sandsynligt kan udsættes for. Der var altså langt fra tale om de standardspørgsmål, som anvendes i talrige andre undersøgelser. 
Overordnet set må man konkludere, at mænd generelt i gennemsnit udsættes for lidt mere psykisk vold i parforholdet end kvinder gør, og at den danske undersøgelse er tendentiøs og misvisende.

http://kønsdebat.dk/blog/?p=191
https://www.vive.dk/da/udgivelser/psykisk-partnervold-7024/

Dødsfald som følge af konflikter i parforhold:


I Danmark blev der i årene 2010 til 2019 i gennemsnit begået 39 drab om året. Der findes ikke nogen gennemgående statistik over drabsmandens køn og offerets køn. 
Når det gælder uagtsomt manddrab, spiller kvinder en større rolle. I 2015 udgjorde kvinder halvdelen af de 22 gerningspersoner som blev sigtet for uagtsomt manddrab. 
I Norge er det lige som i Danmark sådan, at langt de fleste partnerdrab (90 %) begås af mænd (1). Noget lignende gælder i England (2).
Disse tal overser dog et aspekt, nemlig betydningen af selvmord. Mænd begår oftere end kvinder selvmord, og der findes oplysninger fra udlandet om, at knap  1/3 af alle mænds selvmord er resultatet af konflikter i parforholdet (3). Hvis det stemmer også for Danmark, så skal man til antallet af dødsfald som følge af konflikter i parforhold også lægge et stort antal selvmord, især blandt mænd. Med årligt lidt over 600 selvmord blandt mænd i Danmark kan man således formode, at årligt ca. 200 mænd begår selvmord som følge af parforholdsproblemer. Hvis også knap 1/3 af kvinders selvmord skyldes parforholdsproblemer (andelen er dog nok lavere end det), så vil det udgøre ca. 90 dødsfald årligt. Hvis vi lægger tallene sammen, så får vi at årligt dør måske  230 kvinder på grund af parforholdsproblemer, måske lidt færre, hvoraf de ca. 140 dør ved drab. Og årligt dør ca. 215 mænd på grund af parforholdsproblemer, hvoraf de ca. 15 dør på grund af drab. Muligvis dør altså nogenlunde lige mange mænd og kvinder på grund af parforholdsproblemer.
Et enkelt sted i verden findes en opgørelse, der belyser dette mere præcis, nemlig staten Utah i USA for året 2005. Her registrerede man det år i alt 65 dødsfald på grund af parforholdsproblemer. Af dem var 13 kvinder (11 blev dræbt, og 2 begik selvmord). De øvrige 52 var mænd (10 blev dræbt, og 42 begik selvmord). I dette tilfælde var dødeligheden som følge af parforholdsproblemer altså langt større for mænd end for kvinder (3).


(1) https://www.vg.no/nyheter/innenriks/i/xn2OV/150-drept-av-sin-partner

 

(2) https://www.ons.gov.uk/peoplepopulationandcommunity/crimeandjustice/articles/homicideinenglandandwales/yearendingmarch2018#how-are-victims-and-suspects-related

(3) https://pdfs.semanticscholar.org/9a64/53f571acda20d7ad31573c8ad9a941138f21.pdf

Behandling af voldelige mænd


Feminister i England og mange andre europæiske lande den forståelse, at partnervold kun sker for at manden kan dominere og kontrollere sin kone (1). Man mener derfor at manden ved undervisning skal bringes til at ændre sit syn på kvinder og forlade ønsket om at kontrollere sin kone. Det sker ved at man lader manden behandle i den såkaldte Duluth model (2), der blev udviklet af amerikanske feminister i 1981. Her ser man bort fra at volden kunne hænge sammen med individuelle personlighedsforstyrrelser. I stedet underviser man manden i at se volden som et element i et ”magt-og-kontrol-hjul”. 
En anden tilgang er kognitiv adfærds-terapi udviklet af psykologer. En sådan tilgang blev, som det første sted i Europa, udviklet i Norge i form af programmet ”Alternativ til vold” (ATV) (3). ATV har p.t. også enkelte afdelinger i de andre nordiske lande, dog er den danske afdeling p.t. ude af funktion. I stedet har vi i Danmark ”Dialog mod vold”, som blev etableret i 2001 (4). I ATV og lignende programmer skal voldsudøveren snakke konkret om den vold han har udøvet, både for at synliggøre den og ikke bagatellisere den bort. Den voldelige hændelse rekonstrueres, og hensigten er at gøre volden til problemet. Ansvaret knyttes til personen selv, og vedkommende trænes til at kunne tackle vanskelige følelsesmæssige situationer uden at bruge vold. Sammen gransker man både opvæksthistorie, egne voldsoplevelser og hvordan man er i nære relationer. Man forsøger gradvis at opbygge nye idealer for det at være mand.
I 2004 blev der udgivet en metaanalyse, hvor man skaber oversigt over effekten af de forskellige tilgange (5, 6). Den viser at effekten af kurserne er beskeden. Et typisk resultat er f.eks. at for voldelige mænd der ikke får behandling på et kursus, er der 35 %, som helt holder op med at slå konen. Med behandling er der 40 % af mændene, som helt holder op med at slå konen. Den positive effekt er altså i gennemsnit temmelig moderat. På grund af metodemæssige problemer i analyserne, er det svært at finde frem til, præcis hvor mange % af de voldelige mænd der forbedrer sig. Der kan ikke konstateres nogen sikre forskelle i effekten af de forskellige kurser, så som Duluth-modellen og kognitiv adfærds terapi. Det vigtige synes at være, at manden deltager i en-eller-anden form for kursus. Præcis hvilket kursus det er, betyder åbenbart mindre.
Der findes enkelte oplysninger om kursusformer, der giver bedre resultater. Der findes gode resultater med et system kaldet ”relationship enhancement”, der bygger mere på følelsesmæssig forståelse end kognitiv forståelse (5). Der findes også enkelte beretninger om meget gode resultater med andre kursusformer (7, 8). 



(1) https://www.semanticscholar.org/paper/Domestic-Violence%3A-Research-and-Implications-for-in-Graham-kevan/5a3979d3f354170fa25912434a91d3e74bca8c35


(2) https://en.wikipedia.org/wiki/Duluth_model


(3) https://psykologtidsskriftet.no/reportasje/2007/08/20-ars-kamp-et-alternativ-til-vold?redirected=1

(4) https://vidensportal.dk/voksne/vold-i-naere-relationer/indsatser-1/dialog-mod-vold

(5) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/14729422

(6) https://www.mtdemocrat.com/news/batterers-intervention-recidivism-rates-lowest-known-to-date/

(7) https://www.mtdemocrat.com/news/batterers-intervention-recidivism-rates-lowest-known-to-date/

(8) http://www.ezacapa.com/      (research)

Kvinder vender tilbage til voldelige ægtemænd:


Et gennemsnit af flere undersøgelser viser, at i ca. 25 % af de voldelige ægteskaber var kvinden blevet udsat for vold fra manden allerede inden hun giftede sig med ham (1). Man kan således sige, at hun var blevet advaret, men ikke lyttede til advarslen. Når man undersøger kvinder, som opsøger krisecentre på grund af mandens vold mod hende, så konstaterer man, at i ca. halvdelen af tilfældene vender hun tilbage til ham og fortsætter samlivet (2). Den generelle erfaring fra talrige undersøgelser er at et sted mellem 20 og 80 % af kvinderne vender tilbage (3). 


(1) https://psycnet.apa.org/record/2001-05387-003

(2) https://psycnet.apa.org/record/1992-05761-001

(3) https://psycnet.apa.org/record/1989-01841-001


Et eksempel på diskriminerende lovgivning over for mænd og deres børn er beskrevet nedenfor i Manderådets pressemeddelelse af 20. Juni2020:


DISKRIMINATION: KRISEHJÆLP TIL KVINDER MEN INGEN KRISEHJÆLP TIL MÆND OG DERES BØRN

Manderådet mener at vi bør hjælpe både kvinder, mænd og deres børn.

I denne uges samråd i folketinget insisterer en minister på at se kvinder som ofre og mænd som skurke. Det er en sort/hvid fremstilling af at kvinder langt oftere lider under konsekvensen af parkonflikter, end mænd gør. Det er ikke bare en tvivlsom fremstilling der bliver gjort til lov, den er også uetisk over mænd og deres børn der bliver efterladt alene og uden hjælp.

Regeringen har i april fremsat lovforslag L 173 om psykologbehandling til kvinder, der får ophold på krisecenter. Med det lovforslag fastholder og udbygger man den diskrimination, der ligger i Servicelovens §109. Ifølge lovforslaget skal kvinder, der får ophold på kvindekrisecentre, tilbydes 10 timers psykologhjælp. Også de børn, der ledsager dem, skal tilbydes psykologhjælp. Mænd der får ophold på mandekrisecentre skal ikke gives en sådan hjælp, og børn der ledsages af deres far, skal heller ikke tilbydes hjælp.

Dette er åbenlyst kønsdiskriminerende, og i et samråd d. 16. juni fik ministeren stillet vedholdende spørgsmål om, hvordan hun kunne forsvare denne kønsdiskrimination. Ministeren svarede, at voldens karakter har en kønsskævhed; hun henviste til rapporter om, at der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der udsættes for fysisk partnervold, og at de fleste partnerdrab er mænds drab på kvinder. Derfor er det kvinder, ikke mænd, der har et stort problem, og derfor skal kun kvinder hjælpes.

Ministeren mener altså, at når en gruppe mennesker rammes hyppigere af et problem end en anden gruppe mennesker, så skal kun den hårdest ramte gruppe hjælpes. Det skulle så betyde, at da langt flere mænd end kvinder rammes af alvorlige arbejdsulykker, så skal kun mænd hjælpes på det felt. En sådan tankegang virker ugennemtænkt og uholdbar. Men ministeren fastholdt stædigt sit ønske om forskelsbehandling af kønnene.

Manderådet vil gerne påpege, at den politiske debat foregår på forkerte præmisser. Ministeren baserer sig på en rapport fra 2018, ifølge hvilken det årligt er 38.000 kvinder og 19.000 mænd, der udsættes for fysisk partnervold, og debatten på samrådet gik på, hvorfor de 19.000 mænd ikke også skal have hjælp. Men her overser man, at ifølge samme rapport (fra Syddansk Universitet) afviger det danske resultat fra den generelle internationale tendens. Den generelle tendens er at fysisk vold omtrent lige ofte begås af mænd mod kvinder og af kvinder mod mænd. At begge køn er lige voldelige – og lige ofte starter volden – overses ofte, bl.a. fordi et slag fra en mand oftere fører til kvæstelser end et tilsvarende slag fra en kvinde. Desuden spiller det en stor rolle, at mænd nødig indrømmer at de er blevet slået af konen, dels fordi det er ydmygende at indrømme, og dels fordi ingen alligevel tror på det. Derfor er det meget afgørende, præcis hvordan mændene udspørges, og man skal være meget omhyggelig med hvilken ramme, spørgsmålene indgår i. Resultatet af de danske undersøgelser har derfor en stor fejlmargin – med andre formuleringer af spørgsmålene ville man have fået andre svar. Tallene på 38.000 kvinder og 19.000 mænd er ikke sikre eller pålidelige tal, men blot beregnede usikre skøn.

Dertil kommer, at psykisk vold nu også er gjort strafbart. Og når det gælder psykisk vold, så viser international forskning, at den lige ofte begås af kvinder og mænd, med en tendens til slagside i retning af at kvinder begår mest psykisk vold. Da psykisk vold godt kan begrunde ophold på krisecenter, og da psykisk vold netop i særlig grad kalder på psykologisk hjælp, er det helt ulogisk at mænd ikke gives samme psykologhjælp som kvinder.

Ministeren henviser også til hyppigheden af partnerdrab. Det rammer langt oftest kvinder. Kun ca. 10 % af drabene er kvinders drab på mænd. Men det betyder ikke, at parkonflikter fører til døden for flere kvinder end mænd. Hvor kvinder slås ihjel ved fysisk overlast, slås mænd ihjel ved psykisk overlast. Mænd begår langt oftere selvmord end kvinder, og ca. 1/3 af de selvmord har baggrund i parkonflikter. Når sådanne selvmord inddrages, kan man nå frem til, at parkonflikter fører til døden for stort set lige mange kvinder og mænd.

Ministerens påstand om, at der er en kønsskævhed, sådan at kvinder langt oftere lider under konsekvensen af parkonflikter, end mænd gør, er således tvivlsom.

Ministeren insisterer på at se kvinder som ofre og mænd som skurke. Den psykologindsats, hun vil give til kvinder, er støtte og opbakning. Den psykologindsats, hun vil give til mænd, er behandling for voldelig adfærd. Men dels viser mænd og kvinder omtrent lige ofte voldelig adfærd, især da når det gælder psykisk vold, og dels er det temmelig tvivlsomt, hvor meget voldelige mænd lader sig behandle. I 2004 blev der udgivet en international metaanalyse, hvor man skaber oversigt over effekten af de forskellige tilgange til at behandle voldelige mænd. Den viser at effekten af kurserne er beskeden. Et typisk resultat er f.eks. at for voldelige mænd der ikke får behandling på et kursus, er der 35 %, som helt holder op med at slå konen. Med behandling er der 40 % af mændene, som helt holder op med at slå konen. Den positive effekt er altså i gennemsnit temmelig moderat.

Ministeren har også i samrådet nævnt de kvinder, der flygter fra en voldelig mand helt op til fem gange, men vender tilbage til ham hver gang. Her kan man med rimelighed mene, at problemet også ligger i kvindens egen adfærd. Ofte er hun ikke opmærksom på mandens voldelige adfærd allerede inden parret blev gift. Ud af de kvinder, som opsøger krisecentre på grund af mandens vold, er det en stor andel der vender tilbage til ham og fortsætter samlivet. I nogle af disse tilfælde må man sige at der ganske vist er noget i vejen med hendes mand; men der er også noget i vejen med hende selv. En sort/hvid fremstilling, hvor kvinder er ofre, og mænd er skurke, giver ikke den fulde forståelse og er ikke vejen frem.

Ministeren mener, at det er antallet af kvindelige ofre, der er afgørende. Fordi kvinder formentlig rammes oftere end mænd af vold (fysisk vold, men ikke psykisk vold), så skal kun kvinder hjælpes. En sådan holdning er diskrimination, og et samfund der hævder at være imod diskrimination kan ikke være bekendt at have og udbygge diskriminerende lovgivning.

Telefon Manderådet

+45 2656 1282

Pressekontakt:

presse@manderaadet.dk

MANDERÅDET CVR-nr.: 41719273

The Danish Men's Council