På den årlige generalforsamling for nylig har Manderådet valgt ny formand.
Den nye formand er den tidligere næstformand, Torben Haugaard.
Torben har 30 års erfaring i at arbejde med mennesker i såvel erhvervssammenhænge som erhvervsrådgiver og udviklingskonsulent, og i sin private praksis, hvor han har praktiseret som psykoterapeut, parterapeut og partsrepræsentant med mere end 10 års psykoterapeutisk uddannelse.
Torben er uddannet reserveofficer, politimand og har været ansat som personalechef, personaledirektør og HR- og udviklingschef i såvel medicinalbranchen som i IT-branchen, samt adm. direktør i medicinalbranchen.
Torben har endvidere lavet udviklingsforløb med mennesker i svær krise fra jobcenteret i Helsinge.
På generalforsamlingen valgte Manderådet også ny næstformand, og valget faldt på vores redaktør gennem de seneste to år, Thomas Martin Nielsen.
Thomas er cand. mag. fra Københavns Universitet og MA fra University College Dublin.
Han er tidligere gymnasielærer og -rektor, og har arbejdet professionelt med undervisning, ledelse, marketing og kommunikation i mere end 30 år. Thomas fortsætter i rollen som Manderådets redaktør.
Generalforsamlingen vedtog endvidere en ny formålsparagraf med et tydeligere fokus på betydningen af maskuliniteten i det moderne samfund:
“Manderådet er en organisation, der arbejder for at sikre en god balance mellem piger og drenge, kvinder og mænd, mødre og fædre. Det gør vi ved at arbejde for gode, sunde og ansvarlige maskuline og feminine værdier i samfundet, med særligt fokus på mænds, fædres og drenges retssikkerhed.
Vi vil påvirke den politiske proces med en god balance mellem de maskuline og de feminine egenskaber.
Vi arbejder for et meritokratisk samfund, hvor vi bedømmes på, hvad vi kan, og ikke på vores køn, seksualitet, tro eller race.
Manderådet samarbejder med alle organisationer og foreninger, der har som mål at sikre en god balance mellem kønnene. Vi arbejder for, at disse organisationer og foreninger får ligeværdig anerkendelse og økonomisk støtte.
Manderådets arbejde er tværpolitisk.”
For yderligere information, kontakt venligst torbenhaugaard0@gmail.com / 40 68 48 40