Mandegrupper

Afspil video

Få adgang til støtte, mandegrupper og ligesindede.

Uanset hvor du er i livet, er der altid noget, du kan arbejde med – måske noget du endelig er klar til at tage fat på, eller måske tanker og oplevelser, du ikke ved, hvor du skal gå hen med.

Alle har traumer, udviklingspotentialer, udfordringer eller blinde vinkler. I en mandegruppe får du et hold af ligesindede, som du kan samarbejde med om at styrke dig selv, udvikle nye færdigheder og lære nye mentale værktøjer til at håndtere livet.

For nogle handler mandegruppen om at komme i kontakt med sin maskuline side, for andre om at komme i kontakt med sin feminine side. Nogle har behov for at bearbejde traumer, mens andre har behov for at se og blive set, eller lære et nyt sprog at udtrykke sine følelser med.

Hverdagen kan være hård, og for mange er mandegrupper et tiltrængt afbræk. Her kan du sænke skuldrene og mødes i øjenhøjde med andre mænd uden forventnings- eller præstationspres. Du vil blive accepteret, som du er, hvor du er, og blive budt velkommen i gruppen. Herfra kan du udvikle dig sammen med dine gruppekammerater.

Grupperne oprettes efter efterspørgsel og sammensættes efter den enkeltes behov. Når du er placeret i en gruppe, er I en selvstændig flok, der mødes efter aftale sammen med en af Manderådets coaches, som guider jer gennem jeres udvikling.

Du kan forvente at lære nogle af de andre mænd rigtig godt at kende. Det betyder ikke nødvendigvis, at I kommer til at ses uden for mandegruppen, men det kan ske, at I ender med at blive nære venner.

Udfyld formularen nedenfor hvis du ønsker at deltage i en Mandegruppe. Skriv i tekstfeltet hvad du har brug for eller hvis du kan forestille dig selv at bidrage.