Manderådet hare givet mig kontakt til en personkreds, hvor væsentllige problemer for mænd og for mandskønnet som sådan kan gennemdrøftes og afklares, sådan at det bliver tydeligt, hvor der er brug for ændringer. Det betyder også at man ikke sidder tilbage som enkeltperson, der bare bliver frustreret og handlingslammet.

Jeg har været interesseret i Manderådet igennem hele den periode, da det blev dannet og tog form. Her kan mænd udveksle erfaringer om, hvordan vores liv påvirkes af det andet køn. Manderådet gør det muligt, at mænd kan finde sammen og lære at håndtere den kvindedominerede diskurs.

For mig har videnskabelig forskning været det, der gjorde det muligt at holde fast i, at mænd og kvinder er mentalt forskellige lige fra fødslen, og at når flest mænd søger til visse brancher, og flest kvinder søger til andre brancher, så skyldes det ikke diskrimination, men snarere medfødte forskelle i interesser og mentalitet.
Den ide, at alle kønsforskelle er tillærte, er blevet altdominerende inden for visse akademiske fag. Det gælder også f.eks. på det pædagogiske område, hvor påstande om at drenge og piger er født ens bliver misbrugt til at holde drenge tilbage og få dem til at føle, at de er forkerte.

Manderådet giver mig mulighed for at kritisere de mange forkerte påstande om mænd og kvinder, som udbredes i det offentlige rum. Da Manderådet for alvor skulle søsættes i 2020, og oprettede oprettede en facebookside, påtog jeg mig at lave ét facebookopslag til hver af de første 100 dage. Disse opslag var med til at give Manderådet et image af faglighed og seriøsitet fra starten. Senere blev de 100 facebookopslag omformuleret til 100 tekster om mænd og kvinder, og via en kontakt til forlaget Herreværelset blev disse 100 tekster i 2022 udgivet som en bog, ”Fakta og myter om kvinder og mænd”, hvis 100 kapitler er tilgængelige hver for sig på www.faktaogmyter.dk.

Mit medlemskab af Manderådet har givet adgang til at jeg har kunnet deltage i en del offentlige konferencer og høringer, bl.a. om drenges situation i skolen. Men den almindelige erfaring er, at når jeg og andre fra Manderådet har brugt lang tid til at skrive gennemarbejdede, fagligt velfunderede høringsvar, så bliver de ignoreret. De, der sidder i den anden ende, har deres færdigsyede opfattelser, og dem kan man ikke rokke ved med faglige argumenter. Det har nok haft større effekt at skrive kronikker og andre avisindlæg. I foråret 2024 blev en kronik blev optaget i Berlingske netop som Mattias Tesfaye kom hårdt i skudlinjen for at modsætte sig konklusionerne fra en ”ekspertgruppe”,og den kronik hjalp ministeren til at fasthold sin modstand mod ekspertgruppen.