Kvindekampen har sejret ad helvede til! Manderådet gør status efter 8. marts
Bekender man sig til fortællingen om patriarkatet, har kæmpende kvinder brugt de sidste fem årtier på at bide den hånd, der før det har fodret dem. Realiteten er, at det store flertal af kvinder siden tidernes morgen hver dag er stået op og har passet deres børn, arbejde og mænd. Oftest i den rækkefølge. Og derved muliggjort mænds og kvinders lange fælles rejse fra sump til civilisation. Dette flertal af kvinder ser nu deres feministiske søstre forfølge særegne politiske mål på kønnets vegne, mens de selv bliver efterladt måbende og frysende på perronen. Hvor længe vil disse flittige, stærke og kærlige kvinder finde sig i, at deres drømme og forhåbninger for fremtiden for dem selv og deres sønner begrænses af en lille gruppe ekstremister? Hvor længe vil de passivt se til? De er trods alt de fleste!

Vi taler om politiske mål som feminiseringen af straffeloven, med bestemmelser om psykisk vold og stalking, der kan misbruges til blandt andet forældrefremmedgørelse, og den kontroversielle samtykkelov. Bestemmelser, der er udtænkt til at gøre det let og ansvarsfrit at være kvinde og meget utrygt at være mand. Man har undladt at balancere den nye lovgivning med en tilsvarende udvidelse af mulighederne for at forfølge falske anmeldelser.

Med det smart lydende begreb ”stealthing” forsøger nogle nu at kriminalisere samlejer, der begynder med kondom og slutter uden. Uagtet kondomet kan glide af eller gå i stykker, og at det altid har været meget dårlig stil at fjerne det med vilje, hvis der var aftalt noget andet. Forsøget bakkes op af dramatiske historier i velvillige medier om alvorlige infektioner og store svigt fra mennesker, man lige har mødt på en dating-App! Kvinder, må man forstå, skal have mulighed for at dyrke sex til højre og venstre uden ansvar. Mens manden hver gang er nødt til at overveje, om han er ved at gå i seng med fjenden.

Og så er der den skandaløse tilstand på hele det familieretslige område. Hvor mænd, efter en årrække at have levet som kærlige familiefædre, på få måneder kan befinde sig i en situation, hvor de må kæmpe for at få genoptaget kontakten til deres børn. Ofte forgæves.

Og nej, man kan ikke tale familieret uden at tale køn. I en situation hvor bopælsforælderen ikke alene favoriseres, men ydermere belønnes for at skabe konflikt. Og hvor bopælsforælderen i mere end fire ud af fem tilfælde er mor. Var det muligt at give lidt her?

Den reflekterede unge mand vil måske snart hellere aflevere sin sæd i banken. Men også her må han overveje, hvad det er for et spil, han deltager i. Kvinder vil gerne kunne stole på mænd. Men kan mænd efterhånden stole på kvinder? Kan en mand stole på en kvinde, der kræver alene at have fortolkningsretten over, hvad der foregår i det mest intime rum for samvær mellem en mand og en kvinde? Kan han stole på, at den søn, der måske alligevel kommer ud af samværet, da mange mænd er håbløse optimister, vil få mulighed for at udvikle sit fulde potentiale som mand og ikke blive hæmmet af mors dogmatiske ideologi? Kan manden stole på, han får lov til at bidrage til sønnens opdragelse? Og gælder de samme bekymringer i virkeligheden ikke en datter? Kan han stole på, at hans kvindelige chef er den mest kompetente og ikke en forlomme-feminist, der har fået jobbet på baggrund af noget andet end sine meritter? Og kan hans kvindelige kolleger i øvrigt det samme? Og hvad betyder den tabte tillid for vores muligheder for at leve sammen og udvikle tilværelsens muligheder? Hvad er egentlig feministernes endelige mål? Stopper kvindekampen først ved matriarkatet. Og hvor stopper det? Kan noget få feministerne til at logre? Kan de se en udstrakt hånd? Eller kan de kun bide? Kan det tænkes, der ikke findes en kamp, der er kvindernes egen, men kun en menneskekamp? En kamp for at se og anvende de fornemste potentialer i begge køn til alles bedste.

Trods alt har menneskers kamp altid primært været kampen for, at næste generation skulle have det bedre end forældrenes. Ikke for at den ene forælder skulle have det bedre end den anden. En kamp, der selvfølgelig forudsætter, at det fortsat er planen at føre arten videre. Kan det tænkes, der findes en fælles kamp, hvor manden giver plads til kvinden og begærer hende for hendes særlige evner og bidrag, og hvor kvinden beundrer og giver plads til manden for hans? Hvor de voksne sammen kæmper for, at børnene kan starte på det højere niveau, hvor forældrene slap. Og herfra udvikle deres egen generations potentiale i mangfoldighed og frihed.

Kom nu ind i kampen, kvinder!