Mediernes skæve fokus er en problemstilling i forhold til ligestillingen. Alt for længe har agendaen overset mænd og drenge. Der er behov for at gøre op med både feministisk dogmatik og den blinde vinkel for mænds og drenges udfordringer.

80% af journaliststanden er rød.

Dét skriver Journalisten, som blandt andet peger på, at hele 30% af journalisterne ville stemme på Radikale Venstre. Dén skævhed er problematiseret i netmediet Kontrasts emneuge omkring mediebias. Men implikationerne strækker sig længere end skævhed i forhold til for eksempel økonomisk politik eller immigration – det påvirker også ligestillingsdebatten.

Der er ikke et problem i, at folk har et politisk ståsted. Det er en endda rigtigt god ting, at befolkningen tager aktiv del af det demokrati, Danmark er og skal være. Problemerne opstår, når debatten bliver for ensidig eller perspektiver kvæles af politisk korrekthed. Ikke bare medfører det en risiko for blinde vinkler, men det kan også koste tillid til både medier og den politiske verden. Dét er ikke ønskværdigt for nogen.

I Manderådet arbejder vi tværpolitisk for at bidrage med en stemme for mænd og drenge i ligestillingsdebatten. Sådan bliver vi ved med at virke, og vi tror på, at der skal være plads til alle. At alle bør kunne komme til orde.

Derfor er det med nogen besørgelse, at vi konstaterer, at debatten er præget af særligt feministiske aktører, og har et skævt fokus på kvinder og piger.
Som selveste Statsministeren udtalte på Folketingets åbningsdag: ”Enhver pige og kvinde i Danmark skal leve uden vold. Uden social kontrol”

Dét er helt åbenlyst ganske sandt. Men hvorfor ignoreres drenge og mænd i ligningen?

Drenge og mænd i alvorligt bekneb

Det er ikke fordi det skorter på udfordringer for mænd og drenge i Danmark. Dobbelt så mange piger som drenge får sig en uddannelse, og drengenes slagside i karakterer har aldrig været større.

Blandt socialt udsatte er der en massiv overvægt af mænd blandt hjemløse, indsatte i fængslerne og i selvmordsstatistikkerne. Det er ikke en nyhed.
Hvorfor så det ensidige sigte for piger og kvinder?

Kvindernes Internationale Kampdag d.8 marts 2017 gav et solidt vink med en vognstang i dén henseende. Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, gik i brechen med en appel:

“Drop nu snakken om at kvinder tæsker deres mænd. Partnervold går stort set altid ud over kvinderne”

Dansk Kvindesamfunds forkvinde forsvarede sit standpunkt med, at hele 9 ud af 10 partnervoldsofre skulle være kvinder. Det er siden pure afvist. Blandt andet af Det Kriminalpræventive Råd, som estimerer at cirka én ud af tre partnervoldsofre er mænd.

Når sådanne fejl finder vej til medielandskabet, så skaber det en falsk diskurs, som ingen er tjent med. For selvfølgelig skal kvinder da hjælpes, når de udsættes for partnervold. Dét er bare ikke nogen grund til, at mænd ikke også skal – og at deres problemer bør italesættes. Ikke droppes, eller bagatelliseres.

Bemidlingen tæller

En hurtig gennemgang viser da også en skævhed i forhold til bemidlingen af sådanne aktører. I det feministiske landskab ser vi, at Kvinfo er bemidlet med 7,6 mio. skattekroner årligt, plus bemidling til specifikke projekter. Sex og Samfund støttes med 20 mio. årligt. UN Women får hele 76 mio. om året.
Totalt set langt oppe i hundredmillion-klassen.

For mænds ligestilling ses stort set blot de 2 mio. om året, som Forum for Mænds Sundhed blev tegnet for på årets finanslov. Dét uafhængigt af ideologiske tilhørsforhold eller partipolitiske ståsteder.

Ej sjældent ser vi, at talspersoner fra disse ideologiske foreninger får spaltepladsen i debatten og medierne, og dét skævvrider diskursen. Skulle man henvise til feministers egne slagord, så falder “ingen kvindekamp uden klassekamp” på sinde – og langt de fleste udsatte medborgere er i dag mandlige.

Derfor kan det ikke nytte noget, at udsatte mænd og drenge må slå til tåls. Hverken med den manglende hjælp eller med uunderbyggede teorier om, at de selv er skyld i sine udfordringer på grund af idéer som “toksisk maskulinitet”, “patriarkatets undertrykkelse”, eller lignende. Disse forestillinger lever udelukkende i den feministiske ideologi, kan ikke eftervises empirisk, og ideologien har vist sig blind for mænds og drenges virkelige udfordringer.

Se bare udtalelsen fra Dansk Kvindesamfunds forkvinde.

Spørgsmålet er hvornår det går op for medierne og politikerne – og vælgerne – at skævheden i favør af feministisk ideologi er et samfundsproblem.
Vi ser heldigvis øget opmærksomhed omkring det. For eksempel udtalte David Munis Zepernick, som stiller op til regionsrådsvalget for Radikale Ventre, for nylig til Berlingske:

“…jeg efterlyser, at ligestillingsdebatten balanceres og suppleres med et eksplicit og offensivt maskulint perspektiv.”

Dét perspektiv bringer Manderådet til bordet. Og det er vigtigt.

For når ét køn taber – så taber begge.