Det er ikke tid til kvoter – det er tid til fakta

En gammel traver er vendt tilbage til debatten om kvoter – World Economic Forum’s (WEF) Gender Gap Index. Genkendelsens glæde står dog i skærende kontrast til ethvert ønske om en redelig og faktuel debat om kvoter. Rapporten er af uacceptabelt lav kvalitet, og de fleste andre rapporter viser et helt andet billede. I dagens Danmark diskrimineres mænd sandsynligvis generelt mere end kvinder gør.

Mandag d. 23. maj blev endnu en dag, hvor WEFs rapport om ligestiling genopstod i debatten. Det til trods for, at den samme rapport er skudt ihjel på faktatjek igen og igen. Det er faktisk ved at nærme sig, at denne ligestillingsdebattens infant terrible har udviklet sig til en regulær Jason Voorhees – den uskønne horror-karakter, som gennem en hel serie af gyserfilm kontinuerligt er blevet slået ihjel, for blot at vende tilbage sprællevende og i fuld vigør.

Ansvarlig for fremmaningen af rapportens tilbagekomst i debatten var Radikales Samira Nawa, Pernille Skipper fra Enhedslisten og SF’s Astrid Carøe, og seancen foregik i Berlingske. Men lad os nu endelig få slået fast, at denne Jason Voorhees er født af ren fantasi, ikke kan holde til faktatjek og ingenlunde bør lægges til grund for politiske initiativer.

WEF begår nemlig en lang række fagligt uacceptable metodefejl i sin rapport. Man har blandt andet udvalgt nogle enkelte parametre, hvor kvinder er bag ligestillingspunktet, og ignoreret alle andre. I sin nøddeskal betyder det, at rapporten – hvis alle mænd hypotetisk udvandrede over natten – ville vise 100% ligestilling i nationen. Omvendt ville den vise 0% ligestilling, hvis alle kvinder gjorde det.

Begge dele er åbenlyst skævt, og det er uanset tydeligt, at rapporten ikke er bygget til at kunne vise sand ligestilling. Det er også tydeligvis helt på månen når rapporten konkluderer, at Danmark er som en bundskraber indenfor ligestilling, imens for eksempel Rwanda indtager en flot 7.-plads.

Netop SF, Radikale og Enhedslisten ville da næppe heller være med på løjerne, hvis man insisterede på at sende asylansøgere til Rwanda fordi landet skam er et regulært fyrtårn indenfor ligestillingsområdet.

Man ville selvfølgelig forholde sig skeptisk.

Danmark er ikke noget “patriarkat”, og har ikke brug for kvoter

Men i Danmark er vi stærke på ligestilling, hvorfor vi holder en anderledes nydelig position blandt de bedste på blandt andet EUs Equality Index. Dét kan næppe være gået hverken Nawas, Carøes eller Skippers næser forbi, men for nu at være på den helt sikre side:

Gender Gap Index’et er ikke gangbar mønt i nogen faktabundet debat.

Til gengæld ville det klæde fortalere for kvindekvoter at huske på, at kvoter reelt er diskrimination. Når man vælger én kandidat på grund af sit køn, vælger man også en anden fra på grund af sit. Dét betyder, at der er krav til sagligheden af sådan en beslutning, for at den er lovlig.

For kvoters vedkommende har man altså for sig at bevise, at kvinder diskrimineres væk fra toplederstillinger, og at det er derfor, færre kvinder end mænd er topledere. En bevisførelse, der glimter i sit fravær. Det eneste, man viser til, er at der er flere mænd i sådanne stillinger – men det er der mere nærliggende forklaringer på end diskrimination. Faktisk peger national data i modsat retning – at det er mandlige kandidater, som diskrimineres mest.

Da Gary S. Becker vandt nobelprisen i økonomi i 1992, var det for at vise, at diskrimination er skidt for bundlinjen. Mens Becker var mest optaget af racediskrimination, må principperne gælde uanset om det er køn eller hudfarve, der diskrimineres på grund af. At der er flere mænd end kvinder blandt topledere kan sagtens være på grund af langt mere nærliggende årsager end nærmest konspiratoriske teorier om usynlige, patriarkalske kræfter, som holder kvinder tilbage. Øverst på listen står den biologiske forskel på mænd og kvinder på grund af kønshormoners indflydelse på menneskets adfærd.

Der er da også omfattende undersøgelser, som viser at jo mere ligestillede, lande er, jo større er kønsopdelingen i arbejdsmarkedet. Dette tolkes oftest som, at jo mere fri en befolkning er til at vælge uddannelse og karriere efter sin egen præference, jo større vil den statistiske forskel på mænds og kvinders valg være – fordi mænd og kvinder statistisk set har forskellige præferencer.

Ligestilling bør handle om personlig frihed og retten til ikke at blive diskrimineret – ikke ideologiske idéer om resultatlighed, millimeterretfærdighed og rapporter, der ret og slet ikke kan holde til faktatjek.

Når ét køn taber – så taber begge

Manderådet arbejder for mænds ligestilling, og for udsatte mænd og drenge. Du kan støtte Manderådet ved at blive medlem for kr. 200,- om året – eller hjælpe os med at drive støttelinjen Kammerathjælpen, med en valgfri donation på Mobilepay 775050.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.