Jyllands-Posten undskylder for at have bragt dette Metoo-indlæg, fordi det sår tvivl om sandhedsværdien i Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Awards 2020.
Med tilladelse fra skribenterne bringer Manderådet det i fuld længde.
Indlægget er et udtryk for skribenternes egne holdninger

Af Torben Haugaard, selvstændig rådgiver, og Marianne Stidsen, dr.phil. og forfatter

KVINFOs direktør Henriette Laursen hævdede i Berlingske forleden, at afgørelsen i retssagen mellem skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard kan bruges som et ”hold-kæft-bolsje”, så ofre for vold ikke tør stå frem af frygt for injuriesager.

Denne konklusion er efter vores opfattelse åbenlyst forkert. Amber Heard havde jo netop ikke gjort det, man altid bør gøre, hvis man mener, man har været udsat for en lovovertrædelse, nemlig anmeldt det til politiet. Hun gjorde det, som så mange kvinder desværre gør i øjeblikket, nemlig satte en fordækt smædekampagne i gang i offentligheden, som eksmanden ikke havde en jordisk chance for at forsvare sig imod.

Så mens Johnny Depp vs. Amber Heard allerede efter få døgn er ved at fortone sig som en fjern begivenhed, vokser nu på bagsiden af sagen et tydeligt billede af noget, vi længe har mistænkt: en stor del af Metoo’s seneste bølge og narrativet om kvinden som offer er løgn. Med Depp/Heard-afgørelsen er der trukket en kraftig streg i sandet. Afgørelsen betyder, at kvinder, der med forsæt lyver og fremsætter grundløse beskyldninger mod mænd i offentligheden, får at mærke, at det har konsekvenser, at der er en grænse.

Endelig var der en mand, der havde mandsmod og ikke mindst økonomi nok til at rejse en civilretslig injuriesag mod en løgnagtig kvinde i Metoo-bevægelsens frygtskabende hærgen gennem de vestlige samfund. En hærgen, som den statsligt finansierede NGO-organisation KVINFO har spillet en central rolle i herhjemme. Samtidig med, at organisationen har stillet sig til rådighed som ”uvildig” undersøger i krænkelsessager mod mænd i medieverdenen og andre steder, der måtte ønske det.

Præmissen for Metoo har hidtil været, at kvinder altid taler sandt, jævnfør #believeallwomen. Af samme grund forholder en debattør som Henriette Laursen sig slet ikke til, at det kunne være anderledes, selvom enhver med fornuften og realitetssansen i behold kan sige sig selv, at det kan det. Endvidere har præmissen været, at en krænkelse er en udpræget personlig, subjektiv oplevelse, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, og at det er helt utænkeligt, at den magt vil kunne misbruges.

Dette skråplan er der nu sat en stopper for. Depp vs Heard har sørget for, at en privatiseret udenretslig domstol, drevet af advokatundersøgelser og med folkedomstolen og medierne som subjektiv jury mod udvalgte mænd i centrale positioner i samfundet, er blevet trukket ind i det etablerede retssystem og undersøgt til bunds. Dommen viser det, vi er mange, der udmærket vidste i forvejen, nemlig at ikke alle kvinder taler sandt om krænkelser. Men på den baggrund at sige, at alle kvinder lyver, vil selvfølgelig være lige så uholdbart som at sige, at alle mænd er potentielle krænkere og overgrebsmænd, fordi nogle mænd ikke kan finde ud af at holde sig på måtten.

Ikke desto mindre ved vi, at der er flere end Amber Heard, der tager let på sandheden, når de hævder sig krænket. Én af dem er dansk Metoo’s ukronede dronning, Sofie Linde, som fik heltindestatus hos KVINFO og det aktivistiske feministiske miljø i især medieverdenen efter at have stillet sig op som vært på Zulu Comedy Galla 2020 og proklameret, at hun selv som 18-årig havde oplevet at blive krænket til en julefrokost på DR. Historien om, at hun var blevet bedt om at ”sutte pik” på en ”stor tv-kanon” i virksomheden, for ellers ville han ”fucking ødelægge hendes karriere” satte en hel revolution i gang i Danmark, som fik mandehovederne til at rulle på stribe, kulminerende med at Lindes Zulu-gallakjole kom på Nationalmuseet og at værtinden selv blev overdynget med hædersbevisninger og priser og jobs.

Der er blot et lille men. Historien er nemlig uverificeret. Ja, man hørte rigtigt. Den kan ikke dokumenteres som sand og som havende fundet sted. Det har længe været velkendt internt i mediebranchen. Men det må være på tide, at også den bredere befolkning bliver delagtiggjort i den viden, så den ikke vedholdende holdes for nar og slutter sig til Lindes og KVINFOs fanklub på et højst tvivlsomt grundlag.

Årsagen til, at Sofie Linde ikke har ønsket at sætte navn på manden – selvom mange i miljøet udmærket ved, hvem der hentydes til – er ikke, at hun har villet tage nogle etiske hensyn, som visse godtroende har formodet. Årsagen er den simple, at episoden formodentlig aldrig har fundet sted. I hvert fald ikke i det omfang og med den brutalitet, det er blevet beskrevet og ej heller på det tidspunkt, det blev hævdet. Sandsynligvis derfor har hun ikke ønsket at dokumentere den angivelige hændelse. Og dermed har den mand, som uofficielt er blevet mistænkt for at stå bag det, heller ikke haft mulighed for at forsvare sig og dementere det.

Sagen er, at den pågældende mand hele to gange har henvendt sig til Sofie Linde og mindeligt bedt hende om i det mindste at imødegå rygtet om, at han er den pågældende store tv-kanon, da hans liv allerede var blevet stærkt påvirket af disse rygtedannelser. Det ville han nok næppe have gjort, hvis der havde været hold i historien. Linde har imidlertid i sin nye ophøjede dronningeværdighed end ikke orket at svare ham. For sådan er rationalet i Metoo. Giver det pote, er det vel ”fucking” lige gyldigt om der ryger et par menneskeskæbner med i købet.

Vi skal gøre alt for, at Depp/Amber-afgørelsen ændrer ved den fredløshed, der indtil nu har skræmt mange mænd fra vid og sans, fordi konsekvensen for dem, der bliver ramt, er så fatal. Det gælder også den mand, der blev sat i den samme rævesaks som Johnny Depp, da Sofie Linde uden navns nævnelse og med beviseligt fejlagtige faktuelle oplysninger på nationalt tv insinuerede, at han havde krænket hende på det groveste. Ovenikøbet med et intenst blik lige ind i kameralinsen, fulgt af ordene ”du ved godt selv, hvem du er”.

Så nej, Henriette Laursen, Amber/Heard-dommen betyder forhåbentlig, at vi nu endegyldigt kan få elimineret ikke mindst din egen centrale magtposition som kommandocentral for den danske krænkelsesbølge; den vi bl.a. har set udspille sig i den håbløse sag mod Jes Dorph-Petersen og andre på TV2. Det er processer, der aldrig skulle have været ført, og hvis sagsforløb både Advokatnævnet og Datarådet da også har kritiseret og underkendt.

Metoo er og har gennem de sidste fire år været en invasiv epidemi i den organisationspsykologiske verden, hvor ét medarbejdersegment har tiltaget sig en helt urimelig magt gennem retten til at hævde sig krænket når som helst og hvor som helst. Kan det misbruges? Ja, det kan det i dén grad. Vil det blive misbrugt? Ja, det har vi oplevet i flere sager, hvoraf de her nævnte kun er toppen af isbjerget. Begynder vi at kradse i overfladen af den politiske verden og andre organisatoriske verdener, vil det vælte frem. Det har handlet om forsmåethed, bristede illusioner eller bondeanger, og om en bevidst hetz mod en mand, der stod i vejen for ens ære eller karrieren. Det har, med andre ord, handlet om en magtkamp med helt igennem illegitime midler, som kan komme til at skade kvinder i årtier fremover. Hvorved man har opnået præcis det modsatte af det tilsigtede.

Alt dette skal afdækkes, så dem, der er blevet uretmæssigt fældet, kan blive renset og få oprejsning. Det er op til os selv, om vi vil tage fat på det nu, eller om vi vil overlade det til den senere historieskrivning at afsløre de pinagtige og beskæmmende karaktermord, der er blevet begået i kølvandet på Metoo. For som Johnny Depp så rigtigt sagde efter kendelsen i Virginia: Sandheden dør aldrig.

Manderådet arbejder for mænd og drenge i krise, og mænds ligestilling generelt. Vi går ind for en åben og fri debat. Støt Manderådets arbejde ved at blive medlem for 200,-/år, eller støtte arbejdet med vores støttelinje Kammerathjælpen specifikt, med en valgfri donation på Mobilepay 775050.