Manderådets formand, Torben Haugaard, deltog for nylig i en international konference om forældrefremmegørelse. Her er de vigtigste konklusioner:
Internationale forskere og eksperter er mødtes i Oslo, Norge for at diskutere ny forskning, lovreformer og bedste praksis for forebyggelse af forældrenes fremmedgørelse og genforening af fremmedgjorte børn og gode forældre. Dette er i dag en alvorlig udfordring for samfundet.
I de fleste lande mister 10-30 % af alle børn kontakten med en forælder. Nogle på grund af manglende ansvar og godt forældreskab, men mange på grund af forældrenes fremmedgørelse eller som WHO udtrykker det “Forældre-barn relations problemet”. Dette kan være af mindre, medium eller omfattende karakter.
Den første internationale konference om forælderfremmedgørelse blev afholdt i Washington i 2017, derefter i Stockholm i 2018, Philadelphia i 2019, Bruxelles i 2021, Fort Collins, Colorado i 2023, og nu i år i Oslo med 250 deltagere fra 20 lande.
—
“Jeg oplevede denne meget mærkelige følelse. Jeg sad og kiggede på dig, og pludselig var jeg 12 år gammel. Jeg tænkte: ‘Det her er utroligt – så mange voksne, så mange intelligente mennesker: dommere, advokater, psykologer. De tager det her problem så alvorligt.’ Jeg var fyldt med varme, det føltes som et helbredende øjeblik, jeg kunne lytte til, at du tog dette ind, og jeg tænkte bare – den 12-årige Hanna tænkte – ‘Wow, det er fantastisk, og jeg håber, at mange børn vil se alt dette, og resultatet.”
Konferencedeltager, der blev fremmedgjort som barn
2024-konferencen blev af deltagerne udtalt som unik, vigtig og imponerende. Her er nogle af hovedkonklusionerne.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt dom i adskillige sager om forælderfremmedgørelse og nævner udtrykket eksplicit i sine domme. Alene det siger en hel del. Domstolen har gentagne gange understreget, at medlemslandene har pligt til at beskytte retten til familieliv i henhold til artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Domstolen har således konkluderet, at stater har tilsidesat deres forpligtelser ved at forsømme at håndhæve afgørelser, der har til formål at genoprette forholdet mellem forældre og børn. Dommene understreger, at stater skal tage ansvar ved at gennemføre nødvendige foranstaltninger for at opretholde familiebånd.
Davíð Þór Björgvinsson (tidligere dommer ved Menneskerettighedsdomstolen) diskuterede disse forhold, men også kompleksiteten af retssystemet, når det kommer til sager om forælderfremmedgørelse. Han bemærkede, at efterhånden som tiden går, mens sager trækker gennem retssystemet, burde den følelsesmæssige adskillelse mellem forælder og barn være af stor bekymring. Det er derfor vigtigt, at de nationale regeringer handler med forebyggende foranstaltninger.
Geir Kjell Andersland (advokat, Norge), formanden for parlamentets mandeudvalg i Norge, holdt et oplæg, hvor han diskuterede, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol behandler sager om forælderfremmedgørelse, især i betragtning af konventionens artikel 8. Han understregede, at regeringer har et dobbelt ansvar: at beskytte familier mod uberettiget indblanding, men også at lette genforeninger mellem forældre og børn. Han påpegede specifikt, at selvom barnets tarv er altafgørende, bør dette ikke krænke forældrenes ret til at bevare et forhold til deres børn. Der er et positivt ansvar for at sikre både børn og forældre menneskerettigheder til et familieliv.
Jesper Lohse (formand / MBA, Danmark) fremlagde anbefalinger til lovreformer baseret på en Harvard-sagsanalyse af det danske familieretssystem ud fra et ledelsesperspektiv. En analyse, hvor der blev lavet procesanalyse af 750 børnesager, som har ført til nogle af de førende lovreformer på verdensplan og også blev en del af Europarådets resolution 2079 om ligestilling. I 2024 er en ny handlingsplan for forælderfremmedgørelse for 2024-2027 blevet lanceret af Folketinget.
Camilla Bernt (advokat, Norge) diskuterede juridiske udfordringer i sager om forælderfremmedgørelse og vigtigheden af at udvikle love og retsmidler, der beskytter børns rettigheder. Hun påpegede, at det nuværende system i Norge ligesom mange andre steder kæmper med stor usikkerhed og ofte mangler den nødvendige viden til at træffe de rigtige beslutninger, der bedst tjener barnets tarv. Hun opfordrede til øget uddannelse blandt dommere og andre involverede i disse sager.
William Bernet (professor i psykologi, USA) diskuterede den politiske kløft inden for feltet forælderfremmedgørelse. Han påpegede, at denne kløft mellem tilhængere og kritikere af teorier om forælderfremmedgørelse har hindret forskning, uddannelse og intervention. Bernet understregede vigtigheden af samarbejde med kritikere og bemærkede, at konstruktive dialoger ikke kun vil øge forståelsen af fænomenet, men også hjælpe fagfolk inden for jura og mental sundhed til at arbejde bedre sammen i familiesager.
Philip Marcus (tidligere dommer, Israel) fremlagde klare forslag til ændringer i behandlingen af forældremyndighedssager. Han kritiserede, at modstående sider i forældremyndighedsstridigheder ofte bidrager til øget konflikt og afstand mellem barnet og begge forældre. Han efterlyste ændringer i domstolenes organisering, hvor fælles juridisk og psykisk forældremyndighed skal være grundantagelsen, og der skal lægges mere vægt på tværfaglige teams med viden om børns udvikling og mental sundhed gennem hele livet.
Edward Kruk (professor i socialt arbejde, Canada) diskuterede vigtigheden af tidlig intervention i forældrefremmedgørelsessager. Han påpegede, at tidlig indgriben i sådanne tilfælde er nøglen til at reducere skadelige virkninger på børn. Han sagde blandt andet: “Forælderfremmedgørelse er som et sår, der heler dårligt, hvis det ikke behandles hurtigt og systematisk. Hvis vi ikke griber ind tidligt, bliver adfærden forankret, og skaden på børnene øges, efterhånden som tiden går.”
Marie-France Hirigoyen (læge i psykologi, Frankrig) diskuterede misforståelserne i forbindelse med forældrenes fremmedgørelse, hvor dette problem ofte ses som kønsspecifikt. Hun påpegede, at forældrenes fremmedgørelse ikke er bundet af køn, og at både mænd og kvinder kan være gerningsmænd eller ofre for fremmedgørelse. Hirigoyen leverede en klar analyse af, hvordan vildledende information om dette spørgsmål fører til misforståelser både i samfundet og i retssystemet.
Pehr Granqvist (professor i psykologi, Sverige) understregede, at tilknytningsteorier ofte ikke bruges korrekt i forældremyndighedssager. I sit oplæg “Tilknytning går i retten” diskuterede han, at tilknytningsanalyser ikke skal bruges til at træffe endelige juridiske afgørelser om forældremyndighed, men skal vejlede udvælgelsen af indsatser, der støtter barnet og familien.
Ben Hine (professor i psykologi, UK) præsenterede vigtige resultater om forældrenes fremmedgørende adfærd, som viste, at omkring 60 % af deltagerne havde oplevet en sådan adfærd, forbundet med alvorlige psykiske problemer som posttraumatisk stresslidelse og depression. Han understregede nødvendigheden af mental sundhed støtte til dem, der oplever forældrenes fremmedgørelse og forårsagede forældrenes fremmedgørelse samt lovændringer for at identificere og adressere denne adfærd. Afhængigt af landet 10-30 pct. Af alle børn ser i dag ikke en af deres forældre. Dette kan skyldes forældreadfærd og manglende ansvar, men forældrenes fremmedgørelse er en stor udfordring for børn, familier og samfund.
Adskillige vigtige konklusioner og anbefalinger er blevet identificeret af World Parent Organisation fra 2024-konferencen. Det vigtigste er, at de nationale regeringer og myndigheder i de fleste lande har behov for at sætte fokus på det.
Flere vigtige konklusioner og anbefalinger er blevet identificeret ved
• Nye lovreformer baseret på Europarådets resolution 2079 om Ligestilling og delt forældreansvar.
• Tidlige forældreorlovsprogrammer og støtte til begge forældre.
• Forebyggelse af forældrenes fremmedgørelsesadfærd med tidlig indsats.
• Konsekvenser for forældrenes fremmedgørelsesadfærd og misinformation.
• Hensyn til familiens social- og sundhedshistorie inkl. diagnose.
• Børnesamtaler, kontaktpersoner og støttegrupper.
• Forældrestøttegrupper og retshjælp til begge forældre i forældrenes fremmedgørelsessituationer.
• Øget samarbejde mellem fagpersoner og myndigheder.
• Uddannelse af fagpersoner i forælderfremmedgørelse og mistet kontakt relateret til børn.
• Programmer til reetablering af kontakt mellem børn og gode forældre.
• Velfærdsydelsesuafhængighed med børn tid hos forældre.
World Parent Organisation fra 2024-konferencen. Det vigtigste er, at de nationale regeringer og myndigheder i de fleste lande har behov for at sætte fokus på problemet.