Af Thomas Martin Nielsen, redaktør & næstformand i Manderådet
Berlingske bragte onsdag d. 18. juni 2025 et indlæg af sociolog Andreas Strøander, skrevet som reaktion på et indlæg af forfatter og debattør Eva Selsing, bragt d. 11. juni i samme avis.
Andreas Strøander tømmer i indlægget sin revolver mod alt, hvad der bevæger i Selsings indlæg, men desværre rammer han ved siden af med samtlige seks projektiler:
1. “Antifeminismen”
En kritisk tilgang til og analyse af (ny)feminismen har intet med had eller anti- at gøre: Det er fuldstændigt legitimt og helt i tråd med vestlig, demokratisk tradition at forholde sig kritisk til samtidens fænomener. Det er en del af samme tradition, at man forholder sig til en sådan kritik med saglige argumenter. Disse er imidlertid fraværende i Strøanders indlæg.
2. “Feminisme”
Uden en klar definition af ‘feminisme’, er det et absurd at diskutere begrebet: Feminismens fire bølger har hver deres vidt forskellige kendetegn, med stigende radikalitet fra den ene bølge til den næste, kulminerende i det, vi kalder ‘nyfeminismen’, og som er karakteriseret ved en neomarxistisk gentagelse af klassekampsteorien, men nu i en intersektionel udgave med et offerhierarki af kvinder og andre ‘minoriserede’ grupper (brune, sorte, transseksuelle, queers, handicappede, muslimer …) i rollen som den undertrykte arbejderklasse, og med de hvide mænd i rollen som den nye tids onde kapitalister, altså det undertrykkende ‘patriarkat’, der sidder på magten overalt i samfundet og kynisk holder alle andre nede, gerne med vold i utallige afskygninger.
Alle bevægelser ender før eller siden med at gå for vidt, og nyfeminismen kandiderer på vegne af kvindebevægelsen stærkt hertil. Er det mon denne aggressive og skingre udgave af feminismen, Strøander går i brechen for?
Det får vi aldrig svar på. Og det er et problem, for man kan ikke på meningsfuld vis diskutere “feminisme” eller “antifeminisme” uden først at definere/afgrænse begrebet klart og tydeligt.
Det har vi hermed gjort.
3. Det beskidte debattrick “Motte & Bailey”
Når feministerne og deres allierede nødigt leverer en sådan klar definition, så er det med fuldt overlæg: Hvis man holder begrebet flydende og udefineret, så kan man nemlig altid forsvare sig mod kritik af fx den intersektionelle feminisme med, at man jo bare mener “ligestilling”, når man siger ‘feminisme’ – og hvem kan dog have noget imod ligestilling?
Men vi ved jo, at den radikale nyfeminisme er klart og tydeligt mandehadsk. at “ligestilling” i virkeligheden handler om særstilling, feminisering og privilegier til kvinder, med resultatlighed som endemål. Den feminisme er der alle mulige gode grunde til at forholde sig stærkt kritisk til. Og det er vi så nogle, der gør.
4. “Manosfæren”
er et gummiord opfundet af nyfeministerne med et klart formål: Udskamning og dæmonisering af mænd gennem “guilt by association“.
Vores påstand er, at ‘Manosfæren’ er et nyfeministisk fantasifoster. Cybernauternes såkaldte infodump om Manosfæren er deres opfindelse, og altså ikke en beskrivelse af noget der findes, men en konstruktion: Man tager alt hvad der kravler og går på nettet af individuelle mænd, ægte eller falske profiler på de sociale medier, små foreninger og seriøse organisationer som Manderådet, der beskæftiger sig med drenges, mænds og fædres udfordringer i samfundet, anonymiserer dem for at antyde noget fordækt, og smider dem allesammen i den samme store gryde, selvom vi på en lang række punkter har divergerende holdninger til og meninger om mange centrale spørgsmål – og til trods for at vi på ingen måde er organiserede.
Så smider man endelig en Andrew Tate og et par andre ekstremister som ham i gryden – og rører rundt. Dernæst håndplukker man de mest yderligtgående synspunkter fra skummet i gryden – og postulerer at have identificeret nogle typiske fælles kendetegn ved alt indholdet i gryden: antifeminisme, kvindehad og misogyni, samt et ‘kønsessentialistisk’, hierarkisk syn på forholdet mellem mand og kvinde, med manden som kvindens hersker og kvinden som mandens lydige tjenerinde.
Karakteristikken passer på et lille fåtal af æblerne i gryden – og ikke sjældent er flertallet indædte modstandere af et sådant syn på kvinder. Men de nuancer drukner man bevidst med begrebet ‘manosfæren’ som fællesbetegnelse for æblerne i en æblegrød, som nyfeministerne altså selv har blandet!
5. Hvem er vi så?
Ja, hvis sociolog Strøander nu havde nærlæst sin egen kilde, så ville han have fundet denne udmærkede karakteristik af det, man kunne kalde mainstream i den mandlige danske kønsdebat, nemlig de såkaldte Men’s Rights Activists:
- MRAs: En forkortelse for Men’s Rights Activists, dvs. manderettighedsaktivister. MRAs er en aktivistisk og politisk bevægelse, der består af forskellige sammenslutninger af mandefora, som ønsker en strukturel politisk ændring af, hvad de opfatter som en feminisering af samfundet. Grundlæggende mener mange MRAs, at kvinder og kvindebevægelsen har opnået for meget magt og har ødelagt traditionelle kønsroller samt at kvinder er ved at overtage mandsdominerede områder i samfundet inden for politik, bankverdenen, medier og jura. Mange MRAs argumenterer for, at mænd befinder sig i en identitetskrise og at mænd bliver udskammet for deres maskulinitet. Manosfæren er ifølge MRAs en forståelig reaktion på dette og samtidig et sted, hvor mænd kan finde deres styrke sammen med andre mænd. Mange af grupperne kæmper desuden for, hvad de opfatter som mænds manglende rettigheder, især inden for familieret, sundhed og samtykkelovgivning.
Til denne karakteristik kan vi så føje en modstand mod den omvendte bevisbyrde i Samtykkeloven, MeToo-angreb uden bevisførelse mod uskyldige mænd, misbrug af krisecentererklæringer, samværssager i Familieretshuset, som i 80% af tilfældene falder ud til mødrenes fordel, mens fædrene marginaliseres, en skole der taber drengene, skadelig feministisk opdragelse af unge mænd til at blive svage bløddyr, osv.
Med andre ord: Fuldstændigt saglige, lødige og rimelige kritikpunkter, som vi dagligt bakker op med stribevis af argumenter, undersøgelser, statistikker, fakta og analyser.
6. Og nu kommer vi så til den centrale pointe: Det er netop denne saglige, faktabaserede tilgang, nyfeministerne og deres allierede frygter – fordi de udmærket godt ved, at vi har ret i vores kritik, at der er systemiske skævheder og uretfærdigheder i skolen og i retssystemet, at “ligestillingens ” endemål er kvinderes sæstilling alene i kraft af deres køn, samt resultatlighed i en omgåelse af det meritokratiske systems grundprincipper.
Altså smider de os i samme gryde som Andrew Tate – og går dernæst i kødet på os efter devisen “først pisser vi på dem – og så siger vi, de lugter”.Kort sagt: Vores arbejde er helt legitimt og påviseligt nødvendigt – men det truer nyfeministerne institutionaliserede, statsfinansierede, men meritokratisk uholdbare magtpositioner. Og derfor skal vi kritikere bekæmpes med alle midler, herunder den klassiske udskamning for synspunkter og holdninger, vi slet ikke har og påståede forbindelser til personer, vi afskyŕ – som fx Andrew Tate.
Denne modus operandi er skudsalven fra Andreas Strøander desværre blot et af mange eksempler på. Bare ærgerligt at han misser skiven.
Vi anbefaler derfor både nyfeministerne og deres allierede at få noget target practice: Kom og mød os i åben debat, når vi inviterer. Drop stråmændene. Mød os med saglige argumenter og forhold jer til vores kritik. Så undgår I både at spilde jeres krudt og skyde jer selv i foden som her i Berlingskes spalter.