Forestil jer den omvendte samtykkelov


KRONIK af Marianne Stidsen, forfatter, dr.phil. og medlem af Manderådets Redaktion23

Illustration: Politisk Kunst af Mycorrhiza

Efter at have beskæftiget mig intensivt med den samtykkelov, der blev sat i kraft herhjemme 1. januar 2021, er der et par ting, som er gået op for mig.

Jo mere, jeg har fået indsigt i baggrunden for de mange vanvittige domme, der er blevet fældet på baggrund af denne lov, jo mere er noget kommet til at stå mig klart; noget, som ikke har været italesat, men som burde adresseres.

 

Samtykkeloven, hvor mænd bliver sendt i fængsel i op til flere år på et som oftest ubeskriveligt tyndt grundlag, eller sågar på decideret falske anklager – selvom de feministiske aktivister, der har dikteret den nye voldtægtslov benægter, disse overhovedet findes – burde egentlig hurtigst muligt suppleres med en anden lov kaldet: Den omvendte samtykkelov. Ligeledes med en strafferamme på 8 år.

 

Hvorfor da denne nye lov? Jo, fordi det ser ud til, at der til grund for en del af de mange groteske samtykkedomme, vi har set gennem de sidste to år, simpelthen ligger en meget banal – og meget menneskelig – fejllæsning, hvor de to køn, bevidst eller ubevidst, misforstår hinanden.

 

Sagen er, at stort set alle kvinder, uanset hvad de siger, aldrig – eller næsten aldrig – ’bare’ vil have sex. De/vi vil have noget mere: Vi vil have kærlighed, vi vil have ømhed, vi vil have ægte følelser.

 

Men sådan er manden ikke skruet sammen. Han er skruet sådan sammen, at han nogle gange – og jeg gentager: nogle gange – faktisk bare vil have sex. Hvilket der ikke er noget som helst ondt eller kriminelt i som sådant. Det er nu engang hans natur. I hvert fald er det mere hans natur, end det er kvindens natur.

 

Tragedien opstår da, når en kvinde møder en mand, og han gør det klart, at han kun er interesseret i sex, mens hun tænker: ’Det siger han måske, men han mener det ikke. Når han først har været sammen med mig i sengen, opdager han, at han i virkeligheden kan lide mig så godt, at vi også skal være mere sammen bagefter og lære hinanden ordentligt at kende’.

 

Manden, der på dette punkt er lige så elendig en psykolog og menneskeaflæser som kvinden, siger da: ’Fint, så er alt jo i orden, vi har en klar aftale’. Men når så den ’seksuelle akt’, som det hedder i koldt jurasprog, er overstået, og manden efter aftale sender kvinden hurtigt ud ad døren igen, fordi han faktisk bare ville have det, han sagde, han ville have, nemlig sex, bryder helvede løs.

 

For I skal vide, mænd, at uanset hvad vi kvinder siger, så lider vi langt ind i sjælen, hvis I efter sex bare sender os hurtigt ud ad døren og ikke engang vil så meget som drikke en kop kaffe med os. Om vi er bevidste om det eller ej, så lider vi. Og det er der heller ikke noget ondt i, for det er nu engang vores natur. Hvis vi går i seng med en mand, håber vi stort set altid på, at han vil noget mere – medmindre han da er verdens mest håbløse elsker (og han skal da virkelig være håbløs, for vi er i virkeligheden meget tilgivende og overbærende på det punkt, vi kvinder).

 

Så derfor er mit enkle forslag, at man, hvis man igen skal have lighed for loven, bliver nødt til at lave en omvendt samtykkelov. Den går ud på, at hvis en mand får samtykke fra en kvinde til at have sex, så skal en kvinde samtidig have samtykke fra ham til, at de ikke ’kun’ skal have sex. Hvis en kvinde da efterfølgende anklager en mand for voldtægt pga. manglende samtykke, skal han ligeledes have mulighed for at anklage kvinden for manglende samtykke til efterfølgende kærlighed. Så man kan få klarhed over, om hendes frustration og vrede skyldes uopfyldte forventninger, hun ikke har fået forhåndstilsagn om. Peger endog de svageste indicier på, at kvinden har givet manden sit samtykke på det falske grundlag, at hun bagefter håbede på noget mere, og når hun ikke får det, anmelder hun ham for voldtægt – eller gør noget andet brutalt ved ham – skal hun kunne dømmes til ubetinget fængsel.

 

Det hører med til den nye omvendte samtykkelov, at manden skal kunne give sit samtykke og trække det tilbage igen successivt under hele den seksuelle akt. Det vil da være op til kvinden overfor politi og anklagemyndighed at skulle bevise, at mandens samtykke til efterfølgende kærlighed blev givet både før, under og efter selve samlejet. Kan hun ikke det, skal hun i fængsel for at have misforstået ham. Det skal siges, at samtykket – eller manglen på samme – skal kunne aflæses ud fra mandens bevægelser, lyde, ansigtsmimik og diverse usynlige og uhørlige tegn. Kan hun ikke det, skal hun kastes i fængsel i op til 8 år. Desuden skal hun betale en erstatning til ham på i omegnen af 100.000 kr., miste sit job, sine venner, sin bolig – ja, i det hele taget sit liv.

 

Eller også skulle man – dvs. politikerne – måske hellere indrømme, at de har lavet verdens elendigste lov, og gå tilbage til den betænkning, som 10 ud af Straffelovrådets 11 medlemmer skrev under på i 2020, hvor man eksplicit frarådede at basere den reviderede voldtægtslovgivning på begrebet ’samtykke’. Ikke fordi man ikke mente, der skulle strammes op på den hidtil gældende lovgivning, for det var vi mange, mænd som kvinder, der mente var en indlysende god idé. Men for i stedet at basere den på begrebet ’frivillighed’.

 

Hermed ville man ikke have smidt os alle med katapult ud af den vestlige verdens 2000 år gamle på humanisme og retfærdighed grundlagte retsprincipper og ind i den retslige suppedas, vi sidder i lige nu, men ville have understreget det, der allerede lå implicit i den eksisterende lovgivning. Nemlig at der ikke behøver at være decideret fysisk vold eller trusler om vold involveret for, at en kvinde skal kunne få taget en voldtægtsanmeldelse alvorligt. Det er nok at kunne sige: ’Jeg sagde nej, men det blev ikke respekteret’.

 

For lad os slå fast én gang for alle – også til fremtidig lærdom: Forandringer og forbedringer af vores fælles samfund er et ubetvivleligt gode, også når det gælder voldtægtslovgivningen. Men de skal altid komme gradvist og besindigt. Aldrig – som i aldrig nogensinde – ved at man pludselig i et moments fikse indskydelse kaster alt ansvarsløst op i luften i håb om, at det så vil lande igen et helt perfekt sted.

 

Perfekt findes ganske enkelt ikke, når vi taler vores fælles sociale virkelighed. Perfekt findes kun i drømme, fantasier, kunst, religion og på Netflix. Og alle de gange nogen – i den ene eller den anden sags navn – har forsøgt at realisere ’perfekt’ i virkelighedens verden, er det gået så grueligt galt, at vi ikke behøver at nævne historiske eksempler. De er legio.

 

Så længe vi lever i den verden, vi gør, må vi stille os tilfredse med de gradvise og besindige forbedringer. I tilfældet med voldtægtslovgivningen ville det have været at følge det overvældende flertal af Straffelovrådets på fornuft og saglighed baserede anbefaling af ’frivillighed’ som nøglebegreb.

 

Ved at følge det ene aktivistisk-feministiske medlems rabiate anbefaling om at kaste alt op i luften, er man kommet fra asken og i ilden. Derfor må politikerne nu vælge mellem to ting: Rul loven tilbage – eller indfør den omvendte samtykkelov, så vi igen kan få lighed for loven. Valget burde vel næppe være så svært, jævnfør ovennævnte ironisk udmalede scenarie.

 

Og når man så igen har bragt samfundet på ret køl, kan man begynde stille og roligt at undervise børnene og de unge noget mere i, hvordan psykologiens komplekse veje og vildveje ser ud. I såvel mandens som kvindens sind. Så kan det være, vi igen bliver i stand til at møde hinanden og dyrke kærlighed og sex sammen. Til alle parters forhåbentlige fordel og tilfredsstillelse.