Forsvar af universelle menneskerettigheder:

Kønskvoter og lignende tiltag, som er centrale for nyfeminismen, er i strid med FN’s Menneskerettighedserklæring artikel 2 og 7 samt EU’s Menneskerettighedserklæring artikel 14, som klart forbyder diskrimination baseret på køn. Disse tiltag krænker mænds ret til ligebehandling og underminerer de grundlæggende principper om lighed for loven. Manderådet insisterer på, at ingen fundamentale rettigheder kan tilsidesættes, uanset om intentionerne bag en given politik måtte lyde velmente.

1. Lige muligheder – ikke resultatlighed: Nyfeminismen har skiftet fokus fra at sikre lige muligheder til at fremtvinge resultatlighed gennem politiske og økonomiske tiltag. Dette indebærer, at mænd diskrimineres for at opnå en kunstig lighed mellem kønnene, især på områder som politik, erhvervsliv og akademia. Manderådet udgør en aktiv modvægt til denne tendens ved at understrege vigtigheden af frie valg, frihed for diskrimination og meritokrati frem for kønskvoter, forskels- og særbehandling af piger og kvinder.
2. Bevarelse af det frie marked: Økonomisk forskning, som fx Gary S. Beckers arbejde (Nobelprisen i økonomi 1992), viser, at det frie marked naturligt straffer diskrimination, der reducerer konkurrenceevne og profit. Når nyfeminister forsøger at regulere det frie marked med kvoter og særbehandling, undergraver de markedets evne til at belønne talent og effektivitet uanset køn. Manderådet arbejder for at beskytte de naturlige mekanismer, der sikrer lige muligheder uden at kræve politiske indgreb.
3. Modstand mod totalitære tendenser: Når nyfeminismen foreslår politikker, der tilsidesætter fundamentale rettigheder som fx retten til at ikke at blive diskrimineret pga køn, viser det en totalitær tendens, der prioriterer ideologiske mål frem for individets frihed. Dette er særligt farligt i et demokratisk samfund, hvor lighed for loven og respekt for individets rettigheder er fundamentale principper. Manderådet udfordrer denne tendens og fastholder, at fundamentale, individuelle rettigheder ikke er til forhandling, herunder retten til ikke at blive diskrimineret samt princippet om lighed for loven.
4. Repræsentation og balance: I en tid, hvor mænd ofte fremstilles som privilegerede alene i kraft af deres køn, ignoreres de udfordringer, som mange mænd står over for, herunder højere selvmordsrater, markant større risiko for alvorlige arbejdsskader, inklusive arbejdsulykker med dødelig udgang, og lavere forventet levealder. Mænd og drenge opnår også dårligere resultater i uddannelsessystemet, hvor deres behov og læringstilgang ofte nedprioriteres eller tilsidesættes. Derudover er mænd oftere ofre for gadevold, og næsten lige så udsatte for partnervold som kvinder. Mænd får statistisk set hårdere straffe for samme forbrydelser end kvinder. Manderådet udgør en nødvendig platform for at italesætte og adressere disse problemer og sikre, at kønsdebatten ikke kun handler om kvinders udfordringer. Det er afgørende, at mænds rettigheder og problemer anerkendes som en del af den bredere ligestillingsdiskussion for at skabe en mere retfærdig og balanceret tilgang til køns- og identitetspolitik.

Med vores helhedsorienterede tilgang til mænds og drenges ligestilling er Manderådet en særdeles vigtig institution i kampen for at bevare fundamentale menneskerettigheder og beskytte individets frihed mod ideologisk overstyring. Det er ikke blot en modreaktion på nyfeminismen, men en nødvendig bevægelse for at genoprette balancen i kønsdebatten og sikre, at alle mennesker – uanset køn – behandles med ligeværd og respekt. Manderådet formulerer et alternativ til den rettighedskrænkende nyfeminisme, idet vi fokuserer på at bevare og beskytte de principper, der ligger til grund for vores samfund.