Anklager om pædofili og påstået grænseoverskridende adfærd mod en 14-årig fra Kristian Hegaards side viste sig at være falske anklager. Sagen viser igen problemet med Metoo og folkedomstol på sociale medier.
Kristian Hegaard, som for nyligt forlod sine politiske poster, blev ramt af en Metoo-bevægelse, han ellers selv har talt varmt for. I første omgang var der tale om to interne anklager for ”berøring”. Hegaard selv melder om intet at kunne huske af den nyligste af de to sager, dette grundet kraftig beruselse.
I forlængelse af Hegaards udmelding begyndte en Youtube-video at cirkulere i stor stil på sociale medier. Videoen viste en ung kvinde, som kyssede Hegaard. Imens fortalte en stemme, at de havde haft sex, og at pigen kun var 14 år. Videoen er nu fjernet fra Youtube.
”Noget af det, der har gjort mest ondt, er en video, der florerer, hvor der bliver gjort nogle påstande og beskyldninger gældende om mig, som ikke er tilfældet. Det fylder meget. Jeg VED, at det ikke passer”, siger Hegaard i et efterfølgende interview med Danmarks Radio.
Falsk anklaget på sociale medier
Sagen er bare dén, at det ikke var sandt.
Kvinden var på daværende tidspunkt 18 år. Hun udtaler til DR, at der på ” ingen måde (var, red.) tale om krænkende adfærd”.
På det tidspunkt, hvor DR bragte dén nyhed, havde videoen og rygterne bare allerede cirkuleret i dagevis og rigeligt til at nå særdeles vidt omkring.
Ét er, at selve sagen omkring Hegaard i forvejen kan efterlade et noget ufuldendt billede af hvad der faktisk er hændt i de to første sager. Og om udmeldelsen overhovedet er i proportion med det anmeldte. Noget andet er, at videoen viste en fjer, der end ikke eksisterede, blive til fem høns i realtid.
Det er en af de største svagheder ved Metoo, som kategorisk foregår udenfor retssystemet. Metoo foregår reelt fortrinsvist i medierne, herunder på sociale medier.
Havde medierne ikke fundet frem til den dengang 18-årige kvinde, ville anklagerne og rygtet have hængt i luften over den nu tidligere politiker. De er nu bevist forkert, til Hegaards rene held.
Intet lært af svenske fejl
Metoo lærte den svenske journalist Åsa Linderborg ikke at lade sig rive med af bølgen, men desværre for sent. Det var først efter hendes og Aftonbladets deltagelse i Metoo mod den uskyldigt anklagede teaterchef Benny Fredriksson, at hun tog til efterretning. Fredriksson havde mistet alt og begået selvmord. Linderborg advarede i kølvandet på Lindes tale og Morten Østergaards exit fra formandsposten i Radikale Venstre danskerne omkring håndteringen af Metoo:
”Det ser ud til, at dansk MeToo nu er i en revolutionær fase. Det vil sige, det overgår fra at være en bevægelse til at blive en styrke, hvor medierne risikerer at blive fejet med”, sagde hun til TV2 i 2020:
”Det er også vigtigt at holde sig for øje, at kvinder også kan manipulere. Læg dertil, at man til sidst kunne hænge en mand ud med bare én anonym kilde”.
Belært af erfaringerne fra Sverige, burde danske mediers dækning i forbindelse med Metoo være balancerede, objektive og neutrale fra start. Alligevel tog sensationslysten tilsyneladende også ved redaktionerne herhjemme, for eksempel i sagerne om Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo.
Ansvaret er både redaktioners og borgeres
I kølvandet af Hegaard-videoen fremstår problemet dog klart og tydeligt, og hos Berlingske skriver chefredaktør Tom Jensen på sin personlige Facebook-side:
”…Med andre ord benytter nogen lejligheden, hvor fokus i forvejen er på Hegaards adfærd, og hvor hans politiske karriere i hvert fald for nu er ødelagt, til nærmest at iscenesætte ham som pædofil. Hvis der er noget, som er dokumenterbart helt vildt grænseoverskridende, er det at nogen kan finde på det.”
Med sagen om Hegaard-videoen er det også tydeligt, at både redaktioner og brugere af sociale medier har et etisk ansvar. Det er nemt for alle at blive revet med. Uanset om man er journalist i Sverige eller Facebook-bruger i Danmark.
Man kan kun håbe, at både danske redaktioner og brugere på sociale medier husker sit ansvar i forbindelse med Metoo. Alternativet er fuldstændig retsløshed og at Metoo ender med at være præcis den slags magtmiddel, det påstås at være imod. Dét i tillæg til at skabe mere splid mellem kønnene – en splid, som i USA for længst har medført blandt andet enorme negative konsekvenser for kvinder på arbejdsmarkedet.
Når ét køn taber – så taber begge.