Jørgen Ravn sultestrejker foran Christiansborg i protest mod samværschikane i Familieretshuset. Han fastholder, at samværschikane er værst for børnene.

“Det er overhovedet ikke i orden, at vi som samfund har accepteret det. Det er psykisk vold”.

Sådan siger Jørgen Ravn i skyggen af Rytterstatuen foran Christiansborg på en grå oktoberdag. Han er fast i stemmen og stirrer Manderådets redaktør stift i øjnene.

Ved siden af statuen står Jørgens telt, som han har stillet op til lejligheden for at skærme ham mod vinden. “Sultestrejker”, står der på siden af det, og et tilhørende banner består af et Peter Plys-tæppe, som Jørgen har overskrevet. “Det er psykisk vold mod børn”, har Jørgen blandt andet skrevet. Det er tydeligvis ikke nogen presseafdelings arbejde, der er tale om.

I stedet er der tale om en far, som fortæller om at have været udsat for samværschikane i Familieretshuset. Sagen har varet i fire år. Den har været en brutal omgang for Jørgen, men har ramt hans datter særdeles hårdt, understreger han:

“Hendes udvikling har nærmest stået stille gennem alle årene, det siger hendes lærere”, fortæller den fortvivlede far. Hans ansigt lægger sig i dybere fuger som han fortsætter:

“Nu bliver hun heldigvis anbragt, og så håber jeg på det bedste for hende”.

For Jørgen handler protesten ikke om ham selv. Han er på grænsen til helt at opgive at komme tilbage i sin datters liv efter den lange sag – et tab, der har fyldt alt for den 58-årige far, og tynger ham af sorg.
I stedet håber han, at der bliver sat fokus på problemet, så andre ikke udsættes for det samme.

For Jørgen er det børnene, der er de største ofre.

Bør ikke være en kønskrig

Problemet med samværschikane beror på konflikt mellem moderen og faderen i en parbrudssag, hvor der er fælles børn involveret. Det er næppe unormalt, at der er en grad af konflikt involveret i parbrud, men samværschikane er en anden størrelse. Her stiller den ene forælder sig i vejen for, at den anden forælder kan have kontakt med det fælles barn, for at opnå fuld forældermyndighed og skubbe den anden forælder ud af barnets liv.

Dét er et brud på barnets ret til sine forældre, og i øvrigt ikke i barnets tarv. Forskning fra Karolinska Institutet i Sverige viste i 2017, at skilsmissebørn som ser sin far og mor lige meget, klarer sig bedst i livet.

Alligevel ender nogle parbrudssager i samværschikane.

Familieretshuset har længe stået på mål for kritik af sin behandling af konfliktsager, netop fordi samværschikaneudøvere siges at blive belønnet med forældremyndigheden. Det hænger sammen med, at man vægtlægger, at kontakten til den ene forælder er brudt – fremfor hvorfor.

Det er flest fædre, der udsættes for samværschikane, hvilket har givet anledning til spekulation og et fokus på køn i debatten om emnet, fremfor børnenes tarv. For eksempel kan nævnes sagen om siden Morsmanual.dk, som er et aktivistisk projekt søsat for at gøre opmærksom på de blinde vinkler i Familieretshusets processer.

Vigtigere end sådanne forhold er dog, at børnene står som sagernes største tabere – både når det er faderen, der udsættes for samværschikane, og når det er moderen.

Høring om samværschikane under opsejling

D. 28. oktober er der høring om samværschikane i Social- og Ældreudvalget. Høringens fokus er at afdække problemets omfang og identificere årsagerne til den forringede retssikkerhed på området for samværsforældre.

Under behandlingen af Beslutningsforslag 269 om at gøre op med samværschikaneproblemet fastholdt Social- og Ældreminister, at fokusset bør være på barnets tarv. Men det er netop imod barnets tarv at blive taget som gidsel i en samværschikanesag, lyder kritikken.

Flere foreninger, herunder Manderådet, har længe kritiseret Familieretshusets praksis på området for at tilgodese samværschikane i beslutninger om forældremyndighed. Dét støttes op af flere afgørelser ved Menneskerettighedsdomstolene, som ikke lader til at være implementeret i Familieretshusets sagsbehandling.

Heller ikke selvom der er afsagt Højesteretsdomme, som går imod sådan praksis.

Det er selvsagt beklageligt, at ingen manderettighedsorganisationer, som længe har gjort opmærksom på problemet, får foretræde ved høringen. Manderådet har for eksempel indgående kendskab til problemet, og støtter gennem støttelinjen Kammerathjælpen blandt andet fædre og drenge, som er ofre for samværschikane.

Disse erfaringer bør ikke siddes overhørigt.

For når ét køn taber, så taber begge.