Publiceret første gang hos Mannsforum.no – Foto: MannsForum/Nicki Twang

Rabiate feministers nemesis vil ikke længere kæmpe på slagmarken. Hans Bonde mener, at hans kamp er ovre. Han erklærer sig selv og almindelige mennesker som vinderne i kønskampen.

»Jeg har ikke mere at sige i ligestillingssagen. Jeg har fået påvist det jeg ville, og nu vil jeg gerne forlade dette giftige område«

Hans Bonde slår ud med armene og himler med øjnene, som han sidder ved cafèbordet.

»Nu er min borgerlige pligt i sagen udført. Og jeg er glad for at have gjort hvad jeg kunne. Jeg har skrevet to bøger om ligestilling. Jeg har givet debatten det den har behov for, for så at sige at kunne rive muren ned. Så nu vil jeg holde mig i baggrunden« siger professoren.

Behov for selvransagelse

Den 63-årige Hans Bonde har en doktorgrad i historie og arbejder i et professorat i idrætshistorie ved Københavns Universitet. Men for mange er Bonde allermest kendt som manden som taler feministerne midt imod.

Blandt en række andre bøger, kom han i 2013 med bogen “Fordi du fortjener det” og i 2020 med “Vi vil have vores fair andel! – På vej mod fifty-fifty kulturen”. Bøgerne fokuserer på forholdet mellem kvinder, mænd og samfund.
Gennem flere årtier har Bonde påpeget hvad han mener er galt med den moderne kønsdebat. Nu erklærer han sig færdig som deltager i debatten, men er ingen slagen mand.

Professoren mener selv han forlader slagmarken som en del af vinderholdet. Til trods for at han altså er usikker på om der egentlig er, eller har været, nogen kamp mellem kvinder og mænd, sådan som man ofte forestiller sig inden for ligestillingen.

»Folk på gaden, både mænd og kvinder, mener det samme som det jeg gør. Spørg dem hvad de synes om såkaldte “bonusprofessorater” som har været praksis i Danmark. Stillinger kun tiltænkt kvinder. Det vil folk i almindelighed faktisk ikke have. Det er kun en lille, men ekstremt højtråbende, andel indenfor politik og kønsforskning som ønsker kvotering. Derfor har alle vi andre allerede vundet« siger Bonde og tilføjer:
»Jeg håber feminismen på et tidspunkt vil komme ind i en selvransagelse. Så de ser at kvinderne selv vil være de første til at lide. Fortsætter vi med favorisering, vil der opstå en almen mistillid til kvinder. Og på den måde kan man jo godt sige jeg er feminist. Jeg kæmper for et ligeværdigt syn på kvinder!«

Vil kun have fordelene

»Det er klart det er stærke kræfter i bevægelse i forbindelse med ligestillingen. Vi ser jo en stærk kamp for et fifty-fifty samfund. Hvor alle positioner er i toppen af samfundet skal indrettes til kvinder. Og det uden konkurrence, ligesom jeg skriver om i bogen “Vi vil have vores fair andel”«, siger forfatteren selv.

»Det er et stort pres på at få kvinder indenfor i områder som ledelse, forskning, film, musik og kunst generelt. Men det mærkelige er at kvinder som vil ha fifty-fifty kulturen indført, vil have at alt skal deles. Undtagen én ting, nemlig forældrerollen. Det viser at feminismen som ideologi kun skal komme kvinderne til gode. I andre situationer, som ikke er specielt gunstige for kvinder, er fifty-fifty-princippet ikke vigtig«, siger Bonde.
Professoren smiler lidt af det hele, før ansigtet igen får en mere alvorlig mine.

»Når et moderne samfund er velfungerende, er det fordi det bygger på meritokrati. Ideen om at man får efter hvad man kan yde. Hvis man erstatter et meritokrati med rettigheder til goder baseret på køn, går man i realiteten tilbage til et feudalt samfund«, forklarer han og refererer til en styringsform baseret på rettigheder tildelt privilegerede samfundslag fra fødslen.

Bondes kop te

Professoren har tre gode grunde til hvorfor kvotering ikke er et godt virkemiddel i jagten på ligestilling:

»For det første: Hvis kvinder i kraft af sit køn, og ikke på grund af evner, skal ha ret til goder, får vi et mindre effektivt samfund. Et andet argument mod kvotering, er at dygtige mænd faktisk bliver diskrimineret. De vil blive demotiveret som gruppe. Og for det tredje, efterhånden vil man begynde at se ned på kvinder. Folk vil tænke at “hun er ikke en ordentlig professor, hun er jo bare kvoteret ind”«, siger Bonde.

Han er overbevist om at feminismen som ideologi står overfor en krise.

»Nu prøver man at opnå ligestilling via kunstige veje såsom kvotering. Det er blevet en utopi som er næsten religiøs. Man har til og med taget det juridiske og det politiske i brug for at opnå fifty-fifty kulturen. Den dag halvdelen af kvinderne eller flere indtager topposterne, men uden at få kønsbaserede fortrin, er det bare fint. Hvad slags køn vedkommende har, er for mig uvæsentlig«, konstaterer han og tilføjer:

»Jeg er gift med en kvinde og er far til døtre, jeg vil kvinder det allerbedste. Jeg vil ret og slet bare, at den bedste og mest kvalificerede personen skal have jobbet«.

Ser frugten af arbejdet

Historikeren og samfundsdebattøren lægger ikke skjul på at han har mødt mere end en “fair andel” av modvilje i forhold til sit budskab gennem årenes løb. Men efterhånden har ting ændret sig.

»Jeg har mærket en voldsom modstand. Min første bog om ligestilling fik den ironiske titel “Fordi du fortjener det”. Den udkom på Gyldendal, et anerkendt forlag. Men bogen blev alligevel både bremset og udskammet. Når jeg ikke har været inviteret til debat, er det mig personlig ligegyldigt, men det har været synd for sagen«, siger Bonde.

Da bogen “Vi vil have vore fair andel! – På vej mod fifty-fifty kulturen” udkom i 2020, samlede modstanderne sig igen i et nyt projekt med at sabotere debatten. Men tingene har tydeligvis ændret sig siden første bog, “Fordi du fortjener det”, udkom i 2013.

»Modstanderne forsøger sig også i 2020. Men det lykkes ikke længere. Min statistisk kyndige makker Torsten Skov medvirkede i den sidste bog, og vi er blevet inviteret ind på de bonede gulve. Vi har deltaget på forskningskonferencer og indstilles til priser«, fortæller Bonde.

At store dele af modstanden er forsvundet, tager forfatteren faktisk som et sejrstegn:

»På grund af den juridiske kritik er kvindeprofessorater på danske universiteter nu frafaldet. Jeg gætter på at statens kvindeprogrammer også snart falder. Så fremover vil jeg altså bruge min tid på helt andre ting«, afslutter Hans Bonde.

Borgerpligten er nu udført. Professoren kan tage et hvil på laurbærrene.
Man kan roligt sige, at Hans Bonde fortjener det!