Publiceret første gang hos Mannsforum.no
Af Elin Ørjaseter, norsk samfundsdebattør

Hvad var norsk ligestillings største selvmål i 2021?

Det er fristende at pege på norske NRKs version af Kvindernes Sidste Arbejdsdag – den velkendte historie om Ligelønsmyten og en magisk skæringsdag i november, hvorfra kvinder kan holde fri – som det værste vrøvl i år.
Men dén nyhed gentager sig år efter år.

I Norge tog Kjetil Rolness i Aftenposten og professor Arild Blekesaune i Nettavisen en tørn med at afvise fænomenet, og det tjener dem til ære. De måtte gentage om og om igen, at kvinder som gruppe tjener mindre end mænd fordi de oftere vælger gennemsnitligt ringere betalt deltidsarbejde, og oftere arbejder i den offentlige sektor. De tjener ikke dårligere fordi de er kvinder, som enkelte fortsat insisterer på.

Men året som gik bød på en endnu stærkere norsk kandidat i konkurrencen om ligestillingens værste vrøvl, og det var et gigantisk selvmål. Det var Kulturstrejken – som ramte teatre og andre store scener i Norge i efteråret 2021. Omkring 900 ansatte bag scenen strejkede, herunder sceneteknikere og andre støttefunktioner som maskører og kostumierer.

De strejkede for «samme pension for kvinder og mænd».

Enhver almindelig læser ville ud fra dækningen tro, at teatrene gav forskellig pension for mænd og kvinder – og at teatercheferne var nogle dårlige mennesker, som undte kvinder mindre, fordi de er kvinder.
Avis efter avis slugte historien råt, gengav budskabet ukritisk, og publicerede interviews med oprørte strejkende – de mente, at man var «tvunget ud i strejke» for noget, som «burde være selvfølgeligt i 2021».

Det burde da også være selvfølgeligt, at mænd og kvinder får samme pension, hvis forudsætningerne er de samme. Men pensionsordningerne udbetalte ikke forskellig pension på baggrund af køn.
Der er mange forskellige faktorer omkring pensionerne – de vigtigste er lønnens størrelse, anciennitet i pensionsordningen og fødselsår. Men køn er ikke en faktor, som indgår i regnestykket bag teatrenes indskudspension.

Så hvordan i himlens navn slap de strejkende afsted med sådan noget vrøvl?

Dovne journalister på historien

Her er hvad de egentlig strejkede for: De strejkede for en pension, som er bedre for længelevede pensionister. I modsætning til den nuværende pension i disse virksomheder, som er bedst for kortlevede pensionister.

Kulturarbejderne havde indskudspension. Det betød, at teatre og andre kulturinstitutioner satte et vist beløb af til pension hvert år for hver arbejdstager. Beløbet varierede efter flere forskellige forhold, men køn var ikke et af dem.
Når en person gik på pension, kunne vedkommende vælge om pensionen skulle udbetales over 10, 20 eller 30 år, og de fleste valgte 10 år. Pensionen udbetaltes så som et tillæg til folkepensionen fra for eksempel 67 til 77 år.
Efter det måtte vedkommende klare sig på folkepensionen, som i Norge ikke er så værst for personer med et langt arbejdsliv bag sig.

Den største “pensionsvinder” var i så fald den, som levede til vedkommende var præcis 77 år. Alternativt arvingerne, hvis vedkommende døde inden da. Ved indskudspension gik pensionsopsparingen nemlig i arv. Taberen i denne pensionsordning var den, som blev virkelig gammel. Mænd som gruppe vandt altså totalt set mere end kvinder som gruppe, fordi mænd gennemsnitligt har kortere levealder. En mand og en kvinde som begge dør på sin 77-års dag derimod, havde krone til krone fået det samme i pension, hvis de ellers havde samme fødselsår, løn og anciennitet.

Indskudspensionen er altså god for de kortlevede. De, som bor i øst-Oslo vandt mere end vest-Oslos befolkning, fordi de gennemsnitligt lever kortere. Kokke vinder betragteligt mere med sådan en pensionsordning end præster, fordi disse to hverv har kortest og længst levetid. Og sceneteknikere var stillet gunstigere med den end teatrets direktør.

Med samme usvigelige logik som de strejkende, kan man altså hævde at kulturarbejderne strejkede for bedre pension for teaterdirektører på bekostning af sine egne medlemmer, sceneteknikerne. Strejkens store “taber” var en fiktiv mandlig scenetekniker med samisk baggrund bosat i Stovner. Han mistede sin gode pension til fordel for en pension, som ville være bedre for teatrets fiktive, kvindelige økonomichef bosat i Slemdal.

Et vådeskud i kønskrigen

Etter syv uger meldte parterne, at de var blevet enige om at indføre livslange og kønsneutrale pensionsydelser i kultursektoren. Men sandheden var, at de havde fået håndslag på en pension, som er gunstig for de længelevede, frem for de kortlevede. Og det giver altså rum for mange pudsige udfald i pensionskampen, hvoraf blot ganske lidt i virkeligheden havde noget som helst med køn at gøre.

Den pension, de strejkende ønskede sig – og formentlig ender med – er den såkaldte hybridpension. Den varer helt til man dør, og vil normalt være noget lavere end indskudspensionen. Hvis man dør tidligt vil pensionen ovenikøbet gå tilbage til ordningen, og arvingerne får ingenting. En ideel ordning for kvindelige præster bosat i det vestlige Oslo, som er blandt verdens mest længelevede mennesker, statistisk set.

Som så ofte når et politisk mål – denne gang om pension – indrammes i et ligestillingsperspektiv, så glemmer journalisterne disciplinen. Man så ikke én eneste artikel, som forklarede den simple sammenhæng mellem køn og pensionsordning: At kvinder som gruppe lever længere, og at hybridpension er bedst for længelevede. «Ergo er mor Nille en sten», for at citere Holberg.

De fleste historier om strejken etablerede bare «faktummet», at der blev skabt «samme pension for kvinder og mænd»:
Det var – som meget andet i ligestillingsdebatten – noget værre vrøvl.