Dette er et debatindlæg, og udtrykker kun skribentens egen holdning. Manderådet tilbyder at bringe dit debatindlæg under anonymitet, men er kendt med bidragsyderes identitet.

En 21-årig mand er blevet dømt for voldtægt i en sag, hvor det afgørende har været en subjektiv vurdering af troværdigheden i mandens ord mod kvindens ord – uden objektive, fældende beviser. Sagen fremstilles af DR d. 10. juli 2022, og den repræsenterer den naturlige konsekvens af den intersektionelle, feministiske bølge, der de senere år er skyllet ind over vestlige samfund med voldsom kraft.

Grundidéen bag denne bevægelse skulle være, at blandt andet kvinder er undertrykt af et patriarkat. I dele af bevægelsen tages det for givet, at kvinder, der angiver sig krænket af mænd altid taler sandt, hvorfor objektivt bevismateriale er overflødigt i sådanne sager. Tanken kan opsummeres i hashtagget #BelieveAllWomen og har haft stor magt til at få mænd ud af vigtige jobs eller blive ”cancelled” i kulturbranchen.

Sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard viste dog, at denne tanke repræsenterer en fejlagtig og skadelig forestilling. Samtidig viste sagen, at alt håb endnu ikke er ude for mænd i det amerikanske retsvæsen trods flere års mediedreven ”cancelling” af Johnny Depp og hans filmkarriere. Og det viste sig også, at folkestemningen kan vende, hvis blot manden har tilstrækkeligt med bevismateriale til at slå fast, at man ikke lige skal “believe” dén konkrete kvinde, man anklages af for lige dén konkret anklage – i dette tilfælde Amber Heard, som blev fanget i gentagne løgne, selvmodsigelser og stærkt krænkende samt endog voldelig adfærd overfor Johnny Depp.

Den sørgelige side af sagen var dog – trods ultimativ folkelig frikendelse – at Johnny Depp var nødt til at bevise sin uskyld. Hvis Johnny Depp ikke havde kunnet dette, var han formentlig aldrig blevet frikendt af folke- og mediedomstolen. I kulturen hersker således en omvendt bevisbyrde, hvor mænd under anklage skal bevise deres uskyld.

Dette triste fænomen har nu fundet vej til det danske retssystem.

Læser man DRs artikel om den dømte mand, fremgår det klart, at der intet fældende bevis er for mandens skyld. Manden og kvinden, der er nogenlunde jævnaldrende, har ifølge DR mødt hinanden via dating-appen Tinder. De har skrevet sammen, og manden spørger på forhånd, om hun er okay med, at han bare har morgenkåbe på, når hun kommer. Dertil svarer hun ”selvfølgelig” – da hun ankommer undrer hun sig alligevel over hans påklædning. De kysser, ligger tæt, og manden falder i søvn. Kvinden lægger sig ligeledes til at sove. Så langt så godt. Hertil er begge parter enige om historien. Manden mener så, at de senere er vågnet, hvorefter kvinden har givet udtryk for, hun ville have sex med ham, hvilket de så har haft, indtil han stoppede, da han ikke følte stort engagement fra kvindens side og oplevede det som kedeligt. Herefter lagde de sig til at sove igen. Næste morgen har kvinden virket urolig og er taget hjem.

Deres efterfølgende samtale på Tinder dokumenteres af DR:
Manden spørger: ”Er du okay? Hvad skete der?” Kvinden svarer: ”Du ved udmærket godt, hvad der skete. Du vidste, at jeg sov”. Kvinden mener derimod, at hun blev vækket ved, at han voldtog hende, hvorefter hun forlod mandens lejlighed. Hun kørte dernæst direkte til politigården og meldte manden for voldtægt.

Det eneste, der er helt klart, er at noget forfærdeligt er sket. Enten er en kvinde blevet voldtaget, eller også er en uskyldig mand blevet fejlagtigt anklaget, idømt fængselsstraf og for evigt stemplet med feminismens værste Kainsmærke – ”voldtægtsforbryder”.

I situationer som disse, hvor det ikke udover en hver tvivl er klart, hvem der er forbryderen, og hvem der er offeret, da er retsstatens eneste svar, at ingen kan dømmes. Enhver retsstat må leve med, at mange skyldige forbrydere går fri af straf. Såvel mænd som kvinder. Forbrydelsen kan alligevel ikke gøres om gennem en domfældelse – men vi kan som samfund vælge ikke at begå nye forbrydelser ved at dømme uskyldige mennesker.
Vi bør således hellere satse alt, hvad vi kan på at forebygge vold, overgreb og anden kriminalitet. Og så nøjes med at dømme i de tilfælde, hvor vi er helt sikre. En eventuel præventiv effekt af straffe kan sagtens virke, selvom ikke alle straffes. Præcist ligesom man nok stadig er nervøs, hvis man smugler stoffer gennem en lufthavn selvom ikke alle kropsvisiteres, fanges og straffes. Hvis alle derimod kunne blive fejlagtigt og tilfældigt straffet for at smugle stoffer uden bevisførelse, når de tog på ferie – så ville mange mennesker nok overveje ferien en ekstra gang.

Med den nuværende retssituation skal mænd måske til at overveje en ekstra gang, om de tør have sex med kvinder? Det må i hvert fald kræve en massiv tillid for en mand at have sex med en kvinde, når han på den måde giver hende magten til at lade retsvæsenet smadre hans liv med en enkelt løgn uden, at kvinden behøver føre bevis herfor. Den tidligere seksuelt frigørende feminisme kan paradoksalt nok ende med at føre til mindre seksuel frihed.

Det er den principielle konsekvens af sagens dom uanset, hvad sandheden i dette konkrete forløb er – og den kender hverken offentligheden eller dommerne. Manden kunne på det foreliggende meget vel være uskyldig. Og selv hvis han er skyldig, da kunne man sagtens forestille sig en lignende sag, hvor manden var uskyldigt offer for en falsk anklage. Det går ikke i en retsstat.
Mænd skal ikke bevise deres uskyld overfor anklager. Mænd må ligesom alle andre mennesker have ret til at blive betragtet som uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Forsvarsadvokaten i DRs artikel forklarer, at retten ofte vurderer troværdigheden i ord-mod-ord sager med følgende spørgsmål i baghovedet: Hvorfor skulle offeret lyve om det her?
Til det svarer han klogt med modspørgsmålet: Hvorfor skulle tiltalte dog vælge at gøre de her ting, hvis han ikke følte, at signalerne var der?

Vores umiddelbare trang til at stille det første spørgsmål men instinktive afvisning af naiviteten i andet spørgsmål afslører en universel og velunderbygget kulturbrist. På tværs af menneskelige samfund er vi mere tilbøjelige til at tillægge mænd negative karaktertræk, mens kvinder oftere tillægges positive karaktertræk. Fænomenet kaldes ”Women-are-wonderful effect” (fremover benævnt WAW), og denne kognitive bias – eller fordom om man vil – har samme retning for observatører af begge køn, men den er væsentligt stærkere hos kvinder.

Både kvinder og mænd vil altså i fravær af beviser formentligt være mere tilbøjelige til at stole på kvinder end på mænd, men den ubetingede mellemkvindelige søstersolidaritet er af en helt særlig styrke, som end ikke Amber Heard har formået at knække hos nogle danske kvinder.
I Danmark er vi helt konkret i samme tråd mindre tilbøjelige til at sende kvinder i fængsel for vold – selvom en mand skyldig i samme forbrydelse ville ryge i fængsel. Et traditionelt borgerligt parti som Venstre, der ellers ikke må betegnes som intersektionelt, ser ikke denne diskrimination som problematisk. Retsordfører Karsten Lauritzen argumenterer faktisk helt ud fra den klassiske fortolkning af WAW – kvinder er oftest primære omsorgspersoner for eventuelle børn, så derfor bør de hellere nøjes med ubetingede straffe selv ved voldsdomme.
Der nævnes ikke noget med, at eventuelle voldsdomme måske i stedet skulle føre til overvejelse af egnetheden som primær omsorgsperson. Udover WAW er der et meget potent hold-kæft-bolsje på spil, som hurtigt afmonterer ethvert forsøg på at besvare det lille nagende spørgsmål i dommernes baghoved vedrørende mulige motiver for falske anklager: ”Victim blaming”.

I sager om økonomisk erstatning fra forsikringsselskaber er det helt normalt at overveje, om der kunne være motiv for svindel. Hvis et hus pludseligt brænder ned, lige efter ejeren har købt forsikring, er det normalt at overveje, om der kunne være tale om forsikringssvindel. Også selvom det er meget synd for ejeren, hvis hans hus faktisk bare brændte uden at han havde en finger med i spillet. Men hvis en mand anklages for voldtægt, må eventuelle motiver hos kvinden ikke engang overvejes – de må i hvert fald ikke siges højt.
Betegnelsen ”victim blaming” fungerer i praksis som et skarpladt feministisk våben, der enten kan lukke munden på – eller sikre social udstødelse af – enhver modstander, der tør stille sig i krydsilden. Da den aktuelle voldtægtshistorie uanset sandheden i sagen har enorm betydning for den – nu manglende – danske retssikkerhed, bliver man dog nødt til at tage bladet fra munden.

Lad mig understrege, at jeg ikke agter at betvivle kvindens – eller mandens – forklaring. Efter min overbevisning har vi som offentlighed ingen mulighed for på rimelig vis at gøre dette, og det vil alene være skadeligt at forsøge. Det er i det offentlige perspektiv meget muligt, at kvinden har været udsat for en voldtægt, og at retfærdigheden med dommen nu er sket fyldest. Men hvad nu, hvis det modsatte er tilfældet? Det har vi også pligt til at overveje, inden vi som samfund skaber en uheldig præcedens for domfældelse uden bevisførelse. Selv hvis det er retfærdigt i denne sag, så er det bare et spørgsmål om tid, før en uskyldig dømmes. Hvad kan da teoretisk set få en kvinde til at begå en falsk anklage mod en mand fraset personlige motiver eller sindssyge?

Hvis en mand dømmes for voldtægt, kan kvinden få økonomisk erstatning (i den konkrete sag 35.000 kr.). Men i et rigt land som Danmark findes en langt mere lokkende valuta – offerstatus og berømthed. Hvorfor skrev Amber Heard mon sit beviseligt løgnagtige anklageskrift mod Johnny Depp?
Den intersektionelle feminisme opererer med et mere fininddelt hierarki end blot mænd mod kvinder. Der findes et detaljeret krænker-undertrykker-hierarki, hvor de ”værste” mennesker er de privilegerede krænkere. Hvide, mandlige voldtægtsforbrydere, der både er født som og føler sig som mænd. De uskyldsrene og gode er de underprivilegerede ofre for både strukturel patriarkalsk undertrykkelse såvel som for konkrete overgreb. Har man ikke en strukturel offermarkør – fx brun hudfarve, handicap, transkønnethed – kan man rykke op i offerhierarkiet, hvis man har en konkret overgrebshistorie. Måske var det dette, som motiverede Amber Heard til – heldigvis blot midlertidigt – at ødelægge Johnny Depps karriere.

Det er smukt og godt at ville støtte ofrene, de undertrykte og dem, der ikke selv har en stemme. Men denne beskyttelse gør mere skade end gavn, hvis beskyttelsen billedligt talt består i at skyde med spredehagl mod enhver potentiel krænker. Så skaber vi blot en masse nye ofre for uretfærdighed. Og vi skaber massiv folkelig modstand mod det, der oprindeligt var et smukt projekt – og ad den vej måske endnu større marginalisering af de mindre privilegerede grupper.

Det er meget muligt, at kvinden i DRs historie taler sandt. Det vil jeg på ingen måde blande mig i. Men lad os analysere historien på et generalisérbart niveau uden at forholde os til den konkrete kvindes troværdighed. Det håber jeg, læserne kan være med til. Jeg har intet ønske om, at kvinden skal udsættes for mistillid. Og jeg håber, hvis kvinden læser dette, at hun forstår, at jeg fuldt ud anerkender, at jeg intet kender til hende. Jeg har ingen grund til at tro, at hun lyver. Men jeg håber samtidig, at hun kan se, at jeg heller ikke kender manden, samt at jeg som upartisk observatør heller ikke har nogen grund til at tro, at han skulle lyve. Og at kvinden så kan acceptere, at historien kan debatteres offentligt på et generelt niveau uden særhensyn til nogen af parterne givet, at der er tale om en politisk vigtig og svær problemstilling, som kvinden selv har ønsket at offentliggøre og diskutere.

I en kontrafaktisk verden, hvor vi er sikre på, at kvinden lyver, ser vi pludselig, at hun kan være motiveret af en mulighed for at stå frem i medierne med navn, tre portrætbilleder og fortælle om et overgreb, hvorved hun rykker langt op i det intersektionelle offerhierarki.
Det fremgår klart i artiklen, at denne status nu er en foreviget del af hendes identitet. Hun fortæller om, at hun har fået en tatovering på overarmen, af Medusa, som symboliserer voldtægtsofre, og hvis hår ifølge myten forvandler enhver mand, der beskuer det, til sten. Billedet bekræfter således den kollektive skyldsfortælling – utilsigtet eller ej. Hun fortæller, at hun har vendt traumet til en styrke, og at hun ikke er bange for at fortælle om det, og at hun ikke gemmer det væk.

Hvis kvinden taler sandt, er dette en stærk historie om en kvinde, der kommer tappert gennem et traume. Det må være forfærdeligt, hvis man som voldtægtsoffer mødes med mistillid. Og det må være forfærdeligt, hvis man som voldtægtsoffer føler helt urimelig og uberettiget skam over, hvad man er blevet udsat for. Desværre har hverken offentligheden eller retssystemet nogen måde, hvorpå vi kan vide, hvad der er op og ned i sagen. Vi ved, at der uanset vores ageren er et offer og en krænker i den ulykkelige og alvorlige sag. Men vi kan ikke vide, hvilken vej pilen skal vende. Og så skal vi lade pilen ligge, sørge over den ulykkelige hændelse, som vi desværre ikke kan ændre på for derpå at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge lignende sager i fremtiden. Og vi må og skal holde fast i, at hver enkelt person alene er ansvarlig for egne handlinger, og at man uanset køn, hudfarve eller andre identitetsmarkører aldrig må dømmes for en kriminel handling, før det hævet over enhver rimelig tvivl kan bevises, at man er skyldig i den pågældende handling.

Med intersektionelle briller på bærer hvide mænd en kollektiv krænkerskyld. Den gamle sætning om hellere at lade 10 skyldige gå fri end at dømme én uskyldig bliver således tom for mening. For findes den uskyldige, hvide mand?

Vi må forsones og holde fast i de konstruktive samarbejdende fællesskaber – uanset køn, hudfarve, seksuel orientering, og hvad vi ellers kan finde på at bruge af mærkater til at sætte folk i bås med. Den intersektionelle feminisme søger ikke en sådan fredelig sameksistens og samfundsmæssig sammenhængskraft.
Den intersektionelle feminisme fører krig mellem opdigtede kollektiver i påståede krænker-offer-relationer. Og krig medfører dødsfald.

Denne gang er det den danske retsstat, der er død.

Hvil i fred.

Har du noget på hjerte?
Send dit debatindlæg til Manderådets redaktions email. Vi tilbyder anonymitet, hvis du ønsker det.

Manderådet arbejder for udsatte mænd og drenge, og et samfund i balance. Vi er en 100% frivillig forening, og vi har brug for din støtte. Du kan give os en hånd med vores arbejde, ved at melde dig ind som medlem, her. Det koster bare 200,- om året.

Når ét køn taber, taber begge.