Masseskydere falder ikke bare ud af himlen

Der er en flere røde tråd mellem masseskydere i USA, det afværgede angreb i Nordjylland i 2021 og de tragiske drab i Fields d. 3. juli: én af dem er, at de er lang tid under opsejling. Det betyder, at vi som samfund har muligheder for at forebygge dem.

Dette er et debatindlæg, og er udtryk for skribentens egne holdninger.

“Hvad får man, når man krydser en mentalt lidende enspænder med et samfund, der efterlader ham og behandler ham som affald?”.

Sådan lød et retorisk spørgsmål fra Joaquin Phoenix på et talkshow i filmen Joker, som handler om en af Batmans mest ikoniske ærkefjender. Filmens fokus er dog på Jokerens tidlige liv, mens han stadig hed Arthur Fleck og levede en mildt sagt forfærdelig og uværdig tilværelse som socialt udsat.

“Man får hvad man fucking fortjener!”, skriger Jokeren inden han på live-TV skyder showets vært i hovedet med en .38-revolver.

For showets publikum og den uindviede er Jokerens handling lige så ubegribelig som den er forfærdelig. Men filmens seere er ikke uindviede i den lange vej, Arthur Fleck havde at gå før han blev til en vanvittig superskurk og morder.
En vej, der blandt andet efterlod ham så traumatiseret, at han er ude af stand til at udtrykke selv utroligt tunge følelser med andet end latter.

Det er umuligt at se filmen og ikke have ondt af Arthur Fleck – også selvom man intet har tilovers for hans alter ego, Jokeren.
Det er også lige så umuligt at se filmen uden at mærke den socialt udsattes smerte; som at læse den legendariske Forbrydelse og Straf af Fjodor Dostojevskij.

Vi er tvunget til at tage mænds og drenges problemer seriøst

Både i sagen fra Nordjylland og Fields er der tale om socialt udsatte, unge mænd, som selv eller via sine forældre i lang tid havde rakt ud efter hjælp.

I begge tilfælde blev de overladt til sig selv.

Det er en åbenlys problemstilling, som nu heldigvis er kommet på dagsordenen med krav om et løft af psykiatrien. Dét kan der næppe være to holdninger til intentionen bag.
Men samtidig er det begrænset hvor meget, der tales om mænds og drenges udfordringer og ligestilling, hvilket er en alvorlig fejl.

Eksemplerne på den manglende forståelse for situationens alvor, skærer igennem i mange led. Sidste år nedstemte Folketinget et forslag om at mandlige partnervoldsofre også skal have ret til hjælp. Det var omkring samme tid, som man nedstemte forslag om et opgør med samværschikane i Familieretshuset, hvad oftest rammer fædre. Først nu har regeringen nedsat en ekspertgruppe for at gøre op med drengenes slagside i skolesystemet, selvom problemet har været kendt i årtier. Allerede i 1974 slog børnepsykolog Gideon Zlotnik alarm.

Den tilsyneladende ligegyldighed overfor mænds og drenges udfordringer hænger sandsynligvis sammen med de historier, vi fortæller hinanden. For eksempel har Dansk Kvindesamfund længe holdt fast i et dybt forfejlet billede af partnervold. I 2017 insisterede de på, at partnervold næsten altid går ud over kvinder. Nu ved vi bedre. En hel tredjedel af ofre estimeres at være mænd, og de har endda alle dage været visket ud af historien.
Også på voldtægtsområdet er der en massiv, blind vinkel for mandlige ofre.
Her antager man også, at ofrene fortrinsvist er kvinder – selvom der ingen grund er til sådan skråsikkerhed, idet vi først i nationale undersøgelser overhovedet begyndte at inkludere mænd i offerundersøgelserne i 2019. I USA viser undersøgelser, at kvinder og mænd voldtager hinanden nogenlunde lige ofte, hvis man benytter en samtykkelignende definition.

Forestillingerne om kvinder som ofre og mænd som skurke er altså tydeligvis forældede og forkerte – og dybt skadelige.

De faderløse drenges fald

En anden ubekvem sandhed, der trænger sig på er, at det er næppe noget tilfælde, at der er en massiv overrepræsentation af faderløse drenge blandt skoleskydere i USA.
Faktisk er det ikke så få ulykkelige statistikker, faderløse stikker ud på; fra hjemløshed til selvmord, manglende uddannelse, misbrug og kriminalitet.

Indtil 2018 var det svært at sige med sikkerhed, at de ulykkelige statistikker handler om faderløshed, fremfor socioøkonomiske forhold. Det fandt man svar på tilbage i 2018.
Det ér det familiemæssige, der har den ulykkelige indflydelse på børnenes udvikling og tilsyneladende selvdestruktive adfærd senere i livet.

Det betyder, at særligt kernefamiliestrukturen hidtil har været undervurderet i forhold til børns udvikling. Dét er et politisk sprængfarligt indspark i en tid, hvor kernefamilien nærmest er reduceret til at være patriarkalsk undertrykkelse.

Men det er vigtigt, at vi anerkender vigtigheden af fædre i børns liv.

Derfor er det ulykkeligt at se, at vi ikke i større grad sætter ind mod samværschikane i Familieretshuset, hvor der ifølge Famlieretshuset hvert år er omkring 19.000 konflikt- og højkonfliktsager.
Vi burde i stedet tage manderettighedsaktivister som mig selv mere seriøst, når vi nu har råbt vagt i gevær om problemet i flere årtier.

Heldigvis er der gode erfaringer med at sætte ind mod kamp om børnene. I særdeleshed med såkaldt Equal Parenting Time (EPT), som man har indført i mange spanske regioner.
Her har man som konsekvens oplevet massiv forbedring i særligt de involverede drenges trivsel og adfærd. Som en utilsigtet sidegevinst har man i de pågældende regioner også oplevet fald i partnervold på næsten 50%.

Feminismen står i vejen

Uanset intentionen og tidligere sejre for ligestilling, så er magtfulde, feministiske organisationer endt med at blive et alvorligt problem i forhold til arbejdet med mænd og drenge.

Årsagen er ret og slet netop den udlægning af virkeligheden, som man for længe har holdt fast i.

Jævnligt hører vi fra store NGO’er med mange millioner i statsstøtte – for eksempel Kvinfo, Dansk Kvindesamfund, Sex og Samfund eller UN Women – om hvordan partnervold, voldtægt og vold i gaderne er et problem for kvinder.
Selvsagt er de ting da problematiske for kvinder, og dermed også mænd og samfundet. Det er åbenlyst for enhver.
Men problemet opstår, når disse udfordringer blæses ud af proportioner, og søges udlagt som nærmest eksklusive for kvinder – at man patentsøger på samfundsproblemer til at drive en agenda om at samfundet er patriarkalsk og kvindeundertrykkende.

Skulle der være nogen tvivl, så er Danmark ikke noget patriarkat, ej heller kvindeundertrykkende.

At insistere på det modsatte kræver en filosofisk skrivebordsøvelse uden sammenhæng med virkeligheden i Danmark anno 2022. Faktisk er det umuligt at forestille sig noget kvindeundertrykkende patriarkat tolerere, at kvinder overhaler mænd både socialt, uddannelsesmæssigt, indenfor helbred – herunder mental helse – og i øvrigt både er monarker, statsministre og endda med formelle kvoter favoriserede over mænd til lederstillinger.

Påstanden om at Danmark er et patriarkat er decideret absurd.

Lad der ej heller være nogen tvivl om den styrke, disse feministiske NGO’er besidder: alene med den direkte statsstøtte til UN Women og Sex og Samfund er den årlige statsstøtte oppe omkring 100 millioner skattekroner. Dertil kommer de resterende foreninger, og indirekte støtte gennem for eksempel projekter.

Til sammenligning investerede Danmark i 2021-2022 blot 2 mio. kr. om året i mænds ligestilling, til Forum for Mænds Ligestilling. Dét er totalen.

En situation, der er klart uholdbar for enhver, som besidder praktisk erfaring med udsatte mænd og drenge, og mænds ligestilling generelt.
Det kan vi gøre bedre. Og det bliver med tiltagende tydelighed klart, at vi er nødt til at gøre det bedre.

For når ét køn taber, så taber begge.

Manderådet arbejder for et demokrati i balance, og i særdeleshed for udsatte mænd og drenge. Du kan støtte Manderådets arbejde ved at blive medlem – tryk her. Det koster kun 200 kr. om året.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.