Den feministiske bevægelse er blevet en industri, som har forankret sig i det offentlige system – og i finanserne. Men Det Feministiske Industrikompleks er et problem for ligestillingen.
(Dette er et debatindlæg, og udtryk for skribentens egen holdning)
2022 er 62.-året efter den amerikanske præsident Dwight E. Eisenhowers afskedstale i 1961. I talen møntede han begrebet “Det Militære Industrikompleks” om de massive interesser i og omkring det amerikanske militær, navnligt af økonomisk karakter.
I Danmarks ligestillingsarbejde findes der også et industrikompleks, og det er ideologisk – feministisk, for at være præcis. Statskassen bløder nemlig enorme summer af skattekroner til feministiske foreninger og initiativer hvert år, og dét gør den feministiske bevægelse til en massiv magtfaktor i den danske ligestillingsdebat.
Det betyder, at den feministiske bevægelse med relativ lethed kan fylde mere end behørigt i debatten. Diskursen skævvrides, og det er ikke nogen fordel, at mindre stemmer ikke kan høres.
Tværtimod.
Et industrikompleks på skattekroner – for profit
Foreninger som Kvinfo, LGBT+ Danmark, Kvinderådet, Oxfam Ibis, Sex og Samfund, Women Deliver og UN Women modtager over 200 mio. kr. årligt, og hertil kommer sådanne som GirlTalk, Dansk Kvindesamfund, Danner, Copenhagen Pride, med flere.
Dét er kun den direkte, statslige støtte, som man kan læse i Finansloven. Man skal dog holde tungen lige i munden, for nogle af pengene skal findes særskilt – for eksempel modtager Kvinfo 25 mio. årligt under en linje, der hedder “Dansk-Arabiske Partnerskabsaftaler”.
I tillæg tilgår kommunale midler til feministiske foreninger og interessenter, i et endnu ukendt omfang. Som eksempel kan nævnes, at Københavns Kommune bruger 7,4 mio. kr. årligt på den skandaleramte forening Normstormerne, som har været voldsomt kritiseret i medierne.
For at føje spot til skade, så tolereres det endda, at disse foreninger genererer overskud på statsstøtten: For eksempel viste Kvinfos årsrapport i 2020, at foreningen lavede et overskud på cirka en halv million kroner.
Til kontrast udgør den samlede støtte til lignende indsats for mænd totalt 2,0 mio. kr. til og med 2022, til Forum for Mænds Sundhed.
Generel favorisering af kvinder
Det er ikke kun den direkte støtte til feministiske foreninger, der stikker i øjnene, når man læser Finansloven. Også favorisering af kvinder i en lang række store projekter er værd at bemærke:
Under Humanitære Bidrag til Partnere i Akutte og Langvarise Kriser står for eksempel: “Piger og kvinders ligestilling samt seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder vil være i fokus”.
Under FNs Fødevareprogram: “Hovedparten af modtagerne er kvinder og børn”, og under FNs Befolkningsfond (UNFPA): “UNFPA spiller en særlig og afgørende rolle i det humanitære arbejde ift. at sikre kvinders og pigers SRSR og forhindre kønsbaseret vold”.
Ved Fremtidens Flygtningerespons står der: “Der vil være et stærkt fokus på sårbare gruppers særlige behov, potentialer og rettigheder, ikke mindst blandt piger og kvinder; på unge som forandringsagenter på vejen mod en bedre fremtid”, og under Freds- og Stabiliseringsfonden: “Endvidere støttes tematiske prioriteter såsom bekæmpelse og forebyggelse af voldelig ekstremisme, sikkerheds- og retssektorindsatser, kvinder, fred og sikkerhed, konfliktforebyggelse, direkte stabiliserende indsatser og maritim sikkerhed”.
Under menneskerettighedsarbejde figurerer bl.a. OHCHR: “Danmark støtter OHCHR’s særlige fokus på menneskerettighedsudfordringer relateret til kvinder og unge, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder…” og generelt om humanitær bistand: “Danmark prioriterer i forlængelse heraf piger og kvinders ligestilling samt seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder højt ud fra en forståelse af, at piger og kvinder er særligt udsatte under katastrofer og krig”.
Der står også i Finansloven, at “Danmark har en stærk stemme, og der er brug for den globalt. Regeringen afsætter igen i år 755,0 mio. kr. til globale SRSR-indsatser bl.a. med fokus på kvinder og piger i humanitære kriser og konflikter”.
Disse udgifter beløber sig til svimlende ca. 3,6 mia. skattekroner.
World Economic Forums Gender Gap Index på glatis
“Landeprogrammet har fokus på at forbedre økonomiske muligheder for særligt unge og kvinder, opbyggelsen af modstandsdygtighed og fremme af menneskerettigheder og demokrati”, står der i Finansloven om Danmarks støtte til Landeprogrammet.
Cirka 300 mio. kroner bruger skatteyderne hvert år på Landeprogrammet, men fordelingen er mærkværdig, hvis man ser på modtagerlandenes placering på World Economic Forums bredt udskældte Gender Gap Index (i parantes):
Niger (128), Tanzania (64), Kenya (57), Uganda (61), Mozambique (34), Ghana (108), Burkina Faso (115), Mali (141), Etiopien (74) er blandt modtagerlandene, men hvis man sammenligner disse med moderne nationer som Japan (116), så bliver det hurtigt tydeligt, at WEFs Gender Gap Index ikke finder anvendelse som instrument i forhold til hverken ligestilling eller udsathed.
Støt en god sag
I modsætning til Kvinderådet, modtager Manderådet ingen statsstøtte, og er derfor en 100% frivillig forening.
Vi taler for mænds og drenges ligestilling, og et samfund i balance – og vi støtter mænd og drenge i bekneb med støttelinjen Kammerathjælpen.
Du kan støtte Manderådets arbejde ved at blive medlem. Tryk her. Det koster kun kr. 200,- om året.
Kritikken er helt berettiget, men jeg tror det står endnu værre til end debatindlægget antyder.
Bemærk at Eisenhower taler om “det militær-industrielle kompleks”, altså en uhellig aliance mellem to store, dominerende aktører i samfundet: Militæret, som ønsker at vokse i styrke og indflydelse i kraft af den seneste teknologi og en våbenindustri der jagter offentlige milliarder.
På præcis samme måde har vi i Danmark og overalt i Vesten i dag et klima-industrielt kompleks, altså en massiv politisk klimabevægelse og et erhvervsliv som hellere end gerne leverer hundedyre “løsninger” på klimakrisen, som den naturligvis kaldes, idet en krise jo som bekendt kalder på flere penge og færre spørgsmål.
Det er i dét lys, det feminisme-industrielle kompleks skal ses: En alliance mellem stærke kønspolitiske interesser og den danske statsmagt, som styres af en håndfuld partier, som gerne bruger offentlige midler til at hverve nye vælgere og fastholde de gamle.
Så når Daniel Pinderup skriver: “Det betyder, at den feministiske bevægelse med relativ lethed kan fylde mere end behørigt i debatten. Diskursen skævvrides, og det er ikke nogen fordel, at mindre stemmer ikke kan høres.
Tværtimod,” ja så tror jeg desværre, han er naiv. For det er netop til nogens fordel, at diskursen skævvrides og at mindre stemmer ikke kan høres, nemlig den centrum-venstrefløj, der sidder så solidt på både den politiske magt, på bevillingerne og på de mange NGO’er, som man altså helt bevidst instrumentaliserer i sin jagt på flere stemmer og mere magt. Det er med andre ord helt bevidst at nogle udvalgte stemmer fremmes og andre hæmmes: Det er rå magtkamp og der tages ingen fanger.
Og derfor er kønskampen først og fremmest en politisk kamp, og “fjenden” er den udbredte økonomiske korruption, der præger offentlige bevillinger i Danmark, hvadenten det er bevillinger til feministiske eller til klima-alarmistiske organisationer.
Mange af de foreninger du beskriver som feministiske, er jo ikke feministiske – de er ligestillings orienteret – på flere områder en blot køn.
Så dem kan du jo lige så godt regne med under mande foregninger.
Mænd og drenges mentale og fysiske sundhed er lige så vigtig som kvinders, og det mener langt de fleste kvinder også. De færreste kvinder er feminister, men de fleste går ind for ligestilling. Så jeg forstår ikke at det sættes op så fjendtligt?
Feministiske foregninger, og foreninger for ligestilling, får så meget sammenlagt i statsstøtte, fordi de har gjort opmærksom på at der er problemer – dejligt at mænd endeligt begynder at snakke om de problemer som de oplever.
Hvis feministerne selv skal sige det, så er de jo verdens frelse, fuldstændigt ligesom både Marxister og Kapitalister mener at være det. Når fx KVINFO sammenkædes med Ligestilling, så må det skyldes en meget tung bias eller uvidenhed. KVINFO har LADRIG, som i ALDRIG nogensinde talt maskulinitet op. Se på kønsfordelingen af de ansatte eller de eksperter som de anbefaler. Det ligger mellem 90 og 100% kvinder. Hvis feminismen vitterligt havde et sigte, der var orienteret henimod ligestilling, så hed den jo nok ikke Feminisme, vel? Selvblindheden, privilegieblindheden og magtsygen er tre karakteristika for den bevægelse.
Du har fuldstændigt ret i, at de feministiske foreninger og forgreninger har knoklet for deres skattebidrag, en gang, og at der er noget vej at betræde, for at få drenge, mænd og fædre på niveau. Vi gør hvad vi kan i Manderådet. Men vi bliver direkte modarbejdet af de feministiske foreninger. Hvis du vitterligt mener du er pro ligestilling, lige rettigheder til drenge, mænd og fædre, så skal du være mere end velkommen til at tilslutte dig kampen. Gå straks til medlemssiden. Det er gratis (næsten) og der er brug alle de kræfter der er optaget af at få stoppet den ringe behandling drenge får i skolen, de skæve kvoter der yderligere ringe-stiller mænd på arbejdsmarkedet, fædre-fremmedgørelse og meget andet uligestilling i samfundet.