MANDERÅDET INTERVIEWER ASGER GARDE 

Du har for nylig skrevet en klumme og mænds om kvinders "primale drifter", altså vores indereste biologiske kodning, og hvordan disse drifter fører til alle mulige konflikter og misforståelser i forholdet mellem de to køn. Er vi nået et punkt i tidens kultur- og kønskamp, hvor ideologien overtrumfer biologien?

I høj grad: En tredjedel af alle kvinder i dag siger, at de ikke vi have en partner, de behøver ikke en mand, de ikke ønsker en mand - de klarer det hele selv. Og det er jo fint nok. Men det er altså et problem i forhold til pardannelse og familiedannelse. Man kan sige at kvinder er ved at blive halvdårlige mænd og mænd er ved at blive halvdårlige kvinder. Færre vil have børn, færre stifter familie. Og flere kvinder end mænd ønsker at være singler, mens flere mænd ender med at være singler, selvom de ville ønske noget andet. Og intet tyder på at hverken mænd eller kvinder bliver lykkeligere af det: Lykkefølelsen og livskvaliteten er faldende, og flere og flere har psykiske problemer, er mere sårbare og mere ensomme. Det går den forkerte vej. Det tyder på at vi i stigende grad organiserer os på forkerte måder i forhold til at blive lykkelige.

Men er det ikke netop en del af problemet, altså den opfattelse at vi skal "organisere" os på den "rigtige" måde, i stedet for at følge vores biologi? At vi fra fødslen nærmest skal definere og opfinde os selv helt fra bunden, vores køn, vores valg af livsform, vores karriere. Normerne er væk. Biologien spiller ingen rolle. Det hele er sociale konstruktioner?

Jo, normaliteten er blevet fjende. Ingen vil være "normale", alle skal være specielle og unikke. Vi har simpelthen fjernet opfattelsen af hvad man er, som det man kunne kalde "basismenneske" - selvom langt de fleste af os jo i bund og grund vil det samme: Have en uddannelse, et godt job, tjene nogle penge og skabe en familie. Men vi, og især unge kvinder, er jo blevet bildt ind, at vi kan blive lige hvad vil vil, bare vi tror på det. Men det er jo ikke rigtigt: Vi har de evner, vi har. Nogle er kloge, andre er mindre kloge; nogle er gode til det ene, nogle til det andet; nogle er fysisk stærke, andre er svage, Vi kan ikke allesammen  blive raketforskere - eller prinsesser. Vi har nogle medfødte begrænsninger, og langt de fleste ville være gladere simpelthen ved at finde ro i sig selv, tror jeg. Acceptere det, der er, og skabe en god tilværelse ud fra det.

Ja, og her er den helt store udfordring jo, at det siden ungdomsoprøret har handlet om at skrælle alt det væk fra livet, som er givet på forhånd, at nedbryde alle normerne og "frisætte" mennesket. Men hvad nu hvis man har det allerbedst i sin medfødte biologi, og at drengen bare skal være dreng, og manden mand?

Ja, én ting er at nedbryde de konventioner, som har været dårlige eller begrænsende og har gjort os ufrie, noget helt andet er når det pendul, der blev sat i gang i '68, er fortsat med at svinge helt ud i det ekstreme og er blevet destruktivt. Det er jo bindegalt når man påstår at der er 72 køn, men at der ikke findes biologiske køn, eller at mænd og kvinder er ens. Det er jo en regulær benægtelse af de ting, der er. Omvendt skal vi jo ikke være slaver af vores biologi. Vi er jo mere end vores køn, mere end primater, vi har også følelser og sjæl. Men vi er altså som mænd født med nogle drifter hen imod at få børn med smukke, unge kvinder - og for kvinder mod at få børn med en stærk og beskyttende mand. Og at benægte at det findes gør os ikke gladere, tror jeg.De fleste mænd har accepteret at de har drifter og at de i princippet vil ha' sex med så mange kvinder som muligt - det er jo derfor, man bruger smukke kvinder i reklamer, for så har man med det samme mændenes opmærksomhed: Sådan er vi født! Og der er jo en supergod drift i forhold til artens overlevelse, men den har også nogle skyggesider. Og mænd generelt ved jo godt at man skal styre sine drifter - og vi gør det også.Langt de fleste mænd anerkender den præmis. Men det er omvendt meget få kvinder der anerkender den præmis, at kvinder søger en beskytter, en stærk mand, måske tilmed en dominerende mand.Biologen Kåre Fog skriver i sin bog "Alfahan eller tøffelhelt" om kvinder, der forelsker sig i psykopater, fordi psykopater i grunden er en slags "überalfa'er": de bryder reglerne, de er selvsikre og selviske, mange af dem er kloge - men de er også farlige at komme i nærheden af. Og hvis ikke de unge kvinder er klar over, at det er en stærk biologisk drift i dem at finde en alfahan, en drift som de skal være opmærksomme på og bevidste om, ja så kan de komme rigtig galt af sted. Men det er kvinder ofte ikke bevidste om, og derfor ser man at nogle kvinder går fra det ene voldelige parforhold til det næste, simpelthen fordi de ikke har forstået, hvad der driver dem rent biologisk. Det er tabuiseret. Det var jo det Brian Mørk var inde på med sit tweet om at lære vores unge kvinder at være mere forsigtige, at tænke sig om og tage sine forholdsregler. Det kunne måske ha været formuleret anderledes, men intentionen var der ingen tvivl om - og alligevel røg han ud i den værste shitstorm og fik jo nærmest smadret sin karriere af det. Og så kom feministerne selv på banen nogle måneder senere med deres kurser i selvforsvar mod mænd i nattelivet, altså i bund og grund præcis det samme som Brian Mørk efterlyste - det kunne de bare slet ikke se! Og der har ikke bagefter været noget der bare minder om en undskyldning eller en erkendelse af, at her var vi måske lige hurtigt nok ude med at hænge ham op på et kors.Der er spillereglerne bare fundamentalt forskellige for de to køn. Og jeg kender mange mænd de tænker præcis som Brian Mørk, men de orker bare ikke sige det - eller de tør ikke at frygt for den mur af udskamning der rammer dem.

Hvad nu hvis det slet ikke er tilfældigt at mænd udskammes, samtidig med at det biologiske køn benægtes, grænserne åbnes for alt og alle, globalismen dominerer, sproget forandres og normerne stormes: Kunne det altsammen være led i en større kultur- og magtkamp, en kamp om at forandre samfundet radikalt?

Mange af de kampe hænger sammen, ja, og kvindefrigørelsen, som i bund og grund var positiv og nødvendig, har efterhånden udviklet sig til en kamp mod mænd. Så har vi samtidig fået en identitetspolitisk bølge med et offerhierarki, hvor man jagter dem som har succes, i en slags socialistisk-marxistisk "klassekamp", som jo altid kører blandt mennesker, og som bunder i misundelse, altså noget meget grundlæggende menneskeligt, men også destruktivt - en af de syv dødssynder - og derfor noget man altid har skullet bekæmpe. Man har set det i misundelsen mod jøder, fordi de klarede sig godt, og mod hvide som også globalt set har klaret sig relativt bedre end de fleste i verdenshistorien. Om der er en direkte sammenhæng ved jeg ikke, men det er i hvert fald dukket en række bevægelser op som i praksis har arbejdet sammen i en art værdikamp.De maskuline værdier og dyder er under angreb generelt set, og den feminiserede stat, som jeg har skrevet om, er jo også blevet taget op på overstatsligt niveau i en bestræbelse på at gøre os allesammen ens og lige og solidariske - og på den måde er de klassiske maskuline og primale dyder under massivt pres. Og det var faktisk en af de vigtigste grunde til at jeg gik ind i "mandekampen", hvis man kan sige det sådan, det var at jeg fandt ud af at de problemer, vi har i samfundet -  skævheder, dårlige parforhold, psykiske lidelser, og de overnationale bevægelser som forsøger mere eller mindre bevidst at nedbryde nationalstaten - når man forsøger at analysere sig frem til hvordan vi kan undgå de her bevægelser, så er kernen at gøre mænd stærkere og gøre flere mænd til gode, stærke mænd, Det vil gøre at folk stemmer anderledes, at man er mere parat til at kæmpe for sine egen værdier, for sit eget land, ikke overlade alt til staten fordi man ikke magter noget selv,  at tage ansvar for sit eget liv og for sin familie, ikke bare lade børnene sidde alene med deres skærm i otte timer om dagen og føle sig forladt. Næsten alt det, der er galt med vores samfund kan føres tilbage til at mænd er blevet fesne og svage - ikke at det er deres skyld, men som konsekvens af samfundets udvikling - og derfor er løsningen også at gøre mænd stærkere, og især unge mænd. Og her er et af de store problemer, at den her "generationsarv" imellem fædre og sønner er jo forsvundet mere og mere - siden industrialiseringen, hvor arbejdet blev flyttet ud af hjemmet, væk fra familien, væk fra gården, ind i byerne og far blev fraværende. Senere kom også kvinderne ud på arbejdsmarkedet og børnene kom i institution, hvilket betød at hele den her generationsforpligtelse, hele generationsoverdragelsen fra forældre til børn, altså hele den her viden og erfaring om hvad et godt liv er og hvordan bliver man et godt og stærkt menneske, der kan tilpasse sig de rammer, der nu engang er - alt det forsvandt. Og det tab blev forstærket af 1968 og hele frigørelsesbølgen, som på mange måder også var en god ting - vi skal ikke ønske os tilbage til 1800-tallet - men fordi så meget blev overtaget af institutionerne som samtidig i høj grad blev feminiseret, ja det betød og betyder, at der mangler noget centralt i overleveringen fra generation til generation, fra kvinder til piger, men især fra mænd til drenge. Og det er et problem, for på den måde har vi faktisk tabt nogle generationer på gulvet, mener jeg. Og det er ikke blevet nemmere med det storbyliv i lejligheder, som vi typisk lever. Altså jeg kan jo ikke i det daglige som far lære mine sønner at lægge et tag, gå på jagt, tænde bål og klare sig i naturen. Med en hverdag i byen er det meget svært at lave de der mandefællesskaber, som er så vigtige, og som vi jo i hundredetusinder af år har haft, og hvor det handler om at gå på jagt, få tag over hovedet, skaffe rent drikkevand og sørge for sikkerheden - kort sagt at overleve. Ja, man kan spille Fifa samen og lave mad, men den der mandedisciplin, den bliver ikke længere overdraget - den skal man genopfinde. Jeg har selv forsøgt som 50-årig at genopfinde det, og genopfinde mig selv, fordi jeg selv er vokset op i et hjem med en fraværende far, men så er det jo for sent, ikke: Nu kan jeg pludselig se, efter et ægteskab: "ØV! hvor ærgerligt det var at jeg ikke gjorde det her!" Så vi skal jo igang tidligere, vi skal have fat i de unge, så de allerede som 18-20-25 årige er modne, og ikke de her forvoksede Fifa-spillende teenagere, som alt for mange desværre ender med at blive. Og det gør det jo ikke nemmere, at de få mænd som vores drenge så møder i institutionerne, ja det er de bløde mænd. Ikke et ondt ord om dem, med det er jo ikke de mænd der bruger mest tid i fitness-centeret eller på jagt og den slags. På den måde er drengenes kontakt til den gode, positive, og lidt rå maskulinitet meget fraværende. Mændene har simpelthen tabt institutionerne - og de blå har tabt institutionerne.Det er simpelthen et strukturelt problem vi har, at institutionerne er så domineret af feminine værdier, i en sådan grad at folk ikke længere kan se det: Vi er simpelthen blevet vant til, at det er bare sådan det er, og man kan ikke se hvordan det kunne være og hvordan det er endt med at alle løsninger er feminine: I må ikke slås, i skal snakke om problemerne og løse dem på den måde. Ikke at det er rigtigt at slås, men man kan altså ikke løse alle problemer ved at snakke om dem. Nogle gange er der også noget hierarki og noget kompetence, der skal afgøre tingene. Men nej, skolen og hele dens sprog, hele dens kultur er indrettet til pigerne og derfor er det jo ikke noget under, at drengene sakker agterud. Men det er så normaliseret, at vi ikke længere kan se det. Ingen siger: "Gud, det hele er jo indrettet efter pigerne og det er kvinderne, der bestemmer reglerne, dem der sætter rammerne for hvad man må sige og ikke må sige, hvordan tingene foregår, og at man skal sidde pænt og lytte og række hånden op når man vi sige noget. Og især de ikke-boglige drenge, de får altså ikke meget selvværd i af at sidde i sådan en "pigeskole", hvor de skal sidde stille og være søde og lave gruppearbejde og tværfaglige projekter - og hvor karaktererne, altså konkurrence-elementet , som tiltaler mange drenge, det også er forsvundet: Man skal indgå i en gruppe og ingen skal være bedre til noget end andre. Kun det sociale skal man være god til. Og det er  et problem. Et stort strukturelt problem.

Hvordan kommer vi ud af den her fastlåste, ja nærmest lidt håbløse situation?

Nøglen er, at vi hiver fat i drenge og unge mænd i en tidlig alder og viser dem, hvilke muligheder og værktøjer de har som mænd; gør dem bevidste om hvad det er for nogle udfordringer, de står overfor og hvordan de kan blive bedre til at finde deres egen styrke som mænd så de kan klare sig i den her feminiserede verden. Problemet er jo at mænd typisk kæmper alene, hvor kvinder kæmper sammen. Kvinder er "flokdyr". Mænd kæmper og falder og dør alene, så vi må skabe nogle drenge- og mandenetværk - som I også gør i Manderådet - fordi man er nødt til at have et forum, som man kan finde sin styrke i . Kvinder er jo i langt højere grad sociale væsener, og mens drenge har spillet fodbold og været oppe og slås ned i gården, så har pigerne tænk og talt og forhandlet sig til rette i deres fællesskaber. Så når du sætter en 20-årig ung mand sammen med en jævnaldrende kvinde, så er hun jo nærmest stensikker på at "vinde" den sociale kamp i forholdet om hvem der sætter dagsordenen, ikke fordi hun er ond eller manipulerende eller noget, men simpelthen fordi hun er meget bedre til sprog og til det sociale spil, og derfor kommer til at dominere i parforholdet. Og hvis manden så ikke har et netværk eller en større modenhed,så ved han ikke hvordan han skal tackle de svære situationer og bevare en balance i forholdet. Så derfor skal vi have fat i de unge mænd noget tidligere og lære dem hvad det er, de skal gøre for at lære at håndtere den måde, kvinder arbejder på og yde dem et kvalificeret modspil. Hvad de kan og skal og bør gøre for at få et bedre liv. Vi har brug for en ansvarliggørelse af mænd. Og den opgave må vi mænd tage på os. Vi skal simpelthen lære vores drenge og unge mænd - og os selv - at genfinde de bedste og mest positive sider af vores tabte biologi.

Thomas M. Nielsen
Redaktør