Stakkels Emil

Vi fejrer hvert år Kvindernes Internationale Kampdag under smældende faner, knyttede næver og utilsløret krigsretorik. Og at der foregår en kamp mellem kønnene, ja en krig mod manden og det maskuline, er tydeligt for enhver, der orker at følge den løbende debat: Den radikale, identitetspolitiske feminisme er blevet mainstream på venstrefløjen, ja langt ind over midten. Og vi møder den overalt.
Vi møder den i MeToo-bevægelsens nidkære forfølgelse af selv imaginære “krænkelser” i form af sjofle vittigheder eller såkaldt “uønsket seksuel opmærksomhed” fra ikke-lækre mænd. Vi møder den i “Samtykkeloven”, som rent kønspolitisk er et stærkt værktøj i den stigende kriminalisering af manden og den maskuline seksualitet, hvilket WA og Manderådet har afsløret i flere artikler og opslag på det seneste. Og vi møder ikke mindst den radikale, identitetspolitiske feminisme i ofte anvendte begreber som “mansplaining” og “toksisk maskulinitet”, hvor manden direkte latterliggøres for sin rationelle, ikke-emotionelle tilgang, og dæmoniseres for sin ikke-feminine adfærd. Eller i begreber som “sexisme”, “sexistiske kulturer” og “misogyne strukturer”, hvor det er selve mandekønnet som udskammes og kvindekønnet, der offergøres. Disse semi-psykiatriske termer fremstiller indirekte fjenden, altså manden, som “sygeligt afvigende”. Det er en velafprøvet taktik fra Sovjet-tiden, hvor politiske dissidenter over én kam blev erklæret for “skizofrene” og tvangsindlagt. Og selvfølgelig kan denne effektive metode også bruges i det 21. århundrede: “Hvis du er uenig med os, så er det fordi du er syg i hovedet!”

Selv ikke drengebørnene går fri: Det er nærmest blevet normen i skoler og børneinstitutioner at diagnosticere selve drengekønnet som problematisk, ja direkte behandlingskrævende. Således får hele tre gange så mange danske drenge som danske piger diagnosen ADHD, altså en alvorlig adfærdsforstyrrelse  – og ingen spørger sig selv, om det mon skyldes, at drengens særlige behov overses, og at børnehaven og skolen er indrettet på pigernes præmisser, ja at disse institutioner er overbefolket af kvindelige pædagoger og lærere med Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet, SF eller Radikale Venstre i Fjällræven?
I et tankevækkende indlæg i Berlingske Tidende ironiserede Gyldendals daværende direktør Morten Hesseldahl over, hvor markant forskelligt Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg har klaret mødet med det 21. Århundrede. Han skriver blandt andet:

Ligesom de gamle feminister lagde også Pippis døtre afstand til stereotype kønsroller, men i modsætning til de virkelige mødre nedtonede de ikke deres køn. Tværtimod. Lysten var ikke noget, man skulle skamme sig over, men gerne flashe iført fuld krigsmaling og bar hud. Pippis døtre ville selv til magten, have anerkendelse, sex og ikke mindst selvbestemmelse!”

Pippi er med andre ord blevet rollemodel for vor tids unge, progressive kvinder.
Men, fortsætter Hesseldahl, den uregerlige Emil er tværtimod røget i skammekrogen som sit drengekøns lidt ynkelige repræsentant:

“Emils rastløse væsen har med tiden fået en regn af diagnoser hæftet på sig, ligesom mange drenges hyperaktive energi generelt synes at få stadigt trangere kår i en institutionsverden, hvor sociale kompetencer, stille flid og gruppearbejde vægtes højere end fysisk udfoldelse og frisk foretagsomhed.
Det betød ifølge en undersøgelse af 112 skoler og 25.000 skoleelever i 4.-10. klasse foretaget sidste år af Skolens rejsehold, at 30 procent af drengene betegnedes som dårligt motiverede for indlæring, 35 procent skønnedes at have dårlige sociale kompetencer, og 25 procent fik et dårligt fagligt udbytte af undervisningen.
Ligesom Pippi viste sig at være det rigtige forbillede for en ny generation af kvinder, der havde fået nok af rammer defineret af mænd, kunne Emil være inspiration for de drenge, der i dag snapper efter vejret i rammer defineret af kvinder.
Skarnsstreger, støjende livsappetit og »krudt i røven« er ikke rigtig på skemaet i dagens institutions-Danmark, men det burde det. Der burde være plads til både Emil og hans sønner.”

Ja, det burde der – men det er der i stigende grad ikke: Drengen er blevet en taber i kraft af sit køn, og pigen er blevet en vinder i kraft af sit. Pippi er den ubestridte heltinde, mens anti-helten Emil har måttet flygte fra sin koleriske og evigt mentalt fraværende klovne-far og nu sidder fortumlet tilbage i sit snickerbo (læs: specialklassen) med alle sine diagnoser og snitter sine små symbolske træmænd som en anden ufaglært i jobprøvning.
Det burde virkelig give alle drengeforældre stof til eftertanke: Er vores sønner ved at betale prisen for feminismens sejre i kønskampen?
Og til Morten Hesseldahls skarpe analyse kan man føje dette: I Emils hjemland Sverige er hele 90% af alle speciallærere kvinder og en lignende tendens ser vi herhjemme. Så når (pige)skolen må opgive de arme drenge, hvis køn nu nærmest er blevet en psykiatrisk diagnose, ja så sender man dem videre til et system, som er om muligt endnu mere kvindedomineret, og hvor drengene nu slet ingen mandlige forbilleder finder. Kun velmenende, men ofte også lettere omklamrende kvindelige socialpædagoger eller psykologer, bevæbnet til det påklistrede tandsmil med repressiv tolerance og Ritalin.
Det skal nok “kurere” drengene. Eller rettere, sende dem ud i det desværre så tidstypiske fald imod en tilværelse som misogyn incel på samfundets absolutte bund. For hvor der er både karriere og medie-point i umaskeret mandehad og løse anklager om “toksisk maskulinitet”, “systemisk sexisme” og en “sexistisk kultur” på alle landets arbejdspladser, så er “mænd der hader kvinder” vel nok samtidens ultimative tabergruppe.
Og alt for få spørger sig selv, hvor dette desperate had dog stammer fra?
Og om ikke hadet til det modsatte køn brænder endnu stærkere blandt feminister?

Døm selv. Her er et indlæg af feministen Hanne Dam fra 2019. Hun plæderer for at

“…gå skridtet videre med ønsket om at bruge feminisme til – som kvindebevægelserne gennem historien har gjort – aktivistisk at ændre samfundet, opløse patriarkatet og derved ophæve kvinders underordnede position i samfundshierarkierne. Jeg er endda tilhænger af positiv særbehandling som redskab, hvilket mange finder kontroversielt, men intet tyder på, at ligestilling kommer af sig selv.”

Lyt lige til logikken: “Det kommer ikke af sig selv” –  i et demokratisk land med fuld ligestilling, og hvor halvdelen af alle vælgere er kvinder med frit valg til et uddannelsessystem domineret af kvinder. Nej, vi må så absolut “opløse patriarkatet” og indføre kvindekvoter, altså statssanktioneret kønsdiskrimination – hvilket netop var hvad S-regeringen besluttede i foråret 2022, til de røde støttepartiers udelte glæde. Men vel at mærke kun kvindekvoter til stillinger for de mest privilegerede og veluddannede kvinder i samfundets top, altså på ledelsesgangene og i landets bestyrelser. Ikke blandt kloakarbejdere, borebisser og renovationsarbejdere. Ikke blandt danske soldater, der fragtes hjem i kister eller kørestole fra Mellemøsten. Ikke blandt de dræbte i arbejdsulykker. Ikke blandt de unge ufaglærte. Og da slet ikke blandt de gadehjemløse, blandt de ensomme, blandt de ufrivilligt barnløse, blandt dem der kun ser deres børn hver anden weekend – eller aldrig -,  blandt misbrugerne – alle de steder på samfundets beskidte bund, hvor mænd er voldsomt overrepræsenterede. Her er tingene åbenbart præcis som de skal være. Her er ligestilling og kønskvoter nemlig en by i Rusland …

Det ultimative mål for den feministiske udgave af identitetspolitikken er simpelthen at rekruttere og mobilisere et helt køn i kampen mod de toksiske mænd, koste hvad det vil.
Det må stå tydeligt for enhver observatør, at feminismen i dens radikaliserede form reelt ikke handler om ligestilling, men om at overtage mændenes magtposition – vel at mærke uden at gøre sig fortjent til det efter meritokratiets spilleregler. Det er rå magtkamp: Manden skal detroniseres og dernæst straffes for sit køns historiske dominans ved at overtage kvindens påståede rolle som underdog. Så kan han sidde som en kastreret Emil og snitte træmænd sammen med alle de andre taberdrenge i specialklassen. Fiktionens Emil endte som sognerådsformand, men det gør den nye virkeligheds Emil ikke: han sluses over i en kafkask labyrint uden udgange på det lokale Jobcenter. Det er, bag “den gode sags” facade, den nye tids falske bud på ligestilling: Matriarkatet. Og vores sønner er de første ofre.

Hvor mange mødre er egentlig med på den byttehandel?
Og hvorfor mon Drengenes Internationale Dag slet ikke markeres, endsige fejres i ligestillingens land, men tværtimod bevidst ignoreres? Mon der kommer bedre mænd ud af oversete drenge?


Thomas Martin Nielsen
Cand. mag. og redaktør i Manderådet