Af Michael Bang, forældrefremmedgjort far, Sekretariatsleder i Manderådet
Når man benægter begrebet forældrefremmedgørelse, så svarer det lidt til at benægte overfor torturofre at tortur findes. De børn og forældre, der uretmæssigt og ved hjælp af manipulation er blevet berøvet kontakt til hinanden, fortjener en helt reel, ren anerkendelse af det hæslige og meget konkrete og velbeskrevne fænomen.
Forældrefremmedgørelse beskriver det fænomen, hvor den ene forælder fremmedgør den anden over for deres fælles barn eller børn. Barnet i midten bliver klemt, og ender med at skulle vælge side til fordel for den ene forælder, på bekostning af relationen til den anden forælder. Begrebet forældrefremmedgørelse er ikke en psykologisk term, for metoderne i fremmedgørelsen kan være vidt forskellige i forskellige situationer og forskellige lande og lovsystemer. Det kan både være psykologisk manipulation, der bliver brugt, splitting fx, men det kan også være brug af falske beskyldninger, eller med systemets hjælp, at bopælsforælderen flytter så langt væk fra den anden forælder, at samvær bliver praktisk umuligt, eller det kan være at man nægter at overholde samværsaftaler, og det ses at der er kombinationer af forskellige midler for at opnå forældrefremmedgørelse mellem den anden forælder og det fælles barn.
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil sagde det ret præcist i februar i Folketinget, nemlig at fænomenet havde været kendt længe, men at det nu var på tide at få det skrevet ind i lovgivningen. I Holland er det for nylig blevet kriminaliseret at “Forældrefremmedgøre”.
Trods det alment kendte fænomen, så sker det ofte i feministiske kredse at begrebet forsøges benægtet. Formålet? Det fremgår af et argument fra 2021, at begrebet er opfundet for at dække over mænd (ikke kvinder for kvinder begår jo aldrig vold vel?) der udøver vold mod kvinder og børn, så de med jura og begrebet Forældrefremmedgørelse, kan tiltvinge sig adgang til deres børn, trods de forbrydelser de onde mænd har begået. FN har netop løftet den forordning op på menneskerettighedsniveau i april måned, med stort set samme ordlyd og nonsens-argumentation. Læs den faglige kritik nederst her i indlægget.
Det er typisk feministiske organisationer, der ofte er økonomisk relateret til krisecentrene, som står bag kritikken af det overordnede begreb Forældrefremmedgørelse. Krisecentrene er da også en ret omfattende forretning, som er kritiseret for at gå under tilsynsradaren, når det handler om forældrefremmedgørelse. I dagens Danmark kan man nemlig tage ophold på et kvindekrisecenter sammen med sine børn, rette en falsk beskyldning mod barnets far (husk at servicelovens §109 stadig kun gælder for kvinder), og vupti, så har man en faglig udtalelse fra en medarbejder på et kvindekrisecenter, og man kan nu forhindre faderen i at se sit barn det næste år, mens sagen behandles. I det år kan man således gå i gang med at insinuere, intonere, bagtale, fortælle løgnehistorier mm om barnets far. Kig rundt i din omgangskreds og spørg dig selv, om du aldrig har hørt om en manipulerende mor, der har skabt splid mellem eksmand og børn? Nej vel?
Endnu en gang fremføres kritikken af begrebet nu i netmediet Altinget. To forskere i Samfundsfag og Erhverv fra RUC kaster sig ind i debatten og kritiserer Mette Thiesen for at have et blindt fokus på det, de kalder “pseudo-begreber”. Her skal de to forskere nok lige overveje deres sprogbrug. Begreber kan sjældent betegnes som værende “pseudo”, i modsætning til fx forskning, som sagtens kan være “pseudo”. Jeg vil således heller ikke beskylde Sarah Alminde og Hanne Warming for at bedrive “pseudo-kritik”, blot fordi de ingen seriøse forsknings-kilder har på deres påstande, som endda ligger langt udenfor de to forskeres faglige kerneområder. Havde de været forskere i psykologi, pædagogik eller jura, så kunne de muligvis have drysset lidt patina udover deres irrelevante forskningstitler. Det fremgår ret tydeligt af indlægget i Altinget , at de to damer ikke har sat sig ind i selve kernen i begrebet. Det er selvfølgelig anerkendelsesværdigt, at de tænker på, hvordan barnet har det i situationen, og den etiske problemstilling omkring det manipulerede barn er vigtig at forholde sig til, når man arbejder med Forældrefremmedgørelse. Fra deres udgivne litteratur fremgår det, at de begge har arbejdet med etik omkring børneinddragelse, og har arbejdet med etik omkring børns vidneudsagn. Det er vigtige emner, og hvis de havde sat sig ind i det helt faktuelle begreb Forældrefremmedgørelse, så havde de vidst, at præcis de samme etiske overvejelser går igen i arbejdet med børn, der bliver udsat for forældrefremmedgørelse. De havde også fundet ud af, at det netop er den form for etik, som den fremmedgørende forælder og det nuværende system ikke ligefrem er tynget af. Men helt at negligere et så stort og velbeskrevet fænomen er hverken etisk eller i børnenes interesse – tværtimod. De børn der bliver udsat for Forældrefremmedgørelse, de bliver reelt udsat for et eksistentielt overgreb på deres forældre-tilknytning. Man kunne ønske for de to skribenter – skribenter er nok mere passende titel end forskere er her – at de fik læst op på tilknytningsteori, før de skrev mere om børne- og forældrerelationer.
De kendte konsekvenser af Forældrefremmedgørelse og mistet kontakt til den ene forælder er selvskade, misbrug, psykisk sygdom, kriminalitet, selvmordsforsøg og i værste fald fulbyrdede selvmord. Det er en udvikling, der sker efter barnet mister kontakt til den ene forælder, og som ikke fandtes, mens barnet havde kontakt til begge forældre.
Mistet kontakt rammer ca 86 % fædre og 14 % mødre i højkonfliktsager, hvor en af forældrene mister kontakt. Kvinder har i mange år haft særstilling på området for adgang til børn efter ophør af samliv. Servicelovens §109 har skabt en underliggende industri for Danner-stiftelsen m.fl. I Manderådet ser vi på familieretsområdet som en del af “det feministisk-statslige industrielle kompleks”, et sammensurium af feministiske statsfinancierede NGO’er, et Familieretshus, der på bundlinjen skader mere end det hjælper, og en slet skjult slagside til fordel for især kvinder der er blevet skilt, og som ikke ønsker ligeværd på børneområdet med deres eksmænd.
En række uafhængige NGO’er, som ikke modtager statstilskud, herunder Manderådet, Foreningen Far, Ikke uden min datter, Vores børnebørn har ret til deres bedsteforældre, Delebarnets Vilkår, samt en række dokumentarudsendelser om børn, der er blevet voksne og i detaljer har fortalt om hvordan de blev manipulerede som børn, har gennem de sidste 20 år dokumenteret og beskrevet fænomenet Forældrefremmedgørelse. Det er uhyggeligt virkeligt for både børn og forældre, der har prøvet det. Hermed en kraftig opfordring til de to skribenter om at sætte sig ind i substansen, før de igen bruger ordet “pseudo” om et meget virkeligt og rædselsfuldt smerteligt begreb og fænomen for både børn og voksne.
Manderådets standpunkt omkring forældrefremmedgørelse
Forskningsbaseret kritik af FN’s politiske standpunkt
Amanda blev voksen og fortalte om hvordan hun blev fremmedgjort som barn
Fremmedgørelses-taktikker og hvordan man kan gennemskue dem
10 ting som du ikke får at vide af det fremmedgjorte barn, når du spørger