Ny bog af Marianne Stidsen: Med lov skal land nedbrydes

Sammenligningen med Zolas berømte åbne brev med titlen J’accuse! (“Jeg anklager!”) er uundgåelig, når man med stigende rystelse bevæger sig gennem det rædselskabinet af politiseret jura, som Med lov skal land nedbrydes med stor overbevisning fremmaner.

Det handler om den forkætrede Samtykkelov – og lad det være sagt med det samme: Der lægges ikke fingre imellem. Bogen er en veritabel tour de force. For den er, med forfatterens egne ord, et partsindlæg. Ja, tilmed et glødende et af slagsen. Og det skal Stidsen nok få revet i næsen i de lyserøde og lilla københavnske saloner og blandt de skallesmækkende mimoser på den identitetspolitiske venstrefløj, som jo er bogens egentlige anklagede.  De vil elske at hade denne bog, som de elsker at hade dens forfatter.
Men for denne læser er partsindlægget først og fremmest befriende, for hvem taler ellers de dømte mænds og drenges sag, dem som langsomt hensygner i vores fængsler med årelange voldtægtsdomme uden at de på noget tidspunkt har gjort sig skyldige i at bruge trusler eller tvang – endsige vold?
Hvem går ellers i brechen for de drenge, hvis forbrydelse er noget så uhåndgribeligt som, at de har forsømt løbende og vedvarende at indhente samtykke til sex, enten før eller under selve samlejet – med en pige, som helt frivilligt, aktivt og ved fuld bevidsthed har indledt et seksuelt samkvem med “forbryderen”?
Men det har hun så angiveligt fortrudt på et tidspunkt undervejs, uden dog at give udtryk for dette ved brug af helt almindelige ord som “stop”, “la’ vær”‘ eller “det her har jeg altså ikke lyst til” – eller ved fysisk at skubbe manden væk eller selv trække sig væk. Nej, forbrydelsen består i, at manden – efter kvindens helt subjektive udsagn – har forsømt at lodde stemningen med den af loven krævede Tag Heuer-lignende præcision undervejs. Og så er man(d) altså voldtægtsforbryder. Og man(d) skal flere år i fængsel, sammen med bandemedlemmer, voldsmænd, pædofile og narkohandlere. I retsstaten Danmark. I 2023. Er der noget, det kalder på, så er det da et glødende partsindlæg!

I bogen møder vi ti af disse dømte drenge og mænd. Vi møder deres forældre, nuværende kærester, famile og venner. Vi får deres retssager beskrevet, herunder de mange svagheder og løse ender – og vi hører de dømtes version af det, der er sket. For disse sager afgøres typisk på en grundlag så spinkelt som ord mod ord. Der er ikke tale om fysiske skader, blå mærker, truende knive  eller låste kælderdøre. Nej, der er tale om to mennesker, der er uenige om hvad der er sket i et rum, hvor kun de to har været til stede. Og hvor eventuelle vidner i tilstødende lokaler intet unormalt har hørt eller set.

Luk øjnene og tænk tilbage på din egen erfaring med det modsatte køn. Hvor mange uenigheder eller ligefrem skænderier har du haft med en kæreste, en ven(inde) eller en søskende om, hvem der sagde eller gjorde hvad i en ophidset situation? Hvis ellers du er et normalt menneske, så er dit svar formentlig: En del gange.
Forestil dig så at du røg  i fængsel i to et halvt år, fordi dommeren troede mest på den anden og kaldte dig voldsforbryder – helt uden bevisførelse og uden at du havde begået noget der bare ligner vold! Ja, tværtimod: Fordi du som anklaget ikke kunne bevise din uskyld, og ikke som det helt principielt og ufravigeligt gælder alle andre steder i juraen, nemlig at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist og anklageren har løftet bevisbyrden. Men det er man(d) altså ikke …

Det er denne fuldstændigt absurde tilstand i de danske retssale, som berettiger bogens passion, dens indignation, dens vrede. Marianne Stidsen er en løvemor, der kæmper for de andres unger, på vegne af handlingslammede og knuste forældre, og optændt af forargelse i ordets rene, leksikale betydning: Ordet kommer fra det tyske ”vorargen”, og betyder “fordærve”. Og ja, der er gået råd i det juridiske system.  Retstilstanden for de ofte unge mandlige anklagede stinker af fordærv. Der hersker en liglugt i de retslokaler, hvor drenge og mænd smides i spjældet med stemplet “voldtægtsforbryder” for ikke at have opfanget de mest subtile signaler under et samleje, som er indledt med begge parters frie vilje. Og først og fremmest er der råd i selve fundamentet i det danske folketing, som trods ti af elleve juridiske eksperters klare advarsler, alligevel enstemmigt vedtog en Samtykkelov, som de vidste ville føre til en helt uholdbar retstilstand, ja til justitsmord. Alt sammen fordi “for få” voldtægtsforbrydere angiveligt blev dømt efter den gamle lovgivning. Dengang for længe siden, i 2020, hvor “vold” – som ordbogen mærkværdigvis stadig definerer det – var “en handling eller adfærd som indebærer brug af fysisk magt beregnet på at beskadige, såre eller dræbe nogen”, og ikke som i Samtykkelovens forstand, at man som usikker 17-årig eller godtroende voksen angiveligt har misforstået små, non-verbale signaler fra en pige man havde hed sex med. Der er kafkask i al sin absurditet.

Med lov skal land nedbrydes er et kig ind i den helvedes forgård, hvor jura er blevet et skarpslebent kønspolitisk våben rettet mod mænd og mod den maskuline seksualitet. Mod manden som initiativtager til sex – og dermed et dumt svin, hvis initiativet viser sig at være uønsket, selv midt under eller værre endnu, efter samværet!
Det startede med MeToo og de offentligt fremførte anklager mod mænd, som helt uden bevisførelse, helt uden forældelsesfrister, helt uden en retslig proces knækkede halsen på stribevis af kendis-mænd.
Men hvad gør man ved de helt almindelige mænd, som ikke er kendte, og hvis liv man derfor ikke kan smadre ved at hænge dem offentligt ud? Jo, det har man nu Samtykkeloven og de danske retssale til.
What’s not to like? smiler fjerdebølgefeministerne, i en kort pause mellem to kapitler i romanen “11 %”, hvor nogle få overlevende mænd holdes indespærret af matriarkatet som avlsdyr.

Marianne Stidsens bog er et klart svar på det spørgsmål: “Hvad der er galt?! Såmænd at I er ved at smadre vores samfund – og det kommer ikke til at ske uden modstand!”

I bogens næstsidste kapitel samler Stidsen trådene fra de mange konkrete og hjerteskærende sager i ti fælles træk ved de mange domme efter Samtykkeloven.  Det er en effektiv og overbevisende måde at gøre de individuelle sager universelle på, og under læsningen ser man tydeligt mønsteret, man genkalder sig detaljer fra de dømtes vidnesbyrd og man ser gradvist det, som forfatteren kalder “Samtykkemønsteret”. 
Som læser bliver man så at sige “retraumatiseret” på egne og på de dømtes vegne, for det er i al sin gru simpelthen uudholdelig læsning:

Kvinderne lokkes ofte af andre til at anmelde for voldtægt; de får al mulig hjælp af et empatisk politi og anklagemyndighed, mens mændene lades i stikken og fra dag ét behandles som forbrydere; et flertal af kvinderne lider af forskellige former for psykisk uligevægt eller deciderede diagnoser; anklagerne mod mændene er påfaldende enslydende, hvilket indikerer, at kvinderne har fået hjælp af de såkaldte “bistandsadvokater”, som via deres indgående kendskab til tidligere sager ved præcis, hvad der fører til domfældelse; nok så mange selvmodsigelser fra kvindernes side og konkret bevisførelse fra de anklagede mænd har ringe eller ingen effekt på den endelige dom; anklagemyndigheden arbejder indædt på at finde andre lignende tilfælde i mændenes fortid, altså kvinder som kan overtales til at anmelde ting, der angiveligt er sket for år tilbage og på den måde booste en ellers tvivlsom anklage ved at postulere et mønster i mandens adfærd; dommene medfører ofte store kontante erstatninger – i omegnen af 100.000 kr. – hvilket i sig selv naturligvis kan få svage sjæle til at gøre en fjer til fem høns og et mislykket seksuelt samvær til en voldtægt; afgørende for den endelige dom er helt enslydende at “kvinden afgav en sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring” – det er altså narrativet og ikke bevisførelsen, der afgør om man(d) skal to-tre år i fængsel, og kvinden har god tid og ekspertbistand til at strikke sin forklaring sammen, mens manden helt uden varsel hentes i hjemmet eller sågar på arbejdspladsen og køres til forhør, iført håndjern, og i stærkt oprevet sindstilstand; endelig indsættes de dømte mænd i det værst tænkelige miljø i rigtige fængsler med hårdkogte kriminelle, som betragter en voldtægtsforbryder som frit bytte – af samme grund opholder de samtykkedømte sig typisk helt alene, uden selskab i deres celle i 23 af døgnets 24 timer, simpelthen af angst for hvad der kunne tilstøde dem i mødet med fx bandemedlemmer med lange voldsdomme. Det kan meget vel ødelægge dem for livet.

Derfor er bogens afsluttende konklusion både klar og overbevisende: Loven skal ændres eller helt fjernes, simpelthen fordi den i bogstav og ånd bryder med nogle helt centrale principper i et retssamfund. Samtykkeloven er en påbudsparagraf, som dikterer hvad du skal gøre for ikke at blive dømt, i modsætning til en traditionel forbudsparagraf, som fortæller dig, hvad du ikke må. Og på den måde fører den uundgåeligt til en omvendt bevisbyrde: Det er den anklagede, der ender med at skulle bevise, at der var samtykke. Og det siger sig selv, at det er en umulig opgave. For hvordan beviser man, at noget er sagt eller på anden måde udtrykt i et rum, hvor kun to personer har opholdt sig – og hvor den anden påstår det modsatte? At man overhovedet kan dømmes på det grundlag er en juridisk og moralsk skandale, og Samtykkeloven må derfor kasseres som det juridiske misfoster, den er. Ingen anden konklusion er mulig.

Køb bogen, læs den – og hvis du efter at have vendt den sidste side har det som undertegnede, så sæt dig ned og skriv et brev til den, du stemte på ved det seneste folketingsvalg, og fortæl ham eller hende, at det her må stoppes: Også en mand er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Jura og radikal-feministisk ideologi må adskilles. Retsstaten må genoprettes i Danmark. Og det haster.

Thomas Martin Nielsen

Redaktør i Manderådet