Fredag d. 15/9 kl. 09:00 var Thomas Martin Nielsen og Torben Haugaard inviteret til et personligt møde med Digitaliserings- og Ligestillingsminister Marie Bjerre.

Invitationen kom i  anledning af en invitation til ministeren om at deltage i et debatprogram med titlen ”Er ligestilling en illusion?”, som ministeren afslog, men i stedet sendte en invitation til et personligt møde.

I mødet deltog foruden ministeren, hendes ministersekretær Mads Holt og to andre politiske rådgivere en kvinde og en mand, som vi ikke fik navnene på.

Ministeren indledte mødet med at orientere os om, at hun var i gang med et initiativ for mænd og drenge, da hun er blevet opmærksom på, at ligestilling i lang tid kun havde handlet om kvinder, men at der også er en række problemstillinger for mænd og drenge, når det gælder ligestilling. Ministeren henviste blandt andet til normalfordelingskurven, hvor mænd dominerer både toppen og bunden af vores samfund, hvor især dominansen i den nederste del er et problem.

Hun nævnte desuden en fremskrivning, der fortæller, at om nogle år, vil 1/3 af alle kvinder tage længerevarende videregående uddannelser, hvor kun ca. 1/5 del mænd vil være repræsenteret i disse uddannelser.

Manderådet (MR) kommenterede

Vi har længe været klar over denne problematik, men har i de senere år oplevet en tiltagende mandefjendtlighed, som blandt andet er én af grundene til, at Manderådet findes. På en lang række områder oplever vi i Manderådet en diskrimination og ringeagtelse af manden og maskuliniteten, som vi vil komme ind på under mødet.

Med hensyn til den stigende ulighed inden for de akademiske uddannelser, gjorde vi opmærksom på en række konsekvenser af den kommende ubalance. Generelt vil det føre til en meget stor social ulighed, idet vi ved, at kvinder kun undtagelsesvis indgår parforhold med partnere på et lavere socialt niveau. 

Det indebærer, at der ikke vil være en mandlig partner til alle de veluddannede kvinder, der med stor sandsynlighed i stedet vælger at blive solomor. Det vil betyde, at vi om nogle år vil opleve en lille elitær gruppe af meget ressourcestærke familier, en stor mellemgruppe af almindelige parforhold, men hvad værre er, er en voksende  gruppe af mænd, der aldrig bliver fædre. Denne gruppe er i dag på 25%, men ser ud til at stige til 30-35% om nogle år. Altså, hver 3. mand bliver aldrig far.

Endvidere mener vi, at en væsentlig årsag til den skæve udvikling i uddannelsessystemet, er  at folkeskolen er blevet en pigeskole, hvor drenge har svært ved at passe ind. Det ses tydeligt på gennemsnittet af karakterer ved afgangseksamen. Derfor ligger der foran os en meget stor udfordring i at få ændret forholdene i folkeskolen, så de i langt højere grad imødekommer drengenes behov for læring og udvikling. Og løsningen er IKKE, at drenge skal feminiseres, så de kan sidde stille og opføre sig som piger. Vi skal have maskuliniteten tilbage i folkeskolen med et mere fysisk og konkurrencemæssigt udtryk og med pædagogik og didaktik, der passer bedre til drengene.

Vi gjorde opmærksom på, at vi meget gerne deltager med vores viden og erfaring i forhold til det forestående initiativ for mænd og drenge. Vi har trods alt mange års erfaring i netop disse to roller og kan bidrage kvalitativt, så vi kan få rettet op på  den meget store ulighed mellem mænd og kvinder i samfundet.

Ministeren var positiv. Vi bad om at få udkast, så vi kan kommentere det.

Øremærket barsel

Ligestillingsministeren spurgte om vores holdning til øremærket barsel, som hun mente er et godt initiativ for fædre.

MR kommenterede.

Indledningsvis er det på tide, at funktionærloven ændres, så fædre der tager barsel kompenseres lønmæssigt på lige fod med mødrene under deres barsel.

Vi mener desuden, at barsel 100% er et privat familieanliggende, og at fordelingen er noget,  forældrene selv må arrangere og beslutte. Vi mener, at det er fint, at nogle fædre meget gerne vil tage barsel med deres børn, men at det tidligst skal være fra den 10. måned efter fødslen. 

Der er mænd, der af personlige årsager, arbejdsmæssige og praktiske årsager ikke har mulighed for at tage barsel. For nogle mænd er det at håndtere et spædbarn meget fjernt og vanskeligt. Derfor kan man ikke over én kam forlange, at alle mænd skal tage barsel. Og i den forbindelse finder vi, at det er dybt urimeligt at straffe familien, hvis faderen af forskellige valide årsager ikke har mulighed for at honorere kravet om øremærket barsel, men at moderen både gerne vil og har muligheden for at tage hele barslen.

Det sagt, finder vi det besynderligt, at folketinget vedtager en lov, der tvinger fædre på barsel samtidig med at folketinget har vedtaget en lov, der i princippet betyder, at fædre ikke anses som nødvendige i børns opvækst.

Ministeren forstod ikke helt, hvad vi mente.

Lov om fri fertilitet = Lov om assisteret reproduktion, ifølge hvilken enlige kvinder på statens regning kan sætte børn i verden og dermed helt bevidst berøve barnet 50% af dets biologiske ophav allerede inden det er kommet til verden – uden barnets accept og billigelse.

Det indebærer, at et barn skal vokse op i familie med kun en voksen rollemodel, med risiko for udvikling af en usund symbiose og mangel på læring om hvordan to forældre i fællesskab får en familie til at fungere i medgang og modgang, ikke mindst ved at supplere hinanden med forskellige biologisk betingede styrker og egenskaber…

Vi er meget uforstående overfor, at man tillader det i et oplyst og veludviklet samfund. Det er overgreb og en meget stor psykisk belastning for børn, et synspunkt som understøttes af moderne forskning.

Et moderne ægteskab/forholds chance for at lykkes er som at slå plat eller krone. Tæt på hvert andet ægteskab går i opløsning. I det perspektiv er det uforståeligt, at Familieretshuset håndhæver en regel, der siger, at hvis et barn er under 3 år ved en skilsmisse, så er moderen helt automatisk primær omsorgsperson, og der kan ikke blive tale om en ligeværdig samværsordning, uagtet at manden har taget al den barsel, han kunne i barnets første leveår.

Endvidere har folketinget med vedtagelsen af Lov om psykisk vold (der fik champagnepropperne til at springe hos Grevinde Danner) givet alle de kvinder, der ønsker at slippe af med faderen i forbindelse med skilsmisse, et vigtigt instrument: De kan blot henvende sig i et kvindekrisecenter og hævde sig udsat for psykisk vold, der er meget svært at dokumentere. Men anmeldelsen betyder, at der er tale om en konflikt, hvorfor der ikke kan blive tale om en ligeværdig samværsordning med barnet – uagtet at manden har taget al den barsel kan kunne i barselsperioden og i øvrigt har taget fuld del i barnets opdragelse.

Endelig er det tankevækkende, at det er meget vigtigt, at forældrene tager barsel, men når barnet er under et  år gammelt kommer det i institution på fuld tid, og så er forældrene ikke længere nødvendige, og barnet bringes ind i en massiv institutionalisering med stor risiko for tilknytningsproblemer med forældrene.

Af ovennævnte grunde oplever vi, at øremærket barsel ikke handler om fædres vigtige relation til deres børn, men i langt højere grad handler om, at kvinder skal hurtigere tilbage i arbejdsmarkedet og deres karriere. Det er i vores øjne den vigtigste  grund til at kvindeorganisationerne går ind for øremærket barsel til fædre.

Vi mener, at alle de mænd, der ønsker at tage barsel med deres børn, skal have mulighed for det og at kompensationen følger med på lige fod med mødrenes. Endvidere at familien ikke skal straffes, hvis fædrene ikke af forskellige valide årsager kan tage barsel.

Med hensyn til statsfinansieringen af solomødre, mener vi, at det skal stoppes. Barnet skal som minimum vide hvem faderen er og allerede fra 3-årsalderen have mulighed for at have kontakt med den biologiske far, således barnet kan opleve en balanceret identifikationsopbygning gennem opvæksten. 

Endelig er vi af den opfattelse, at de første 3 år af barnets levetid er forældrenes/familiens ansvar. Forældreorlov skal udvikles og anvendes i højere grad med mulighed for skiftevis at gå på nedsat tid for begge forældre. Indtil barnets 3. år er det rigeligt med 3-4 timer i institution om dagen. Det underbygges i denne artikel i Berlingske. 

Samtykkeloven og MeToo

Ministeren gav udtryk for den opfattelse, at vi havde fået “en bedre kultur” og en mere respektfuld omgang mellem kønnene som følge af MeToo og Samtykkeloven, og at sidstnævnte  har haft en positiv effekt set i lyset af en markant øgning af antal anmeldelser og domfældelser. 

Ministeren argumenterede desuden med, at loven slet ikke virkede inden vedtagelsen af Samtykkeloven, fordi alt for mange voldtægter ikke blev anmeldt.

MRs kommentarer:

Vi er slet ikke enige i, at samtykkeloven er en positiv udvikling på voldtægtsområdet. Tværtimod! 

Med den lov er dansk retspraksis vendt 180 grader, således at man(d) er skyldig indtil det modsatte er bevist. Hos politiet og domstolene har man anlagt den holdning, at offeret altid har ret, hvis vedkommende fremstår troværdig og sammenhængende i sin forklaring. Det afføder den præmis, at alle kvinder i disse sager altid taler sandt. Med mange års erfaring i arbejdet med mennesker, herunder som ansat i politiet for Torben Haugaards vedkommende, ved vi, at det ikke er tilfældet. Hvorfor vi i dag oplever, at mange unge mænd kommer i fængsel på falske beskyldninger, som de ingen chance har for at tilbagevise, idet man har valgt at stole på offerets subjektive opfattelse af en given oplevelse.

Ministerens opfattelse modsiges også af en helt ny undersøgelse gennemført af Epinion, som viser at fire ud af ti mænd har svært ved at tolke om kvinderne giver samtykke og at to ud af ti unge kvinder har svært ved at udtrykke samtykke.

Med andre ord: Mange unge mænd kan ikke aflæse de unge kvinder – og 20 % af de unge kvinder kan ikke udtrykke samtykke. Altså er vi ude på den helt tynde is, når mænd kan idømmes to et halvt års fængsel, en bøde på 100.000 kr og en smadret fremtid så spinkelt et grundlag.

Endvidere har det allerede fået stor negativ indflydelse på de unge generationers sociale liv. Vi har selv sønner i den alder, der kan fortælle, at de er begyndt at trække sig fra pigerne, da de ikke vil risikere at blive anmeldt og få ødelagt resten af deres liv. Netop denne pointe bekræftes af en helt ny undersøgelse fra Det kriminalpræventive Råd. Vi henviste desuden til et par konkrete sager, som også er gengivet i Marianne Stidsens nye bog, Med lov skal land nedbrydes, der behandler 10 konkrete sager.

De unge piger oplever også, at drengene trækker sig. Alt i alt har samtykkeloven ført til en yderligere polarisering mellem kønnene, hvor man har givet det ene køn en licens til at fælde en ung mand hvor som helst og når som helst, og påstanden  behøver ikke en gang at være sand. 

Og værst af alt er, at det at fremsætte en falsk anmeldelse ikke har noget som helst konsekvenser for kvinden, da også falske anmeldelser i samtykkesager er meget vanskelige at bevise.

Vi stiller os helt  uforstående overfor, at Folketinget har vedtaget en lov, som kun én ud af straffelovrådets 11 medlemmer stemte for. Igennem årtier har det sociale spil mellem unge mennesker ændret sig, og man har over tid  fundet en norm inden for hvilken unge kender til de gensidige adfærdsregler. Med samtykkeloven er det ophævet og det har skabt stor usikkerhed – hos begge køn. Man har givet kvinden retsmyndighed og ophævet hendes ansvar for hendes egen promiskuøse adfærd.

Alt i alt er det både juridisk og retmæssigt uholdbart,  og derfor skal samtykkeloven trækkes tilbage. I  stedet skal der iværksættes en oplysningskampagne, der også skal indeholde rusmidlernes betydning for at unge mennesker bringer sig i situationer, som de efterfølgende fortryder.

Familieretssystemet

MR bragte den manglende ligestilling i familieretssystemet ind i samtalen.

Med vedtagelsen af det nye familieretssystem stadfæstede Folketinget, at det danske samfund er et skilsmissesamfund. Vi var nogle, der var engageret i den politiske proces op til vedtagelsen og advarede imod den udformning, den nye lov fik. Vi anbefalede, at der skulle afsættes  midler til forebyggelse af skilsmisser, hvilket vil være en meget stor økonomisk fordel for både samfund og familie. Det blev der ikke lyttet til.

I forbindelse med høringsprocessen, blev der lavet en ekstra høringsproces, der handlede om vold og psykisk vold. Den høring førte til vedtagelsen af Lov om psykisk vold, der blev vedtaget og trådte i kraft en måned før det nye familieretssystem trådte i kraft 1. april 2019.

Som tidligere nævnt fremkaldte det jubel hos LOKK og Grevinden Danner. Hermed fik kvinderne et meget vigtigt instrument til at komme af med faderen til deres børn, hvis de ønskede det i forbindelse med skilsmisse. Og den er blevet brugt flittigt lige siden.

Især er Lov om psykisk vold et meget vigtigt instrument i kvindekampens ultimative frigørelse og erobring af magten over reproduktionen. Det er påvist af familieretsadvokater, at loven misbruges i kvindekrisecentrene, der har en proces, der sættes i gang, når en kvinde henvender sig. Eksperter: Lov om psykisk vold kan misbruges i skilsmissekonflikter (jyllands-posten.dk)

Den er også en central del af forældrefremmedgørelsen, som socialministeren i begyndelsen af året satte fokus på. Indtil da nægtede ledelsen i Familieretshuset, at dette begreb overhovedet eksisterede i Danmark.

Det er særdeles vigtigt at der bliver lavet en gennemgribende undersøgelse af Familieretshusets vejledninger, som er udarbejdet efter vedtagelsen af loven.

Familieretshuset er et mandefjendtligt system, hvor den konfliktoptrappende forælder, som i 86% af tilfældene er kvinder, både belønnes og honoreres for at skubbe faderen ud af børnenes liv. I Danmark har kvinder en økonomisk gevinst ved at blive skilt, hvor mænd har et stort økonomisk tab, samtidig med at de mister kontakten med deres børn. Vi har fået skabt en situation, hvor mænd får børn, men ender med at bo mest sammen med andre mænds børn og med deres egen børn som gæster i deres liv. Det er uholdbart og skal ændres.

Manderådet er af den opfattelse, at vi skal have fædrene tilbage i børnenes liv på lige fod med mødrene.

100.000-vis af fædre og børn er ramt og traumatiseret af Familieretshusets sagsbehandling og praksis og før det Statsforvaltningens praksis. Og vores oplevelse er, at forskellen på Statsforvaltningen og Familieretshuset alene er, at navnet er ændret. Det er de samme bygninger, de samme kontorer, de samme medarbejdere, med en meget skæv kønsfordeling på 90/10 i kvindernes favør, med de samme holdninger og meninger om, at børn tilhører mødrene.

Det accepterer vi ikke, og vi opfordrer til at begrebet forældrefremmedgørelse snarest vedtages og indføjes i loven. At alle børn i udgangspunktet skal have et ligeværdigt samvær med begge forældre i forbindelse med familieopbrud. Kun i særlige tilfælde og med klar dokumentation kan dette fraviges i forhold til forældreegnethed. At beskyldninger mod den ene forælder ikke har opsættende virkning i relation til samvær med barnet og at anmeldelsen undersøges øjeblikkeligt. Og endelig at falske anmeldelser straffes hårdt.

En konference

I relation til den debatserie, som MR inviterede ligestillingsministeren til at deltage i, har vi erfaret at ingen kvinder ønsker at stille op til denne debat. Det undrer os, at ledere af kvindeorganisationer, der er finansieret enten direkte på finansloven (KVINFO) eller via fonde legater mm. kan undslå sig fra at stille op til en saglig og seriøs debat om kønspolitiske temaer, som de selv fremfører meget ofte.

For eksempel har vi ved flere lejligheder opfordret bl.a. KVINFO til at mødes med os i åben debat om de myter omkring et løngab på 14 % mellem mænd og kvinder, som KVINFO og en lang række andre kønspolitiske organisationer og meningsdannere igen og igen bringer til torvs, til trods for at det reelle tal er under 2 % – et tal der tydeligvis undrede ministeren, som forbløffet udbrød: “Det er ikke det tal jeg hører!” 

Ikke desto mindre er det tallet – og det fremgår tilmed af KVINFOs egne tal, som de har delt med ministeren ved et møde i foråret 2023: 

I “rå tal” er der en lønforskel mellem mænd og kvinder på 14.4 %. Men når man renser lønforskellene for det faktum, at en række afgørende karakteristika er skævt fordelt på de to køn, står man tilbage med 15% af lønforskellen mellem mænd og kvinder på 14.4 %, altså 2 % af den samlede lønforskel, som er “uforklaret”. Kilde: Vive 

Og her er KVINFOs egne tal omkring ligeløn:Her ender vi på en uforklaret (ikke lig med uforklarlig) lønforskel på 1,8 %. Og det er disse reelle tal, vi forgæves har forsøgt at få en åben og saglig debat om.

MR opfordrede derfor Ligestillingsministeren til at lave en konference sammen med MR med titlen “Ligestilling – ligeværd og lige muligheder”. På denne konference kan vi i fællesskab komme i dybden med disse begreber, problemstillinger og uenigheder, så vi kan få en fælles forståelse af, hvad de betyder – eller i det mindste få afklaret hvor vi er uenige, og hvorfor.

I MR har vi gennem årene erfaret, at vi mænd ikke har taleret ind i begrebet ligestilling. Dette begreb er defineret af kvindeorganisationerne, der både har fortolkningsret og anvendelsesret over begrebet. Og begrebet handler kun om kvinders ret til at få adgang til mænds positioner og privilegier, hvor mænd stadig dominerer.

Mænd har simpelthen ikke taleret, når det gælder ligestilling, og når vi ønsker at påpege de mange steder i samfundet, hvor kvinder dominerer, som f.eks. i den offentlige sektor og alle de institutioner, der hører under her.

Økonomi

MR henledte Ligestillingsministerens opmærksomhed på den enorme økonomiske ulighed, der er i den økonomi, som stilles til rådighed for kvindeorganisationer i forhold til MR og andre mandeorganisationer. Vi mener, at vi også bør tilgodeses i det vigtige arbejde, vi laver for mænd, fædre og børn, som ministerens selv indledningsvis fortalte, at hun har fokus på. Der mangler i dén grad økonomisk ligestilling på dette vigtige område.

Afslutning

Afslutningsvis gentog MR at vi er positivt indstillet på at bidrage til det initiativ, som Ligestillingsministeren er ved at sætte i gang for mænd og drenge. Vi har meget stor erfaring på området og vil gerne se de udkast, som der arbejdes med for tiden, og have mulighed for at bidrage til processen.

MR har det helt overordnede mål at samle befolkningen, frem for at fortsætte den polarisering og kønskrig, som er fremherskende i disse år. Vi står over for en fremtid, som er kompleks som aldrig før med kriser, krige og uro mange steder i verden, flygtninge og inflation. Det kræver at vi samarbejder med de kompetencer vi har som de køn vi er, om en fælles målsætning om at styrke samfundet og ikke mindst bringe de kommende generationer godt i vej.

Manderådet v. Torben Haugaard og Thomas Martin Nielsen