I anledning af Mændenes Internationale Dag 19. nov 2023, var Thomas Martin Nielsen inviteret til at dele en trist historie om Etisk Råds manglende interesse for fædre i abortspørgsmålet.
Her er Thomas’ tale fra dagen.

Vi bringer her et billede af den biologiske far som Etisk Råd og Ligestillingsministeren ser ham

Temaet for denne dag er som bekendt mænds manglende synlighed i debatten om køn og ligestilling. I den forbindelse stiller jeg spørgsmålet:
Skal vi mænd egentlig interessere os for debatten om en hævet abortgrænse, ja for spørgsmålet om fri abort i det hele taget?
Jeg synes det. Et foster bliver ikke til uden en far. Så enkelt er det. Derfor skal vi mænd naturligvis engagere os i spørgsmålet om “kvindens ret til at bestemme over sin egen krop”, som det helt kontrafaktisk lyder. Fosterets krop er fosterets.
Og min overbevisning blev kun styrket, da jeg besluttede mig for at nærstudere Etisk Råds “Udtalelse om grænsen for provokeret abort” som blev offentliggjort for nylig.
For her bemærkede jeg til min store forbløffelse og dybe undren, at den biologiske far helt og aldeles udelades, i både Etisk Råds overvejelser og i selve lovgivningen om abort.
Han er ikke nævnt med ét eneste ord! Ja, faktisk er det værre. For faderen ignoreres med en helt vild arrogance. Hør selv hvad Etisk Råd skriver:
“Når man reflekterer over, hvornår det kan forsvares at fremprovokere en abort, er der en række hensyn, som i varierende grad kan spille ind på ens overvejelser. Ét centralt hensyn er til den gravide. Et andet hensyn er til fosteret, mens et tredje hensyn er til det personale, som skal udføre en eventuel abort. Endelig kan der også være bredere samfundshensyn, fx angående kvinders eller personer med funktionsnedsættelses stilling mere generelt.”
Her taler Etisk Råd helt eksplicit om at reflektere, altså tænke længere og dybere over, om det overhovedet kan forsvares at udføre provokerede aborter, af hensyn til de involverede parter. Men de “centrale etiske hensyn” inkluderer altså ikke den biologiske far. Han er helt usynlig, til trods for at det er præcis lige så meget hans foster / kommende barn, som det er den gravide kvindes.
Selv hensynet til sundhedspersonalet nævnes. Sågar et “bredere samfundshensyn” nævnes. Men ikke faderen?

Vi kan altså konkludere, at Etisk Råd, efter nøje overvejelse, betragter faderen som helt irrelevant i forhold til spørgsmålet om abort.
Mon det er i overensstemmelse med den gængse opfattelse i befolkningen?
Hvor mange af jer er fædre?
Hvordan harmonerer Etisk Råds syn på faderen med jeres personlige erfaring som fædre? Gik I som fædre op i fosterets ve og vel, med liv og sjæl fra første stund? Havde I søvnløse nætter, hvis alt ikke gik som det skulle? Glædede I jer? Bekymrede I jer? Tænkte I over, at I var helt uden rettigheder? Helt perifere? Ligegyldige? Var det sådan, jeres hustru eller kæreste så jer?
Nej, vel? Tværtimod!
Og derfor er såvel Etisk Råds som lovgivningens manglende inklusion af den biologiske far i abortspørgsmålet rent ud sagt skandaløst. Det gør mig både vred og trist som ansvarlig og omsorgsfuld mand og far.

Derfor satte jeg mig også ned og skrev til Etisk Råd, som efter et par uger fremsendte følgende standardsvar:
“Tak for din henvendelse til Det Etiske Råd. Oven på offentliggørelsen af Det Etiske Råds udtalelser om provokeret abort og dødshjælp modtager vi utroligt mange henvendelser om dette emne – og desværre langt flere end vi kan give det mere omfattende svar de ofte fortjener.
Rådet er taknemmelig for alle de henvendelser, kommentarer og kritiske bemærkninger som sendes. De indgår alle i den samlede evaluering af rådets arbejde med de to emner.”
Så skrev jeg til såvel Ligestillingsministeren som Sundhedsministeren og bad dem forholde sig til både det manglende svar fra Etisk Råd, samt den biologiske fars totale og helt absurde fravær i abortlovgivningen generelt.
Så skrev Etisk Råd søreme igen! Den ansvarlige havde været “bortrejst”, viste det sig – men nu skulle jeg nok få svar.

Og hold nu godt fast, for her er hvad Etisk Råd skrev til deres forsvar:
“Hvad angår farens rolle, er den blevet vendt i rådet, men når rådet skulle foretage en prioritering af de mest centrale hensyn, har det fundet, at hensynet til faren ikke vejede lige så tungt som hensynet til den gravide, fosteret, personalet og samfundet. Det ville dog nok være kommet med som det femte, hvis rådet havde valgt at tage fem hensyn med. Så Rådet mener, at en potentiel far er en part i sagen, som har krav på hensyn, men ikke lige så central som de andre, og der er af den grund ingen rådsmedlemmer, for hvem hensynet til faren har været centralt og afgørende for deres stillingtagen.”

Så der står det, sort på hvidt: Den biologiske far er så perifær, at han kun kommer med ved en ekstraordinær fintælling, fremkaldt af en klage, og helt i strid med formuleringen “Endelig kan der også være bredere samfundshensyn …” som jo klart indikerer at listen med de fire hensyn er udtømmende.

Som flødeskummet på lagkagen kom der så i forgårs svar fra Ligestillingsminister Marie Bjerre:
“I forhold til retten til fri abort deler jeg ikke jeres synspunkter. Jeg mener, at hensynet til kvinder og pigers ret til selv at kunne bestemme over deres egen krop og liv er helt grundlæggende. Den fri abort har og har haft kæmpe betydning for kvinder og piger, for ligestillingen og for kvinders mulighed for at deltage i samfundet. Det er ikke et let valg at få en abort, men det er i sidste ende den enkelte kvindes.”

Hun nævner ikke engang faderen, vores ligestillingsminister.
Vi kan koldt konkludere, at ingen af lægerne, teologerne, jordemødrene, sygeplejerskerne, sociologerne, direktørerne og professorerne i Etisk Råd – og altså heller ikke Ligestillingsministeren, som er uddannet jurist – mener, at hensynet til faderen er centralt eller afgørende i forhold til beslutningen om at aflive hans kommende barn.

Nej. Vi behøver ikke engang at nævne ham. Han eksisterer ikke, den usynlige mand.

Thomas Martin Nielsen
Redaktør og styrelsesmedlem i Manderådet