Der er påfaldende stille på midten, når det kommer til drenges, mænds og fædres problemer i dagens Danmark. Ingen svar fra det regerende parti, Socialdemokraterne, der har en selverklæret ‘Børnenes Statsminister’ i spidsen samt i øvrigt en god håndfuld feminister på ministerposterne. Feminister, som hævder at feminismen skam står for ligestilling, og det på en måde så alle får glæde af den, hvis deres hensigtserklæringer og formuleringer udadtil skal stå til troende. Ministre, som netop nu sidder på de poster, hvor den nødvendige forandring kan iværksættes.

Heller ikke Moderaterne, den nye dreng i klassen, med en erfaren herre i spidsen, har givet svar på vores forespørgsel. Det kan godt vække en del undren, da herren i spidsen, Lars Løkke, har oprettet en fond i eget navn, som arbejder for bedre forhold i skolen for drengene. Er denne interesse i drengens vilkår kun tilsyneladende? 

Fraværet af netop disse to partiers svar er særdeles ærgerligt set fra Manderådets synspunkt, da de repræsenterer den for tiden mest sandsynlige magt efter valget. 

Heller ikke Venstre eller Radikale Venstre har svaret. Radikale Venstre har vi dog haft en positiv dialog med. De har vist interesse for at ville svare kvalificeret og har på grund af valgkamp været presset på ressourcer til dette. 

At Venstre heller ikke svarer vækker undren, da partiet har en ordfører, som med deltagelse i beslutningsforslag og samråd har været politisk aktiv på området. Vil partiet ikke stå frem med sine generelle holdninger for området? 

Skulle nogle af de manglende partier vælge at svare indenfor den nærmeste fremtid, opdaterer vi naturligvis artiklen hurtigst muligt. Ser man på hvilke partier, der har svaret, kan man godt få den tanke, at de store, centrale partier ikke har mod til at gå ind i kønsproblematikker, så længe de angår hankønnet.

Hvorfor nu det?

Er emnet mon for ubetydeligt lille og den politiske verden ikke moden til at tage det alvorligt? Det er dog næppe svaret, da det modsiges af yderpartiernes interesse.

Er det grundlæggende af frygt? Frygt for at emnet opfattes som værende for kontroversielt? Frygt for at emnet er for stort eller for uforudsigeligt og dermed for risikabelt at spille ind i valgkampen? 

Eller er der for megen intern modstand, politisk for lidt at vinde eller feministiske dagsordner, der skal tages hensyn til?

Resultatet er ikke desto mindre en fortielse og negligering af drenges, mænds og fædres vilkår, blandt dem, der virkelig har musklerne til at ændre noget. Det må siges af være en bekymrende stedmoderlig behandling.