For godt en uge siden bragte dagbladet Politiken et indlæg af fire unge kvinder, som fortalte hvor trætte de er af den midaldrende mand og hans privilegier, og at de nu har fået den idé at nedbryde patriarkatet.
Manderådets Redaktion23 – organet for saglig oplysning om mænd og fædre – reagerede med et modsvar, som Politiken valgte ikke at bringe. Det var vi egentlig forberedt på, for vi brød jo bevidst en af feminismens nye regler: Man ikke må svare, hvis ikke man bliver spurgt. Ærgerligt, for vi mener jo netop, at dialog er vejen frem. Derfor får du vores modsvar her, ganske gratis og helt uden betalingsmur:

Brydningstid
Der foregår noget interessant med unge kvinders indoptagelse af den mest moderne og hidtil mest maskulinitetskritiske udgave af feminismen. Først labber de dens budskaber om den privilegerede mands overflødighed og det uhyggeligt totalitære ideal om mandens ønskede udryddelse for at opnå en paradisisk tilstand på Jorden i sig.

Siden må de indse, at det også har frygtelige implikationer for deres egen nære virkelighed, når de drømmer om udryddelse af den abstrakte fjende, patriarkatet fra urørlige luftlag, som deres ideologi har lært dem at forsage.

Således opdager de unge kvinder bag projektet HEJ FAR, at deres frydefulde leg med tanken om at Covid-virussen blev sat i verden for ved retfærdig, guddommelig indgriben at udrydde de onde medlemmer af det noget abstrakt definerede patriarkat, også indbefatter deres egne succesrige fædre.

Deres ideologiske forbillede beder dem i virkeligheden om at ønske fadermord udført. I overført forstand, på socialt og samfundsmæssigt plan, javel, men også på et konkret plan er de implicit overtalt til at ønske dette angreb rettet mod deres egne nære.

Dette fremkalder naturligt et stort følelsesmæssigt ubehag hos dem, som det ville hos enhver anden, at opdage at de er blevet indoktrineret til at angive deres eget blod i en større politisk sags tjeneste. Det er denne indsigt, der får dem til at tage det første modne skridt til at trodse disse dogmer og række en hånd ud til deres far over generationskløften i stedet for at ønske ham kastet i dens mørke dyb til evig fortabelse.

Kunstprojektet HEJ FARs fire unge kvinder ligner med deres forsagte, forknytte, trætte og forbitrede ansigstudtryk på portrættet, der ledsager Politikens artikel, da helt sikkert også nogle der trænger til noget kærlighed. Nogen, der trænger til at gå i terapi. Med deres far.
Og hele deres kunstprojekt ligner da også et første, men vigtigt skridt i retning af noget, der kunne blive et stykke forsoningsterapi. 

Det vil vi fra Manderådets side gerne rose. Vi må give dem, at de med den blotte vilje til at række ind over kløften er nået meget langt fra deres udgangspunkt.

Mand og far får igen et genkendeligt ansigt i det øjeblik dæmoniseringen forlades.
De nærmer sig deres egen far igen og har opdaget, at han vil gøre alt for dem. Det lyder smukt.

Ægte forsoning

Men forsoningen er ikke fuldstændig, det giver deres metode ikke mulighed for.
De unge kvinder har nu flyttet sig fra et ideologisk udgangspunkt, der bød dem at hylde tanken ‘udryd manden’ og har nu flyttet sig til ‘lav manden om’. 

Men der mangler et sidste, vigtigt skridt. De vil først nå i mål med ægte forsoning i det øjeblik de kommer frem til konklusionen ‘samarbejd med manden’. 

Dette skridt tages bedst og nemmest med deres far. Når nu de er i gang. Og fordi et godt forhold til far er fundamentet for et godt forhold til alle mænd.

Man kunne oplagt forestille sig at de fuldførte dette skridt, denne sidste halvdel af arbejdet, i samme ånd og efter samme metode som deres HEJ FAR-projekt.

De ville hermed  vise deres far samme ubetingede tillid og lade sig selv blive ført rundt af ham og lade ham lægge den bog i skødet på dem, som han mener indeholder en livslæring, som de bør stifte nærmere og uhildet bekendtskab med.

Men tør de unge kvinder at indlade sig på gensidigheden og samme midlertidige tillidsfulde underkastelse, som de kræver af deres far?

Snubletråd

Her ser det dog ud til, at pigernes forestilling om verden bliver en afspærring, de spænder ud foran sig, og som forhindrer deres bevægelse fremad. Deres nye udgangspunkt rummer stadig en ganske betydelig ballast fra deres oprindelige udgangspunkt. Og den stemmer næppe overens med verdens generelle dagsform.

Et postulat synes at være centralt for deres ageren: Det har “været vigtigt at skabe et rum, hvor de sammen har kunnet forholde sig kritisk til hendes fars privilegier i en verden, hvor mange mænd har lettere adgang til lederstillinger, bliver tilbudt højere lønninger og føler sig berettiget til at tage ordet, selv når han ikke bliver spurgt. Også selv om han ikke har bedt om de privilegier.”

De fire unge kvinder lyder som en flok døtre af enkelte, om ikke privilegerede, så i hvert fald socialt og karrieremæssigt højt placerede fædre. Deres verdensbillede er dermed generaliserende for, hvad en gennemsnitlig mand oplever i sin karriere, som de færreste ville kalde andet end ‘arbejde’ i dets profane, grå funktion af almindeligt økonomisk underhold.

Har deres succes-fædre mon ikke hver især kæmpet for deres position? Er det virkelig så givet som påstået, at de har haft de privilegier i deres karrieremæssige opstigen som forestillet? Var lønnen noget, der blev kastet efter dem i generøst mål, blot ved synet af deres glitrende hvide hanløve-smil? Eller har de ydet proportionalt for at opnå den?

Og har deres fædres positioner mon ikke også smittet af på deres egen mulighed for at komme gennem attraktive uddannelser og bevirket, at de allerede nu som unge er placeret i forholdsvist privilegerede positioner i forhold til deres jævnaldrende?

Det er et groft postulat, som fædrene her ikke får chancen for at kommentere på. Og det muligvis fordi Politikens skribenter uden videre har indoptaget den anti-demokratiske præmis, der sluttes af med, men som er så tendentiøst udbredt i tiden: Man ikke må svare, hvis ikke man bliver spurgt.

Man må ikke kommentere på tidens vedtagne ‘store sandheder’. De ‘store sandheder’ kommer paradoksalt nok selv til at fremstå privilegerede i deres derved øjeblikkeligt opnåede ophøjethed over andre synspunkter. 

Brug saksen

Dette er den hårdest udspændte snubletråd, som kvinderne får svært ved at skræve over i deres vej fremad. Det bliver nødvendigt for dem at mønstre selvindsigt nok til at se, at denne tråd må klippes, hvis de skal lykkes med succesfuld fremfærd i retning af et harmonisk forhold til mænd og i retning af et mere harmonisk samfund, der nærmer sig paradis en lille smule mere, end hvad hård feministisk dogmatik nogensinde kan opnå.

For naturligvis er det sundeste og mest udviklende for et samfund, at enhver kan få taletid. Også uden at blive spurgt. Ellers er der jo tale om en meningernes undertrykkelse, hvis man kun vil lade repræsentanter for den herskende diskurs – eller den diskurs, der ønsker at være herskende – komme til orde.

Dermed er den diskurs, som pigerne lægger op til, præcis lige så ensidigt magtsyg, som den diskurs de tillægger deres fædre at operere efter. Dette bunder i en tidstypisk forventning fra unge kvinder om, at livet skal være en ønskebrønd for dem, hvor alt skal kunne opfyldes, ellers er de ofre. En envejs-forestilling om hvem, der skal stå til rådighed for hvem.

Den forestilling må brydes, hvis der skal bygges en holdbar bro over kløften. Der skal gensidighed til, der skal være plads til trafik i begge retninger på broen. I kan stadig lære noget af jeres far, så luk ham ikke ned.

En af fædrene giver udtryk for det befriende i den ansvarsfralæggelse, som eksperimentets øvelser giver ham momentan mulighed for. Dette siger altså også lidt om det ansvar, der følger med den privilegerede position. Mon kvinderne omvendt er villige til at tage det hele og fulde ansvar på sig, der følger med den position, som altså langtfra enhver mand indtager i samfundet, og som det derfor er dybt forkert at kønsgeneralisere omkring? Eller ønsker de i virkeligheden blot at slikke flødeskummet af kagen og lade resten stå, når de er nået til det tørre brød, der udgør kagens basis?

Hvis I tør give slip og give ordet til jeres far, vil I kunne få brugbare indsigter. For eksempel indsigt i at kamp er nødvendig for at opnå karrieremæssige privilegier uanset køn. At der med privilegiet også følger et ufravigeligt ansvar, så længe man er i besiddelse af sin position. Et ansvar, som fordrer at man handler med en gennemført ordentlighed og redelighed, især over for de individer, der er underlagt ens ledelse. Også når den sti man betræder i perioder ikke er så lyserød, lun og lyksalig som man drømmer om.

Unge kvinde, din far vil stadig gøre alt for dig, også når du tør lade ham have styringen for en stund i en gensidig samtale. Prøv det!