I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag ønsker Manderådet tillykke med de mange sejre på områder, hvor det både var rigtigt og vigtigt at kæmpe.

Men de mange flotte medaljer har også en bagside. Manderådet har varmet op til 8. marts med en række opslag på Facebook om nogle af de store myter i kønskampen, som tegner et sort-hvidt billede af kvinder som ofre for mænds dominans. Samtidig med at mange kvindeorganisationer skamrider disse falske myter, er de tilsyneladende blinde for mange af de skævheder i samfundet, der rammer drenge, mænd og fædre.
Målet har været og er er at anspore jer kvinder til lidt refleksion. Lidt selvransagelse. Fordi fra drenges, fædres og mænds perspektiv ligner kvindekampen mere og mere en kamp mod noget – og desværre også mod nogen – end det ligner en retfærdig kamp for noget. Vi opfordrer derfor til en ‘human(d)itær våbenhvile’, og at vi sætter os sammen og kigger på ‘tabstallene’:

– Mænd fylder voldsomt i alle de negative statistikker på bunden: ensomhed, misbrug, ufrivillig barnløshed, hjemløshed, dødsfald på arbejdspladsen, selvmord – og i gennemsnit otte års kortere levetid end kvinder i de laveste socialgrupper. Kan I ikke godt se, at den massive og vedvarende kampagne for kvindekvoter til samfundets absolutte topstillinger kan virke en smule privilegieblindt og provokerende i det lys? Og hvorfor taler I aldrig om kvindekvoter i landbrug og fiskeri, i bygge og anlæg, i jord og beton?

– Drengene klarer sig stadigt dårligere og dårligere i skolen. De ligger et helt karakterpoint lavere end pigerne i gennemsnit og fylder næsten 80 % i specialklasserne i visse områder. Samtidig får de at vide at de er dominerende. At de er forkerte. At de skal laves om. Hvorfor sætter kvinderne og deres organisationer ikke fokus på pigernes markant bedre karakterer i skolen, og på drenges begrænsede adgang til videregående uddannelser – når nu ligestilling er jeres erklærede mål?

– Langt flere fædre end mødre ender som forældrefremmedgjorte helt uden kontakt med deres børn efter en konfliktfyldt skilsmisse. Og langt flere fædre end mødre ender som weekendforældre hver anden uge, til stor skade for de børn der vokser op helt uden en far eller med en far i periferien af deres liv. Hvorfor er kravet om ligestilling, lige muligheder, lige rettigheder på det område ikke et fælles anliggende for både kvinde- og mandeorganisationer? Tror I at jeres sønner bliver bedre mænd af at vokse op uden en far?

– Flere og flere helt unge mænd ryger to-tre år i fængsel med en voldtægtsdom i Samtykkesager, hvor de unge mænd ikke selv føler eller forstår at de har gjort noget forkert. Det er en hån imod retssikkerheden at man(d) kan få en længere fængselsdom i sager helt uden bevisførelse, sager som alene afgøres på troværdigheden af en kvindes påstand. Og det er en hån mod menneskers helt gundlæggende retfærdighedssans, at man bruger ordet voldtægt om et seksuelt samkvem som hverken involverer trusler, tvang eller vold: Regulær voldtægt en af de mest tabuiserede forbrydelser i Danmark – af gode grunde. Det er både proportionsøst og undergravende for vores retsbevidsthed at kalde det der ofte er en misforståelse af en kvindes signaler for voldtægt – og at dømme efter så høj en strafferamme. Og de meget ringe krav til bevisførelse åbner en ladeport for falske anklager, hvad flere sager allerede har vist. Hvordan kan det store tavse flertal af danske kvinder leve med denne skævhed? Hvor er jeres solidaritet med jeres sønner, brødre og mandlige venner?

Kort og godt: Kvinders kamp for ‘ligestilling’ klinger hult, når den så ofte viser sig at blive ført på falske præmisser, at være en undskyldning for privilegieblind forskelsbehandling i kvinders favør, og at være blind for drenge, mænds og fædres mange store og voksende udfordringer.

‘Ligestillingen’ halter, hvis ikke den går på to ben. Derfor lyder Manderådets motto: “Når et køn taber, så taber begge”.
Kan vi ikke være enige om det? Og var det ikke et sted at mødes og tage hul på en ægte, holistisk ligestillings-dialog?
Hvad med at begrave stridsøksen og erstatte krigsretorikken med en ambition om at gøre det til en fælles kamp for at begge køn får de bedste muligheder for at udleve deres drømme og potentiale – også selvom det ender med en erkendelse af, at vi ikke altid vælger det samme, fordi vores drømme og potentialer er forskellige? At de to køn netop komplementerer hinanden, fordi vi er forskellige? Ikke forskellige som i tabere og vindere i et nulsumsspil, men som vindere i forskellige kategorier – og så få tabere som overhovedet muligt på begge sider.
Er I klar?