Andelen af drenge på specialskoler er mange gange større end andelen af piger. Sådan har det været længe. Når man er født med mere testosteron i kroppen, så får man helt automatisk større muskler. Det betyder også, at man har større behov for fysisk aktivitet, ikke mindst i sin barndom. Desværre er den fysiske aktivitet på 45 minutter om dagen ikke blevet til meget andet end et spisefrikvarter på årsplanerne for langt de fleste elevers vedkommende. Andelen af kvindelige lærere stiger konstant, og der er intet der tyder på, at drenges behov for rammer i læringssituationer tilgodeses – snarere tværtimod.
Vi har lavet en skolekultur, hvor konkurrence nærmest er tabu. Hvor vrede og personlig succes er tabu. Hvor smerte skal undgås. Hvor forestillingen om evig harmoni er dominerende. Hvor den konkrete indsats ingen værdi har, sammenlignet med refleksioner, gruppearbejde, samfundsbevidsthed, medborgerskab og andet skøn, harmonisk, retorisk, sød musik. Feminiseringen af skolen har gjort, at processen og det sociale har fået hele opmærksomheden. Problemet er, at det sociale og processen er værdiløst uden mål og produkt. Målet er i sagens natur målbart. Og når vi måler, opdager vi, at nogen opnår målet bedre, hurtigere, stærkere, federe, flottere osv. end andre. Men man må ikke blære sig, husker du nok? Problemet er, at det er blevet nok “at være”, og at man bare skal have anerkendelse for den man er. Og at man altid kan høste lidt anerkendelse ved at have en feminiseret holdning til miljøet, minoriteter og sjælen. Vi har således fjernet karakterer indtil 7. klasse. Sløjd er blevet afløst af “Håndværk og design”, (eller Hærværk og design som nogen kalder det), og design er iøvrigt blevet til “Design thinking”, så det behøver slet ikke være praktisk længere. Så undgår vi nemlig også, at der sidder en håndværkersøn med gode muskler, som får mulighed for at blære sig, fordi han kan skabe et produkt, der er savet lige, og som måske en dag kan skabe praktisk værdi. Børnene får det svært senere i livet, fordi vi ikke har styrket deres naturlige virkelyst og konkurrencelyst. For drenge er det en primær socialiseringsstrategi at konkurrere. Drenge kalder det ofte for “at lege”. Vi kender det i øvrigt fra “De Olympiske Lege”, hvor det i visse pædagogiske kredse blot handler om “at være med”.
Vi skal hen til et sted, hvor styrke, vrede, målbar konkurrence, stærk vilje og reel kompetence, igen får en legitim plads i børn liv, men nu i balance med det sociale og det personlige. Der er intet galt med at blive ked af det og have et sundt behov for omsorg, når man taber eller kun bliver nummer to. En af konkurrencens sunde funktioner for børn er, at de finder ud af, om de er bedst til at løbe langt eller hurtigt, eller om vi måske er bedre til at bryde eller kaste langt eller ramme præcist, eller om vi måske er generalister der får mest ud af fem-kamp. Og sådan er det også med det boglige. Disciplin er ikke fascistoidt, men derimod en del af det, der sker, når man træner sin udholdenhed og opnår fysisk og faglig styrke. Det er både sundt, sjovt og fedt at kæmpe og mærke sine grænser blive flyttet, og stå sidst på ugen med en følelse af, at ens anstrengelser har båret frugt, og at man nu har fortjent sin ispind (eller måske pilsner, hvis man er blevet så gammel).
Du kan læse mere om Manderådets politik og løsninger for en skole der også er for drenge HER